Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/539

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
525
1265—1274. Lovreformen i Norge.

tiltrængende nogen Vedtagelſe. Men man ſeer ogſaa heraf, at dette er den Deel af Loven, ſom udarbejdedes ſidſt.

Foruden disſe vigtige Forandringer vedkommende Mannhelgen ſees ogſaa i det mindſte een Artikel vedkommende Giftings- og Arve-Baalken at være vedtagen, og ſom allerede fandtes i Chriſtenrets-Udkaſtet, nemlig at de Børn, Feſtemanden maatte have haft med ſin Feſtemø, ſkulde være berettiget til at tage al Slags Arv, hvad enten de vare fødde for Feſtingen eller efter[1]. Med Arve- og Giftings-Baalken forøvrigt kan man paa dette Møde ej have beſkjeftiget ſig. Den islandſke Lov indeholder endnu Froſtathingslovens gamle Privat-Arvetal uforandret. En Begyndelſe ſees vel her at være gjort til at ordne og redigere Beſtemmelſerne om Giftermaal, ſaaledes, ſom de ſiden forekomme i Landsloven, og Spor dertil findes allerede i Kong Magnus’s Chriſtenrets Udkaſt; men endnu kan dog dette Forſøg ſiges at have været i ſin førſte Barndom, og dette Parti af Loven ſynes overhoved at være det, hvor man havde ſtørſt Vanſkelighed ved at bringe fuldkommen Orden og Eenhed til Veje, thi endog i de Afſkrifter, ſom haves af den nyere Landslov, ſees et enkelt Capitel her at være optaget i nogle, der ikke findes i andre[2]. Derimod er det ikke uſandſynligt, at de Forandringer i Tyvslovgivningen, for hvilke der allerede ovenfor er gjort Rede, bleve vedtagne paa dette Møde; i det mindſte maa de før den Tid have været indførte i Lovbogen, ſiden de findes i den islandſke Lovbog.

54. Fortſættelſe. Rigsmødet i Bergen 1273 og Kongens førſte Overeenskomſt med Erkebiſkoppen.


Hvorvidt de nye Beſtemmelſer om Ledingsydelſen allerede kom paa Bane mellem Kongen og Erkebiſkoppen paa dette Thing i 1271, nævnes ikke, men man maa dog næſten formode det, ſiden allerede to Aar var henløbne efter at Kongen havde faaet den endelige Fuldmagt til at forandre den verdslige Lov ſaavel ſom hvad der henhørte til Kongedømmet eller Kronens Rettigheder, og her ſpillede Skattevæſenet en altfor betydelig Rolle til at han ej ſnareſt muligt ſkulde have ſtredet til dets viſtnok al-

  1. Nyere Landsl. V. 7. Her findes Artiklen optagen i Slutningen af førſte Arv. I Jarnſ. Cap. 68 findes den for ſig ſelv.
  2. Se iſær Landsloven, V. 3. Sammenligner man her, i „Norges gl. Love“ II. S. 76, Texten med Varianterne, og begge Dele igjen deels med K. Magnus’s Chriſtenrets-Udkaſt for Gulathingslagen, Cap. 28, deels med Jarnſida, Cap. 51, da vil man finde, at det Stykke af Capitlet, der handler om Maaden,