Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/528

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
514
Magnus Haakonsſøn.

hører rimeligviis for en Deel flere udførlige Artikler om Vejvæſenet. Froſtathingsloven foreſkriver intet derom, Uden forſaavidt Chriſtenretten paabyder aarligt Vejarbejde i Stedet for den tidligere Frigivelſe af en Træl i hvert Fylke. Gulathingsloven byder kun at en almindelig Landevej ſkal være ſaa bred, ſom et Spyd er langt, hvis Skaft hviler paa Jorden og til hvis Feil, ovenfor hvilken der endnu ſkal være et Spanns Længde, en Mand kan naa[1]. I ældre Tider var der heller ikke ſaa megen Trang til Landeveje i Gulathingslagen og Froſtathingslagen, der ſtødte til Stien, og hvor man ſædvanligviis drog til Søs. Men nu beſtemtes, rimeligviis efter den gamle Sevslov, at enhver Thjodvej eller Landevej ſkulde holde 8 Alen i Bredde (det maa erindres, at der kun var Tale om Rideveje), og at Kongens Ombudsmand ſkulde kræve Vejarbejde af Bønderne til Udbedring af Landevejene, Ann-imellem, ſom det heed, det vil ſige i de tre Tider mellem Aannetiderne, før Vaar-Ørken til Ploven kom ud, mellem Vaar-Ørken til Høſlaatten, og efter Indhøſtningen indtil førſte Sneefald. Der ſattes følelige Bøder for ufremkommelige Steder i Landevejene, og Kongens Ombudsmand kunde derhos, om han vilde, holde Baugreid, det vil ſige foretage en Beſigtelſesrejſe, nærmeſt for at underſøge, om Vejens Sider vare tilbørligt frie for Buſke og Grene. Bangreiden beſtod i at han lod en Mand ride midt i Vejen med et 8 Alen langt Spyd, ſlaa hvis begge Ender Vidjehanker (Bauge) vare hængte, lagt tversover Sadelknappen: for enhver Green eller Kviſt, der naaede ſaa langt frem over Vejen, at den rev en Hank af Spydet, ſkulde Bønderne bøde 1 Ertog Sølv til Kongen. Dette, heder det, har fra gammel Tid af hedet Baugreid: det maa altſaa have været en gammel Skik Paa Oplandene, og ſom allerede var paabudt i Sevsloven, men nu udſtraktes til hele Riget[2]. Fremdeles beſtemtes der, at de, der boede ved en Elv eller Aa, over hvilke Landevejen faldt, vare pligtige til enten at bygge Bro derover, eller ſkaffe Ferje-Flaade eller Pram. Dog var Grundejeren for Overſætning af Rejſende paa Ferje berettiget til at kræve Sundpenge, 1 Pening for hver Mand og l for hver Heſt. At alt dette gik rigtigt til, at Vejene holdtes i Orden og de Rejſende ej opholdtes og betyngedes, ſkulde, ſom det allerede er antydet, Sysſelmændene paaſee: tidligere var vel meget af dette ſnarere Lendermændenes end Aarmændenes Sag[3].

Fattigforſørgelſen, der hidtil mere havde været ordnet efter gammel Skik og Brug end ifølge Lov, i det mindſte i Froſtathingslagen og

  1. Gulathingsl. Cap. 90.
  2. Nyere Landslov, VII. 43—46.
  3. Sammeſteds, Cap. 47.