Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/531

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
517
1265—1274. Lovreformen i Norge.

Udkaſt, men ſenere at være tilkomne, og navnlig ſynes Forandringen med Ledingsydelſen at have hørt til de ſildigere. Fra det egentlige Folks Side mødte han, ſom det maa antages, liden eller ingen Modſtand, ſkjønt dets politiſke Rettigheder ſaa kjendeligt indſkrænkedes, og enkelte Foranſtaltninger endog ſynes at have maattet forekomme mange heel odiøſe, fornemmelig Ledings- og Skattevæſenets Overgang fra at være en perſonlig til at blive en reel Præſtation. Men det odiøſe i at Jordegodſet beheftedes med en faſt Grundſkat formildedes vel ved at Skattebyrden ſelv blev retfærdigere og ligeligere fordeelt. Og hvad Folkets politiſke Rettigheder angaar, ſaa var den Deel af Befolkningen, der tabte meſt, nemlig den ringere og mere ubemidlede, ogſaa den, der havde mindſt Interesſe for det Offentlige, og ſom vel forlængſt havde ophørt at tage nogen ivrig Deel i de politiſke Forhandlinger, medens derimod de Fornemmere og Mægtigere nu ved Rigsmøderne endog havde bedre Lejlighed end forhen til at ytre deres Mening, og gjøre deres Indflydelſe gjeldende. Men deſto ſtørre Modſtand fandt Magnus fra Gejſtlighedens Side, da den i Erkebiſkop Jon havde faaet en kraftig og djerv Leder, og denne Modſtand forhalede aabenbart, ſom man ſeer, Lovens endelige Vedtagelſe, ligeſom den vel og for en ſtor Deel er Aarſag i, at mange af de meſt indgribende Lovbud neppe endnu bleve ſatte i Verk inden Magnus’s Død, men at Tingene indtil da endnu for det meſte blev ved det gamle.

Vi have ſeet, hvorledes Kong Magnus i 1267 og 1268, medens Jon Raude var i Rom, for at faa Pallium, eller i det mindſte førend han endnu var bleven valgt til Erkebiſkop, havde faaet ſig uindſkrænket Fuldmagt overdragen af Gulathingslagens, Oplandenes og Vikens Bønder til at lade en ny Lovbog forfatte for dem. Formodentlig har Kongen foreløbigt ladet dem gjøre bekjendte med de Hovedprinciper, han agtede at følge, og disſe kunde heller ikke være nogen Hemmelighed for Gejſtligheden. Men den gamle Erkebiſkop Haakon, Kongens hengivne Ven, der nu desuden ſtod paa Gravens Rand, var ikke den, der kunde træde i Spidſen for Gejſtligheden og fremkomme med nogen Proteſt imod de Punkter, der fra et kirkeligt Standpunkt kunde anſees betænkelige. Dette var Erkebiſkop Jon forbeholdt. Han kom, ſom vi have ſeet, tilbage fra Rom ſom indviet Erkebiſkop lidt før Juul 1268, og Følgen af hans Nærværelſe ſporedes ſtrax. Sommeren efter vare baade han og Kongen tilſtede paa Froſtathing[1]. Kongens Henſigt med ſin Nærvæ-

  1. Isl. Annaler. Her ſtaar kun, at Kongen og Erkebiſkoppen vare tilſtede paa Froſtathing, og at Kongen fik Fuldmagt til at gjør Forandringer i den verdslige Lovgivning, ſamt at Thingtiden vedtoges at ſkulle være ved Botolfs-