Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/527

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
513
1265—1274. Lovreformen i Norge. Odelshevd.

ſættes der i den nye Baalk om Landabrigde ved Siden af denne ældre Regel, at naar en Jord havde ligget under den ſamme Ættlegg 60 Aar eller derover, blev den Beſidderens Odel. Saaledes ſkulde nu Hevds-Tiden være indtraadt for Beſidderens, Præſkriptionstiden for den tidligere Ejers-Ætt, ved det fuldendte 60de Aar, uanſeet om den nærværende Ejer endnu ikke ſtammede i fjerde Led fra Kjøberen. Derimod var der intet i Vejen for at Hevden og Præſkriptionen indtraadte tidligere, naar Ledene i Ætten havde afløſt hinanden ſaa hurtigt, at fjerde Led var naaet førend de 60 Aar var omme. Ligeſaa indtraadte ſaavel Præſkription for den ene Part ſom Hevd for den anden allerede naar den periodiſke Thinglysning af Odelsret og Pengemangel, ſom Loven foreſkrev, een Gang blev undladt; og den Tid af tyve Aar, ſom den ældre Lovgivning faſtſatte, at der ſkulde gaa hen mellem hver Lysning, forkortedes til det Halve eller ti Aar. Naar altſaa Odelsmanden lod det 10de Aar efter Salget gaa hen Uden at lyſe, havde han ſaaledes allerede da, ved disſe ti Aars Forløb, tabt ſin Odelsret, og ligeſaa, naar han eller hans Deſcendenter, efterat have lyſt een eller flere Gange, lod de næſte ti Aar gaa hen uden Lysning. Det forſtaar ſig ellers af ſig ſelv, om det end ikke var tydeligt udtalt, at Lysningen ej kunde vedligeholde Odelsretten længer end hine 60 Aar; naar disſe vare omme, uden at Godſet virkelig var blevet indløſt, blev det uigjenkaldeligt den nye Æts Odel[1]. Paa denne Maade var altſaa Hevds- og Præſkriptionstiden i det Hele taget væſentligt forkortet. Man maa regne, at de tidligere foreſkrevne tre paa fjerde Led i Gjennemſnit varede længere end 60 Aar; men nu var Tiden i Tilfælde af regelmæsſig Lysning indſkrænket til 60, ved aldeles undladt Lysning endog til ti. Herved forebyggedes viſtnok mange Odelstrætter, der maaſkee juſt paa den Tid torde have tegnet ſig til at blive hyppige, da man befandt ſig i den tredie Generation efter de heftigſte Borgerkrige, under hvilken Ejendommene ſaa hyppigt ſkiftede Herrer.

Landboforholdene ſkjenkedes der ved den nye Lovreviſion en ſærdeles Opmerkſomhed, og den ſaakaldte Landleigebaalk indtager den ſtørſte Deel af den nye Lovbog. Flere Beſtemmelſer findes her indtagne, der ikke forekomme i de ældre Lovbøger, ſom nu haves, og derfor enten ere nye, eller hentede fra den tabte Sevslov. Til den ſidſte Klasſe

    Beſidderen arvede det, altſaa Farfaders Farfader, men man plejer dog ellers ikke bruge Udtrykket leifa, d. e. efterlade Arv, uden om umiddelbart Efterladenſkab, ſom fra Fader til Søn; at Farfader efterlader en Arv til Sønneſøn forudſætter at Mellemledet, Faderen eller Sønnen, er død. Froſtathingsloven III. 4, nævner ogſaa udtrykkelig 4de Led.

  1. Nyere Landsl. VI. 2, 4, 13, jvfr. ovf. II. S. 977.