Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/538

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
524
Magnus Haakonsſøn.

af dem, ſamt endelig en temmelig vigtig Artikel, om de ſaakaldte Jevneder-Eede, der tidligere ſkulde gaa forud for Trygdekjøb eller gjenſidig Tilſigelſe af Trygd ved alle Forligsmaal efter Drabsſager[1]. De kaldtes Jevneder-Eede fordi de indeholdt en Jevning eller Sammenligning mellem Drabsmanden og den Dræbte, og dette gav Anledning til megen Misbrug, eller, ſom Kongen udtrykker ſig i Artiklen derom, at de havde mere været foranſtaltede med Overmod og til Uſkjel, end med Lov og Ret. Nu bleve de aldeles afſkaffede, og ingen andre Eeder tilladte, end de ſædvanlige Negtelſes- og Sigtelſes-Eeder. Dog gjordes ved de førſte ogſaa den Forbedring at i Stedet for at de tidligere — dog kun, ſom det lader, ved Misbrug — vare udartede dertil at alle Medeedsmænd ſkulde gjentage Partens egne Ord, blev det nu beſtemt, at alene Parten ſelv ſkulde ſverge fuld og ligefrem Benegtelſes-Eed, de andre ſkulde kun ſande hans Eed, med den Forſikring, at de intet ſandere vidſte[2].

Til disſe Artikler indſkrænkede ſig de Forandringer i den ſaakaldte Mannhelge, eller Baalken om Drab og Legemsfornærmelſer, der vedtoges paa Mødet i Bergen 1271. Ved de andre Beſtemmelſer i Mannhelgen, om Viglyſing, Ørvarthing, m. m. havde man aabenbart endnu intet faaet gjort, thi de findes i den Lovbog, ſom endnu ſamme Aar ſendtes til Island, uforandret optagne fra den ældre Froſtathingslov[3]. I den nyere Landslov findes de, med Bibehold af det Væſentlige, dog betydeligt omredigerede, men denne Bearbejdelſe maa have fundet Sted efter Mødet i Bergen, ellers vilde ikke den ældre Redaktion have været optagen i den islandſke Lov. Den indſkrænker ſig dog kun til en bedre Ordning af Materien, og til de Forandringer ſom de nye vedtagne Hovedartikler gjorde uomſtændeligt nødvendige. Derfor har man vel ikke engang anſeet det nødvendigt at underkaſte dem nogen ſærſkilt Granſkning paa et Tings-møde. Dette hørte til den Deel af den nye Lovbog, om hvilken det ved dens Slutning udtrykkeligt heder, at, efter at de egentlige Retterbøder vare vedtagne, lod Kong Magnus af alle Landets Bøger ſammenſætte hvad han fandt tjenligſt[4]. Dette betragtedes altſaa ſom hørende til den allerede gjeldende Lovgivning og derfor heller ikke

  1. Se den gl. Bjarkø-Ret, Cap. 32, N. gl. L. I. S. 310.
  2. Jarnſ. Cap. 49, jvfr Magnus’s Landslov IV. 26.
  3. De ere ſaa uforandret optagne, endog med Bibeholdelſe af Artiklernes Orden, at man endog efter Jarnſida for en Deel kan udfylde en Lacune, der her indfalder i Froſtathingsloven. Se Froſtathingsl. V. 22—40, ſammenholdt med Jarnſ. Cap. 37—41, jvfr. Note (5) i N. gl. Love I. S. 181, og Supplem. til 1ſte B. i N. gl. L. II. S. 505, 506.
  4. Nyere Landsl. X; 3.