sættes der i den nye Baalk om Landabrigde ved Siden af denne ældre Regel, at naar en Jord havde ligget under den samme Ættlegg 60 Aar eller derover, blev den Besidderens Odel. Saaledes skulde nu Hevds-Tiden være indtraadt for Besidderens, Præskriptionstiden for den tidligere Ejers-Ætt, ved det fuldendte 60de Aar, uanseet om den nærværende Ejer endnu ikke stammede i fjerde Led fra Kjøberen. Derimod var der intet i Vejen for at Hevden og Præskriptionen indtraadte tidligere, naar Ledene i Ætten havde afløst hinanden saa hurtigt, at fjerde Led var naaet førend de 60 Aar var omme. Ligesaa indtraadte saavel Præskription for den ene Part som Hevd for den anden allerede naar den periodiske Thinglysning af Odelsret og Pengemangel, som Loven foreskrev, een Gang blev undladt; og den Tid af tyve Aar, som den ældre Lovgivning fastsatte, at der skulde gaa hen mellem hver Lysning, forkortedes til det Halve eller ti Aar. Naar altsaa Odelsmanden lod det 10de Aar efter Salget gaa hen Uden at lyse, havde han saaledes allerede da, ved disse ti Aars Forløb, tabt sin Odelsret, og ligesaa, naar han eller hans Descendenter, efterat have lyst een eller flere Gange, lod de næste ti Aar gaa hen uden Lysning. Det forstaar sig ellers af sig selv, om det end ikke var tydeligt udtalt, at Lysningen ej kunde vedligeholde Odelsretten længer end hine 60 Aar; naar disse vare omme, uden at Godset virkelig var blevet indløst, blev det uigjenkaldeligt den nye Æts Odel[1]. Paa denne Maade var altsaa Hevds- og Præskriptionstiden i det Hele taget væsentligt forkortet. Man maa regne, at de tidligere foreskrevne tre paa fjerde Led i Gjennemsnit varede længere end 60 Aar; men nu var Tiden i Tilfælde af regelmæssig Lysning indskrænket til 60, ved aldeles undladt Lysning endog til ti. Herved forebyggedes vistnok mange Odelstrætter, der maaskee just paa den Tid torde have tegnet sig til at blive hyppige, da man befandt sig i den tredie Generation efter de heftigste Borgerkrige, under hvilken Ejendommene saa hyppigt skiftede Herrer.
Landboforholdene skjenkedes der ved den nye Lovrevision en særdeles Opmerksomhed, og den saakaldte Landleigebaalk indtager den største Deel af den nye Lovbog. Flere Bestemmelser findes her indtagne, der ikke forekomme i de ældre Lovbøger, som nu haves, og derfor enten ere nye, eller hentede fra den tabte Sevslov. Til den sidste Klasse
- ↑ Nyere Landsl. VI. 2, 4, 13, jvfr. ovf. II. S. 977.
Besidderen arvede det, altsaa Farfaders Farfader, men man plejer dog ellers ikke bruge Udtrykket leifa, d. e. efterlade Arv, uden om umiddelbart Efterladenskab, som fra Fader til Søn; at Farfader efterlader en Arv til Sønnesøn forudsætter at Mellemledet, Faderen eller Sønnen, er død. Frostathingsloven III. 4, nævner ogsaa udtrykkelig 4de Led.
