Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/529

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
515
1265—1274. Lovreformen i Norge. Fattiges Flytning.

Gulathingslagen, blev nu Gjenſtand for mere beſtemte Lovbud[1]. Det paalagdes nu Bønderne Udtrykkeligt, at flytte, ſom det heed, alle de Fattige, ſom hverken ſelv kunde føde ſig eller hvis Frænder ej kunde ernære dem. Flytningen ſkulde ſkee efter ſamme Regel ſom Budbyrd, nemlig til den ſamme Gaard, hvortil man var pligtig at bære Budſtikken. Den Fattige ſkulde nyde Nattely paa den Gaard, hvor han om Aftenen befandt ſig, og Bonden maatte ikke lade ham bringe videre efter Solens Nedgang eller før dens Opgang. De Fattige ſkulde nyde fri Overſætning over alle Sund paa Bygdens Bekoſtning. Blev en Fattig dødsſyg under ſit Ophold paa en Gaard, ſkulde Bønderne være forpligtet til at lade hente Preſt til ham[2]. Man ſeer tydeligt, om det end ikke udtrykkeligt udhæves, at man her kun havde de i enhver Bygd hjemmehørende Fattige for Øje, og om man end kun tænkte ſig dem ſom omvankende Betlere, uden at der findes nogen beſtemt Forſkrift om de ſkulde beſpiſes, ſaa ſynes dog dette ligefrem at følge af Forholdene; der udtales dog umiskjendeligt en Bygden i Almindelighed paahvilende Forpligtelſe til ej at lade de Fattige vanſmægte af Hunger eller Anſtrengelſe; og man kan neppe tvivle paa, at det hele Flytnings- og Forſørgelſesvæſen nærmere beſtemtes og ordnedes paa Bygdemøder. De her berørte Beſtemmelſer danne ſaaledes aabenbart Grundlaget for det ſenere Lægds- og Indlægs-Væſen. Forøvrigt betragtede Lovgivningen Betleri fremdeles med megen Ugunſt. Froſtathingslovens Beſtemmelſe, at den arbejdsføre Mand, der gik med Betlerſtav fra Huus til Huus og modtog Almisſe, ingen Ret ſkulde have paa ſig (d. e. ej kunne fordre Bod for Legemsfornærmelſer) optoges i den nye Lov.

Med Henſyn til Kjøb og Salg bibeholdtes i det Væſentlige de ældre Beſtemmelſer, ſaa vel ſom Forbudet mod at ubemidlede Mænd drog i Kjøbferd om Sommeren, naar arbejdsføre Karle tiltrængtes paa Landet[3]. Et ſtort Gode var det viſtnok, at Maal og Vegt, der hidtil havde været forſkjellige i de forſkjellige Dele af Landet, nu blev eens over det hele Rige. Her paaberaabes en ſærlig Vedtagelſe[4], ſandſynligviis paa det ſamme Møde i 1271, hvorom ovenfor er talt. Skippundet ſkulde udgjøre 20 Linspund eller 24 Betler, hver Vett 29 Mk.

  1. I Beſtemmelſen om Audn i Indl. til Froſtathingsl. Cap. 17 ſtaar der udtrykkeligt, at den ſom baade faar og ſlaar ſkal beſtride Budbyrd og Fattiges Flytning. Altſaa ſeer man at Forpligtelſen til Fattiges Flytning nok var der, men den var dog ikke udtrykkeligt foreſkreven.
  2. Nyere Landslov VII. 57.
  3. Sammeſteds VIII. 23.
  4. „Nu er det ſaaledes vedtaget,“ beder det i Landsl. VIII. 29.