med i Beregningen[1]. Forandringen var tidsmæssig, fordi, som det allerede ovenfor er viist, Ledingen selv forlængst var gaaet over til at være en regelmæssig Skat, idet viirkelige Ledingstropper nu kun sjelden opbødes, da de ej længer svarede til Tidens Fordringer, og spillede en daarlig Rolle ved Siden af de øvede Huustropper: Kongerne fandt derfor bedst sin Regning ved at benytte disse og lade sine Ombudsmænd oppebære hvert Aar kun de til Udrustning af halv Almenning foreskrevne Udredsler in natura som en Skatte-Afgift. Men da alle de ældre Bestemmelser[2] om denne Sag vare affattede med stadigt Hensyn til Præstationens personlige Natur, var det saaledes nødvendigt, ganske, og i Bund og Grund, at forandre dem, hvilket altsaa skede paa den oven nævnte Maade. Dette hindrede ikke at de Bestemmelser, der gjaldt for Skibes Opbyggelse, Vedligeholdelse og Udrustning i Skibrederne lige fuldt kunde blive staaende, for det Tilfælde, at personlig Leding virkelig blev opbudt[3]; men Ledingens Charakter af Skat var nu bleven det væsentlige, hvilket ogsaa bedst sees deraf, at Utfarebaalkens første Capitel udtrykkelig indeholder den Bestemmelse, at hvor Leding udredes, skal Kongen ikke være berettiget til al paalægge nogen almindelig Told (d. e. Skat), Gaver, Veitsler, Hestefoder eller Vedhugster[4]. Her træder Ledingen ganske i Række med almindelige Skatter. En Tilnærmelse til dette Princip indeholdes unegteligt, som vi allerede ovenfor have paapeget, i den tidligere Bestemmelse om Audner eller Ødegaarde, vedtagen paa Frostathing enten ved Kong Haakon Haakonssøns eller Kong Haakon Sverressøns Foranstaltning, at den, der har en Audn, hvor han baade kan saa og slaa, er pligtig at udrede Leding, thi uagtet Præstationen fremdeles beregnes efter Mandtal, udredes den dog med Hensyn til den nye Gaard[5]. I Magnus’s Landslov bestemmes det udtrykkeligt, at naar en Plads opryddedes i Almenning, skulde Rydningsmanden nyde den i tre Aar frit for al Leding og Landskyld. Dette synes at vise, at Ledingen og Landskylden, hvad der ogsaa i og for sig er rimeligt, overalt stode i det samme Forhold til hinanden, saa at man, naar man kjendte den ene, kunde regne sig til den anden.
- ↑ Nyere Ldsl. III. Cap. 6, 7.
- ↑ Se ovenfor III. S. 1058.
- ↑ Nyere Landsl. III. Cap. 8–14.
- ↑ Ligeledes sees Bestemmelsen om Redeskyds for Kongen, der aller først opført blandt de ældste Artikler i Indl. til den ældre Frostathingslov Cap. 19, og maaskee hidrører fra Kong Haakon Sverressøn, at være indført i Utfarebaalken Cap. 15 som det mest passende Sted. Saa og indtager den saakaldte Thegnskylda Undersaatternes Lydigheds- og Skatte-Pligter) samme Plads i den nyere isl. Lov, som Udfarebaalken i den norske.
- ↑ Se ovenfor S. 115, 116.
