Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/526

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
512
Magnus Haakonsſøn.


Det var imidlertid unegteligt, at ved denne Forandring antog det frie Odelsgods paa en vis Maade Charakteren af afgiftpligtigt Krongods, og for de meſt friſindede Mænd maatte den vel derfor neppe være behagelig. End mere maatte den vække Ængſtelſe hos Gejſtlighedens dybereſeende Medlemmer, thi da dens hidtil nydte Ledingsfrihed kun lød paa Perſoner, fordi Ledingen ſelv var en perſonlig Præſtation, vilde denne Frihed, ved Præſtationens Overgang fra perſonlig til reel, i Virkeligheden ophøre, og alt kirkeligt Gods blive ſkatſkyldigt under Kronen ligeſaavel ſom det verdslige, hvilket ſtred ligefrem mod de forlængſt anerkjendte og herſkende Principer om Kirkens Immunitet. Vi ville ogſaa ſee at dette Punkt øjeblikkelig vakte den nidkjære Erkebiſkop Jons Uvilje ſaaſnart han erfarede Forandringen, og at det i Forbindelſe med Spørgsmaalet om Udſtrækningen af Lagmændenes Jurisdiction vakte alvorlige Tviſtigheder, da de nye Lovbud begyndte at træde i Kraft.

Med Henſyn til Odelsvæſenet gjorde den nye Lov den vigtige Forandring i Hevds- og Præſkriptionstiden, at i Stedet for at denne tidligere ikke havde noget beſtemt Maximum, efterſom det kun var foreſkrevet, at den Jord blev en Mands Odel, der uafbrudt havde tilhørt hans tre nærmeſte Forfædre[1], og nu ved Arv var kommen til ham, faſt-

    at kræve Visøre af Gudbrandsdalen, af Brevet ſſteds No. 214 er der Tale om Sysſelet: i Veſtre Bergheim, Lomedal og Margretedal, med Visøre, Leding m. m., her er det tydeligt, at Ledingen kom fra Bergheim ſom nærmere Søen, Visøren derimod af Indlandsdiſtricterne Lomedal og Margretedal (Maridal). Af Claus Gjordsſøns Optegnelſer om danſke og norſke Len fra c. 1524, ny Danſke Mag. VI. S. 324, 325, erfarer man at Visøre ydedes, foruden af Oplandene, ogſaa af Akershered og Øſtre-Bergheim, det vil ſige netop af Maridal og Lomedal; derhos ſvaredes af Akershered og Bergheim aarlig Skat, neml. 36 Tdr. Heſtekorn, foruden Ved og Høns; her have vi altſaa et Exempel paa „Heſtefoder“ og „Vedhugſt“ ſamt „Gaver“, der, aabenbart for de ſamme Diſtricter af Akershered og Bergheimshered, der ydede Visøre, var gaaet over til at blive en „aarlig Skat“. Da vi ligeledes finde Haddingdal, der ogſaa hørte til Indlandsdiſtricterne, her opført blandt dem, der ſvarede aarlig Skat (73 Deker Skind, 29 f. 2 Hold) maa det ved Skattereguleringen i Haddingdal være blevet ſluttet en Overeenskomſt om at Visøren ſkulde erlægges i Skind og det ſynes at være bleven Talebrug, at bruge Benævnelſen „Skat“, naar Afgiften ikke erlagdes væſentligſt i Penge, men in natura. Ellers ſees det af en Notits om Mængden af det Folkeantal, der ved Leding kunde opbydes fra Norge, at „Visøre“ ydedes fra „Oplandene og Jemteland“. Mere herom i det følgende.

  1. Saaledes i Froſtathingsl. III. 4. Udtrykket i Gulathingsloven Cap. 260: „er ave hever ava leift“ er ſikkert Skrivfejl i Stedet for „er áe hever ava leift“ d. e. ſom Oldefader (nemlig til nærværende Beſidder) har efterladt Farfaderen, med andre Ord, ſom allerede Beſidderens Oldefader havde erhvervet. Thi Udtrykket „ſom Farfader har efterladt Farfader“ giver egentlig ingen Mening. Ved nogen Tvang kunde det maaſkee forklares ſaaledes ſom om eies paa førſte Sted betegnede eies til den eies, efter hvem igjen