hører rimeligviis for en Deel flere udførlige Artikler om Vejvæsenet. Frostathingsloven foreskriver intet derom, Uden forsaavidt Christenretten paabyder aarligt Vejarbejde i Stedet for den tidligere Frigivelse af en Træl i hvert Fylke. Gulathingsloven byder kun at en almindelig Landevej skal være saa bred, som et Spyd er langt, hvis Skaft hviler paa Jorden og til hvis Feil, ovenfor hvilken der endnu skal være et Spanns Længde, en Mand kan naa[1]. I ældre Tider var der heller ikke saa megen Trang til Landeveje i Gulathingslagen og Frostathingslagen, der stødte til Stien, og hvor man sædvanligviis drog til Søs. Men nu bestemtes, rimeligviis efter den gamle Sevslov, at enhver Thjodvej eller Landevej skulde holde 8 Alen i Bredde (det maa erindres, at der kun var Tale om Rideveje), og at Kongens Ombudsmand skulde kræve Vejarbejde af Bønderne til Udbedring af Landevejene, Ann-imellem, som det heed, det vil sige i de tre Tider mellem Aannetiderne, før Vaar-Ørken til Ploven kom ud, mellem Vaar-Ørken til Høslaatten, og efter Indhøstningen indtil første Sneefald. Der sattes følelige Bøder for ufremkommelige Steder i Landevejene, og Kongens Ombudsmand kunde derhos, om han vilde, holde Baugreid, det vil sige foretage en Besigtelsesrejse, nærmest for at undersøge, om Vejens Sider vare tilbørligt frie for Buske og Grene. Bangreiden bestod i at han lod en Mand ride midt i Vejen med et 8 Alen langt Spyd, slaa hvis begge Ender Vidjehanker (Bauge) vare hængte, lagt tversover Sadelknappen: for enhver Green eller Kvist, der naaede saa langt frem over Vejen, at den rev en Hank af Spydet, skulde Bønderne bøde 1 Ertog Sølv til Kongen. Dette, heder det, har fra gammel Tid af hedet Baugreid: det maa altsaa have været en gammel Skik Paa Oplandene, og som allerede var paabudt i Sevsloven, men nu udstraktes til hele Riget[2]. Fremdeles bestemtes der, at de, der boede ved en Elv eller Aa, over hvilke Landevejen faldt, vare pligtige til enten at bygge Bro derover, eller skaffe Ferje-Flaade eller Pram. Dog var Grundejeren for Oversætning af Rejsende paa Ferje berettiget til at kræve Sundpenge, 1 Pening for hver Mand og l for hver Hest. At alt dette gik rigtigt til, at Vejene holdtes i Orden og de Rejsende ej opholdtes og betyngedes, skulde, som det allerede er antydet, Sysselmændene paasee: tidligere var vel meget af dette snarere Lendermændenes end Aarmændenes Sag[3].
Fattigforsørgelsen, der hidtil mere havde været ordnet efter gammel Skik og Brug end ifølge Lov, i det mindste i Frostathingslagen og
