Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/522

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
508
Magnus Haakonsſøn.

Organiſation i legislatoriſk Henſeende nu var forældet, og ej pasſede til de Tidsforhold, hvori man paa Magnus’s Tid befandt ſig. Dette var Parlementernes eller Rigsmødernes Tid, hvor Høvdingerne vare Folkets ſelvſkrevne Repræſentanter ligeſom Prælaterne Kirkens, men hvortil dog endnu i Norge flere af de ſaakaldte bedſte eller viſeſte Mænd, der ikke egentlig hørte til Høvdingeklasſen, udvalgtes for de forſkjellige Egne af Landet, og hvor der formeligt debatteredes om de offentlige Anliggender, ſaaledes ſom vi allerede have ſeet ved det ſtore Rigsmøde i Bergen 1223.

Hvor mange ſærſkilte Lagthing der oprettedes i den nærmeſte Generation efter Magnus’s Levetid, vides ikke med Vished. Vi erfare kun, at Lagſoknenes Antal omſider ſteeg til tolv, hvorved dog er at merke, at en af disſe var Steigarthingets, for Haalogaland, og en anden for Jemteland, hvilke tvende tidligere ikke ſtrengt taget kunne ſiges at være ſkilte fra Froſtathinget. Hertil kommer og, at allerede ved den Reform af Bjarkøretten eller Bylovene, der ogſaa ſkyldes Kong Magnus, og ſom vi nedenfor komme til at omtale, fik de fire fornemſte Byer, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, egne Lagthing, og ſaavel Oslo ſom Tunsberg egne Lagmænd, der tillige fik Jurisdiction over Landdiſtrikterne, hiin over Follo, denne over Veſtfold. De nye Lagſokn, ſom kjendes, vare Agvaldsnes Lagſokn, der indbefattede den ſydlige Deel af Gulathingslagen, for ſaa vidt ikke allerede ſtrax et eget Lagthing oprettedes paa Nidarnes (Nedenes) for Agder; Skiduthings Lagſokn, der indbefattede Grenafylke; Oplandenes Lagſokn, (nordre Deel af Eidſivalagen), Eidsvolds eller det egentlige Eidſivathings Lagſokn (den ſøndre Deel af Oplandene), Borgarthings Lagſokn, og det egentlige Vikens, eller Ranafylkes Lagſokn. Der er, ſom oven berørt, al Rimelighed for, at den her ſkildrede Tingenes Orden allerede var i fuld Gang ikke længe efter Kong Magnus’s Død[1].

I Ledings-Præſtationen gjorde Kong Magnus ved de nye Beſtemmelſer, der indførtes i Utfarebaalken, en tidsmæsſig og gjennemgribende Forandring, idet den, fra at være reent perſonlig, ſom hidtil, nu blev reel. Forhen rettede den ſig nemlig efter Mandtal, og dens Størrelſe beſtemtes hvert Aar paa Mandtalsthing: nu, heed det i Loven, ſkulde den beſtemmes efter Jevned (Ligning), hvilken Jevned ſkulde rette ſig efter Jordegods og Formue, hvorved endog, for ſaa vidt man var Kjøbſtedsboer, Lejeindtægt af Gaarde og Handelsfortjeneſte ſkulde komme

  1. Se Noten til Chr. d. 4des Norſke Lovbog, udg. af Hallager og Brandt, Thingfarebaalk 24.