Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/536

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
522
Magnus Haakonsſøn.

dem alle, nemlig den, hvorved alle Frændbæder afſkaffes, med de øvrige Beſtemmelſer, ſom dermed ſtaa i Forbindelſe, nemlig om hvorledes der ſkulde forholdes, naar Manddraberens Gods ej var tilſtrækkeligt til at udrede baade Bod og Thegngildh m. m. Disſe Tillæg, hvori Kongen med megen Liberalitet gjorde Afkald paa, hvad der efter den ældre Lovs Bogſtav tilkom ham, behøvede viſtnok, efter de Tiders Anſkuelſe af Kongens og Folkets gjenſidige Rettigheder, ikke noget Samtykke fra Folkets Side: det var en Indrømmelſe eller Gave, ſom man ſikkert modtog med megen Taknemmelighed, og betragtede ſom et Tegn paa Kongens velvillige Tænkemaade[1].

De nærmeſt følgende Artikler handle om Vaadesdrab og anden Vaadesgjerning, om Forbud mod at bære Rytninger eller Dolke, og om Straf for Knivſting, ſamt for at „bides ligeſom Hunde eller Heſte;“ dernæſt følger et ſtrengt Forbud mod at gaa ubuden i Selſkaber og ſidde der, andre til Fortrængſel: et Forbud der viſer, at den endnu i vore Dage paa visſe afſidesliggende Kanter af Landet ikke ganſke aflagte Skik, at visſe Uroſtiftere, iſær de ſaakaldte Slagskæmper, trænge ſig ind i Selſkaber og yppe Klammeri, ja endog ſtundom foranledige Blodsudgydelſe, paa hiin Tid maa have været meget almindelig. Den var en Levning fra den vildeſte og raaeſte Berſerke-Tid, og vi have i det foregaaende ſeet, hvor vidt en ſaadan Frekhed ſtundom kunde gaa[2].

Den ſjette Artikel foreſkriver nøjagtigt, hvorledes man ſkulde forholde ſig med Paagribningen og Afſtraffelſen af Misdædere i Tilfælde af at der var begaaet et ſaadant Drab eller anden dermed beſlægtet Voldsgjerning, ſom ſkulde ſtraffes med Død eller Lemlæſtelſe. I Stedet for at det Offentlige forhen ikke blandede ſig i Sagen, blev det nu ud-

    om uberettiget Sæde i Selſkaber umiddelbart efter Artiklen om Bid (Jarnſ. Cap. 45, 46) medens den i Magnus’s Landsl. følger efter Artiklen om Jevneder-Eed (IV. 26, 27) hvor den ikke ſaa godt pasſer med den øvrige Materie; efter den følger Artiklen om Tiggeri, der ej hører til dem der paa Rigsmødet 1271 vedtoges, ſiden den, eller en lignende, allerede fandtes i Froſtathingsloven; derefter følger Capitlet om Ret for visſe kvindelige Slægtninger, der allerede af de førſte Ord „svá er ok tekit um alt landet“, viſer ſig at høre til Artiklerne af 1271. I Jarnſida findes derimod Artiklen om Tiggere optagen førend man kommer til Artiklerne af 1271, og aldeles paa ſamme Sted, hvor den forekommer i den ældre Froſtathingslag, af hvilke den førſte Deel af Jarnſidas Mannhelge ſees næſten uforandret at være tagen. Her gjør ſaaledes ikke denne Artikel nogen Brud paa den fortløbende Række af Artiklerne fra 1271.

  1. Jarnſ. Cap. 42, Nyere Landsl. 12.
  2. Jarnſ Cap. 43—46, Nyere Landsl. IV. 13, 15, 27.