trykkeligt paalagt enhver, der fik Misdæderen fat, at bringe ham bunden til Sysselmanden, der strax skulde føre ham til Thinget, og lade Bønderne dømme ham efter Loven, hvorefter Sysselmanden igjen skulde lade ham afstraffe. Den Forandring, dette indeholdt i den hidtil bestaaende Ret, var det vel, som foranledigede den udtrykkelige Bemerkning tilføjet, „at ingen kunde gjøre dette (lade en Forbryder afstraffe) uden selv at gjøre sig skyldig i en Synd, undtagen den Dommer, som Kongen dertil har indsat, thi da er det Loven selv, som refser, ikke han, der kun gjør sin Skyldighed efter Loven; de andre (Private eller dertil uberettigede) gjøre det med Hevnfølelse og Avind, hvorfor det ofte hænder, at de først lide Mandskaden, og desuagtet siden maa underkaste sig haard Skrift, betale svære Bøder, ligge længe i Utlegd, eller lide anden haard Straf, medens den Skade, de have lidt, dog er den samme som før. Straffen for Selvtægt fastsattes til Utlegd, indtil Kongen efter de nærmere Omstændigheder maatte bestemme anderledes, „forsaavidt der nemlig kunde være nogen trængende Nødvendighedsgrund, der hindrede Vedkommende i at afvente Sysselmandens Mellemkomst“. Da der efter den nye, ved disse Lovbud indførte, Orden blev langt hyppigere Brug for de af Sysselmændene paa Thinget opnævnte saakaldte Domme end forhen, og Bønderne saaledes oftere end hidtil maatte vente at blive opnævnte, for at undersøge de nærmere Omstændigheder ved et Drab eller en Legemsforbrydelse, og efter disse at tilkjende Forbryderen den vedbørlige Straf, enten Døden eller Lemmers Tab, ansaaes det nødvendigt, i et eget Capitel alvorligt at foreholde dem det store Ansvar, der hvilede paa dem. Man gjenkjender i den her anvendte Stiil ganske det samme Slags Foredrag, som er egent for enkelte Dele af „.Kongespejlet“, ligeledes er Tonen og for en stor Deel den samme som i Erkebiskop Jons Christenret, og det er derfor ikke usandsynligt at han kan have haft nogen Deel med i Affattelsen af dette Capitel, siden det nu engang udtrykkeligt siges, at han havde Tilsyn med og hjalp til ved disse Artiklers Istandbringelse. Det bestemtes udtrykkeligt, at dette Advarselscapitel skulde oplæses saavidt muligt hver Gang der skulde dømmes om store Sager, derfor finder man det ogsaa stundom afskrevet for sig selv, ligesom man nu til Dags stundom finder Forklaringen over Vidners Eed særskilt aftrykt for at haves ved Haanden paa Thingene[1].
Fremdeles følger en Artikel om hvorledes der skal forholdes naar saadanne Fruentimmer beskjemmedes, hvis Frænder ikke vilde tage sig
- ↑ I den Codex; der indeholder baade Graagaas og Jarnsida, er det saaledes indført for sig selv foran den første og kun Begyndelsen af Ordene indtagne paa sit Sted i den sidste, se Jarns. Cap. 48. N. gl. Lov, S. 275.
