Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/523

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
509
1265—74. Lovreformen. Leding.

med i Beregningen[1]. Forandringen var tidsmæsſig, fordi, ſom det allerede ovenfor er viiſt, Ledingen ſelv forlængſt var gaaet over til at være en regelmæsſig Skat, idet viirkelige Ledingstropper nu kun ſjelden opbødes, da de ej længer ſvarede til Tidens Fordringer, og ſpillede en daarlig Rolle ved Siden af de øvede Huustropper: Kongerne fandt derfor bedſt ſin Regning ved at benytte disſe og lade ſine Ombudsmænd oppebære hvert Aar kun de til Udruſtning af halv Almenning foreſkrevne Udredſler in natura ſom en Skatte-Afgift. Men da alle de ældre Beſtemmelſer[2] om denne Sag vare affattede med ſtadigt Henſyn til Præſtationens perſonlige Natur, var det ſaaledes nødvendigt, ganſke, og i Bund og Grund, at forandre dem, hvilket altſaa ſkede paa den oven nævnte Maade. Dette hindrede ikke at de Beſtemmelſer, der gjaldt for Skibes Opbyggelſe, Vedligeholdelſe og Udruſtning i Skibrederne lige fuldt kunde blive ſtaaende, for det Tilfælde, at perſonlig Leding virkelig blev opbudt[3]; men Ledingens Charakter af Skat var nu bleven det væſentlige, hvilket ogſaa bedſt ſees deraf, at Utfarebaalkens førſte Capitel udtrykkelig indeholder den Beſtemmelſe, at hvor Leding udredes, ſkal Kongen ikke være berettiget til al paalægge nogen almindelig Told (d. e. Skat), Gaver, Veitſler, Heſtefoder eller Vedhugſter[4]. Her træder Ledingen ganſke i Række med almindelige Skatter. En Tilnærmelſe til dette Princip indeholdes unegteligt, ſom vi allerede ovenfor have paapeget, i den tidligere Beſtemmelſe om Audner eller Ødegaarde, vedtagen paa Froſtathing enten ved Kong Haakon Haakonsſøns eller Kong Haakon Sverresſøns Foranſtaltning, at den, der har en Audn, hvor han baade kan ſaa og ſlaa, er pligtig at udrede Leding, thi uagtet Præſtationen fremdeles beregnes efter Mandtal, udredes den dog med Henſyn til den nye Gaard[5]. I Magnus’s Landslov beſtemmes det udtrykkeligt, at naar en Plads opryddedes i Almenning, ſkulde Rydningsmanden nyde den i tre Aar frit for al Leding og Landſkyld. Dette ſynes at viſe, at Ledingen og Landſkylden, hvad der ogſaa i og for ſig er rimeligt, overalt ſtode i det ſamme Forhold til hinanden, ſaa at man, naar man kjendte den ene, kunde regne ſig til den anden.

  1. Nyere Ldsl. III. Cap. 6, 7.
  2. Se ovenfor III. S. 1058.
  3. Nyere Landsl. III. Cap. 8—14.
  4. Ligeledes ſees Beſtemmelſen om Redeſkyds for Kongen, der aller førſt opført blandt de ældſte Artikler i Indl. til den ældre Froſtathingslov Cap. 19, og maaſkee hidrører fra Kong Haakon Sverresſøn, at være indført i Utfarebaalken Cap. 15 ſom det meſt pasſende Sted. Saa og indtager den ſaakaldte Thegnſkylda Underſaatternes Lydigheds- og Skatte-Pligter) ſamme Plads i den nyere isl. Lov, ſom Udfarebaalken i den norſke.
  5. Se ovenfor S. 115, 116.