Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/533

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
519
1265—1274. Lovreformen i Norge.

ſtor Myndighed og Kraft, idet han klogeligt endog ſtillede ſine Fordringer langt videre, end hvad han med mindſte Skin af Rimelighed kunne vente at opnaa, aabenbart for at have noget, ſom han kunde lade ſig afprutte, og derfor være ſikrere paa at beholde, hvad der var det væſentligſte.

Paa Froſtathinget 1269 fik Kongen derfor, ſom ſagt, kun Fuldmagt til at omdanne den verdslige Lovgivning, hvorhos det allerede nu blev vedtaget, at Froſtathing herefter ſkulde aabnes Botolfsmesſedag, ej, ligeſom før, henimod Høſten. Hvorvidt allerede ved denne Sammenkomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen den nye Forandring i Ledings-Ydelſen kom paa Bane, vides ikke. Sandſynligviis var den endnu ikke kommen i Stand, eller indført i Lovbogen, thi i et Diplom, der udſtededes endeel Aar ſenere, ſtrax efter Kongens Død, fortælles der, at aldrig ſaa ſnart havde Erkebiſkoppen erfaret, at hiin Forandring var optagen i Lovbogen, førend han gjorde Indvendinger derimod hos Kong Magnus, der med ſin ſædvanlige Sagtmodighed ſkal have ſvaret: „Synes I bedre om at Alt er ſom før, da kan det gjerne være ſaa“, og hertil ſvarede da igjen Erkebiſkoppen: „vi ville ikke have nogen anden Maade at beſkatte Kirkegodſet, Gejſtlige eller Kirkens Folk, end den, der har været brugelig fra gammel Tid“[1]. Dette ſynes at viſe, at Forandringen ej kan være bleven indtagen i Lovbogen, førend Jon var kommen tilbage ſom Erkebiſkop, altſaa efter Begyndelſen af Aaret 1269, og da nu denne Forandring netop vedkommer de kongelige Rettigheder, hvilke Kongen ikke fik Froſtathingsmændenes Fuldmagt til at forandre, førend paa det nys omtalte Thing 1269, er det altſaa rimeligt at hine Artikler førſt efter den Tid ere blevne endeligt affattede og indførte paa ſit Sted i Lovbogen. Heraf følger da, at hiin Samtale mellem Kongen og Erkebiſkoppen førſt tilhører en ſenere Tid.

Overhoved maa man antage, at Lovreviſions-Arbejdet nu førſt begyndte med ret Kraft, og gik hurtigt fra Haanden, da det Kongen af Froſtathingsmændene meddeelte Samtykke omſider havde gjort den Fuldmagt, han maatte være i Beſiddelſe af, aldeles fuldſtændig for hele den verdslige Lovs Vedkommende. Sandſynligviis havde han hidtil meſt beſkjeftiget ſig med Chriſtenretternes Reviſion, hvoraf Frugten var de to ovennævnte Chriſtenretter eller Udkaſt til Chriſtenretter for Guulathinget og Viken, men Erkebiſkop Jons Proteſt ſtandſede alt videre Arbejde hermed, og deſto mere udeelt Opmerkſomhed kunde han anvende paa den verdslige Ret.

Derimod lagde Erkebiſkop Jon allerede ved denne Tid og netop under denne Sammenkomſt med Kongen førſte Haand paa den Reform af

  1. Dipl. Norv. III. No. 20.