Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/537

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
523
1265—1274. Lovreformen i Norge.

trykkeligt paalagt enhver, der fik Misdæderen fat, at bringe ham bunden til Sysſelmanden, der ſtrax ſkulde føre ham til Thinget, og lade Bønderne dømme ham efter Loven, hvorefter Sysſelmanden igjen ſkulde lade ham afſtraffe. Den Forandring, dette indeholdt i den hidtil beſtaaende Ret, var det vel, ſom foranledigede den udtrykkelige Bemerkning tilføjet, „at ingen kunde gjøre dette (lade en Forbryder afſtraffe) uden ſelv at gjøre ſig ſkyldig i en Synd, undtagen den Dommer, ſom Kongen dertil har indſat, thi da er det Loven ſelv, ſom refſer, ikke han, der kun gjør ſin Skyldighed efter Loven; de andre (Private eller dertil uberettigede) gjøre det med Hevnfølelſe og Avind, hvorfor det ofte hænder, at de førſt lide Mandſkaden, og desuagtet ſiden maa underkaſte ſig haard Skrift, betale ſvære Bøder, ligge længe i Utlegd, eller lide anden haard Straf, medens den Skade, de have lidt, dog er den ſamme ſom før. Straffen for Selvtægt faſtſattes til Utlegd, indtil Kongen efter de nærmere Omſtændigheder maatte beſtemme anderledes, „forſaavidt der nemlig kunde være nogen trængende Nødvendighedsgrund, der hindrede Vedkommende i at afvente Sysſelmandens Mellemkomſt“. Da der efter den nye, ved disſe Lovbud indførte, Orden blev langt hyppigere Brug for de af Sysſelmændene paa Thinget opnævnte ſaakaldte Domme end forhen, og Bønderne ſaaledes oftere end hidtil maatte vente at blive opnævnte, for at underſøge de nærmere Omſtændigheder ved et Drab eller en Legemsforbrydelſe, og efter disſe at tilkjende Forbryderen den vedbørlige Straf, enten Døden eller Lemmers Tab, anſaaes det nødvendigt, i et eget Capitel alvorligt at foreholde dem det ſtore Anſvar, der hvilede paa dem. Man gjenkjender i den her anvendte Stiil ganſke det ſamme Slags Foredrag, ſom er egent for enkelte Dele af „.Kongeſpejlet“, ligeledes er Tonen og for en ſtor Deel den ſamme ſom i Erkebiſkop Jons Chriſtenret, og det er derfor ikke uſandſynligt at han kan have haft nogen Deel med i Affattelſen af dette Capitel, ſiden det nu engang udtrykkeligt ſiges, at han havde Tilſyn med og hjalp til ved disſe Artiklers Iſtandbringelſe. Det beſtemtes udtrykkeligt, at dette Advarſelscapitel ſkulde oplæſes ſaavidt muligt hver Gang der ſkulde dømmes om ſtore Sager, derfor finder man det ogſaa ſtundom afſkrevet for ſig ſelv, ligeſom man nu til Dags ſtundom finder Forklaringen over Vidners Eed ſærſkilt aftrykt for at haves ved Haanden paa Thingene[1].

Fremdeles følger en Artikel om hvorledes der ſkal forholdes naar ſaadanne Fruentimmer beſkjemmedes, hvis Frænder ikke vilde tage ſig

  1. I den Codex; der indeholder baade Graagaas og Jarnſida, er det ſaaledes indført for ſig ſelv foran den førſte og kun Begyndelſen af Ordene indtagne paa ſit Sted i den ſidſte, ſe Jarnſ. Cap. 48. N. gl. Lov, S. 275.