Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/532

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
518
Magnus Haakonsſøn.

relſe var, ſom man ſeer, at faa en lignende Fuldmagt af Froſtathingsmændene, ſom den, han allerede havde faaet af Gulathings-Mændene og Eidſivathingsmændene til at forbedre Loven; men, fortælles der, han fik kun denne Fuldmagt med Henſyn til alt hvad der hørte til det Verdslige, og Kongedømmet. Erkebiſkop Jon har ſaaledes Uden al Tvivl fremſat en Proteſt med Henſyn til Kirkeretten. Han maa nu have haft tilſtrækkelig Lejlighed til at gjøre ſig bekjendt med de allerede udarbejdede Udkaſt til den forbedrede Chriſtenret for Gulathingslagen og Viken, hvilke han, ſom vi have viiſt, umuligt kunde finde fuldſtændige og tilfredsſtillende; derhos maatte han ogſaa fra Principets Side have haft meget at indvende imod at Kongen eller den verdslige Magt tiltog ſig paa egen Haand, Gejſtligheden uadſpurgt, at reformere Kirkeloven. Fra det Standpunkt, Kirken nu indtog, maatte den fordre, ej alene at Chriſtenrettens Reform udelukkende overlodes til den, ſom den verdslige Myndighed uvedkommende, men ogſaa, og det ifølge de udtrykkelige Ord i Pave Coeleſtins Privilegie-Bulle af 1194, hvorom mere nedenfor (S. 528), at dens Repræſentanter bleve tagne paa Raad ved Reformen af den verdslige Ret, for ogſaa her at varetage dens Interesſer, og overholde en vis Eenhed i den Aand, der gik gjennem det Hele. Rimeligt er det, at Erkebiſkoppen allerede under ſit Ophold i Rom har meddeelt Paven ſelv og dem, der havde meſt at ſige ved Curien, hvilket vigtigt Foretagende der nu var paa Bane i Norge, og at han har faaet fuldſtændig Inſtruction om, hvorledes han i den Anledning ſkulde optræde. Og Jon optraadte, ſom vi ville ſee, med

    mesſe. Der er ikke Tale om noget almindeligt Rigsmøde, og jeg kan derfor ikke være enig med Keyſer i den Antagelſe, der fremſættes i den N. Kirkes Hiſt. II. S. 10, at de nye Beſtemmelſer om Kongearvefølge og Kongevalg her ſkulde have været bekræftede. Thi den paaberaabte Omſtændighed, at et Hdſkr. af Froſtathingsloven ytrer om den nye Kongearv, at den blev vedtagen paa Froſtathing med Raad og Samtykke af Jon Erkebiſkop, de øvrige Lydbiſkopper, Lendermænd og Lærde, Stallarer, Lagmænd og alle haandgangne Mænd, ſom da vare tilſtede paa Froſtathing, har ikke ſtort at betyde, naar man tager Henſyn til, at de bedſte Haandſkrifter i Gulathingslagen indeholde ganſke det ſamme, kun ſaaledes at der ſtaar „Gulathing“ i Stedet for „Froſtathing“. Men da nu dette længere Tillæg kun findes i hine to Codices, medens de øvrige kun i Korthed melde, at Beſtemmelſen blev vedtagen paa N. N. Thing, og et overvejende Antal, endog de bedſte Codices af Froſtathingslagen ſelv, her nævne „Gulathing“, kan der ikke være nogen Tvivl om, at det Rigsmøde, hvortil her ſigtes, og hvor den nye Kongearvelov blev vedtagen, holdtes i Bergen eller i Gulathingets Nærhed. Der er ogſaa en Omſtændighed, der viſer at Kongearven førſt vedtoges efter 1271, nemlig den, at Kong Magnus’s Islandſke Lov, der i den Skikkelſe, hvori vi have den, maa være yngre end 1271, da den anden Gang ſendtes til Island for at vedtages, indeholder Kongearven i ſin gamle Skikkelſe, ſaaledes ſom den vedtoges paa Rigsmødet 1260. Mere herom nedenfor S. 538, hvor det viſes, at Kongearven tilhører Mødet i 1273.