Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/533

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
519
1265–1274. Lovreformen i Norge.

stor Myndighed og Kraft, idet han klogeligt endog stillede sine Fordringer langt videre, end hvad han med mindste Skin af Rimelighed kunne vente at opnaa, aabenbart for at have noget, som han kunde lade sig afprutte, og derfor være sikrere paa at beholde, hvad der var det væsentligste.

Paa Frostathinget 1269 fik Kongen derfor, som sagt, kun Fuldmagt til at omdanne den verdslige Lovgivning, hvorhos det allerede nu blev vedtaget, at Frostathing herefter skulde aabnes Botolfsmessedag, ej, ligesom før, henimod Høsten. Hvorvidt allerede ved denne Sammenkomst mellem Kongen og Erkebiskoppen den nye Forandring i Ledings-Ydelsen kom paa Bane, vides ikke. Sandsynligviis var den endnu ikke kommen i Stand, eller indført i Lovbogen, thi i et Diplom, der udstededes endeel Aar senere, strax efter Kongens Død, fortælles der, at aldrig saa snart havde Erkebiskoppen erfaret, at hiin Forandring var optagen i Lovbogen, førend han gjorde Indvendinger derimod hos Kong Magnus, der med sin sædvanlige Sagtmodighed skal have svaret: „Synes I bedre om at Alt er som før, da kan det gjerne være saa“, og hertil svarede da igjen Erkebiskoppen: „vi ville ikke have nogen anden Maade at beskatte Kirkegodset, Gejstlige eller Kirkens Folk, end den, der har været brugelig fra gammel Tid“[1]. Dette synes at vise, at Forandringen ej kan være bleven indtagen i Lovbogen, førend Jon var kommen tilbage som Erkebiskop, altsaa efter Begyndelsen af Aaret 1269, og da nu denne Forandring netop vedkommer de kongelige Rettigheder, hvilke Kongen ikke fik Frostathingsmændenes Fuldmagt til at forandre, førend paa det nys omtalte Thing 1269, er det altsaa rimeligt at hine Artikler først efter den Tid ere blevne endeligt affattede og indførte paa sit Sted i Lovbogen. Heraf følger da, at hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiskoppen først tilhører en senere Tid.

Overhoved maa man antage, at Lovrevisions-Arbejdet nu først begyndte med ret Kraft, og gik hurtigt fra Haanden, da det Kongen af Frostathingsmændene meddeelte Samtykke omsider havde gjort den Fuldmagt, han maatte være i Besiddelse af, aldeles fuldstændig for hele den verdslige Lovs Vedkommende. Sandsynligviis havde han hidtil mest beskjeftiget sig med Christenretternes Revision, hvoraf Frugten var de to ovennævnte Christenretter eller Udkast til Christenretter for Guulathinget og Viken, men Erkebiskop Jons Protest standsede alt videre Arbejde hermed, og desto mere udeelt Opmerksomhed kunde han anvende paa den verdslige Ret.

Derimod lagde Erkebiskop Jon allerede ved denne Tid og netop under denne Sammenkomst med Kongen første Haand paa den Reform af

  1. Dipl. Norv. III. No. 20.