Organisation i legislatorisk Henseende nu var forældet, og ej passede til de Tidsforhold, hvori man paa Magnus’s Tid befandt sig. Dette var Parlementernes eller Rigsmødernes Tid, hvor Høvdingerne vare Folkets selvskrevne Repræsentanter ligesom Prælaterne Kirkens, men hvortil dog endnu i Norge flere af de saakaldte bedste eller viseste Mænd, der ikke egentlig hørte til Høvdingeklassen, udvalgtes for de forskjellige Egne af Landet, og hvor der formeligt debatteredes om de offentlige Anliggender, saaledes som vi allerede have seet ved det store Rigsmøde i Bergen 1223.
Hvor mange særskilte Lagthing der oprettedes i den nærmeste Generation efter Magnus’s Levetid, vides ikke med Vished. Vi erfare kun, at Lagsoknenes Antal omsider steeg til tolv, hvorved dog er at merke, at en af disse var Steigarthingets, for Haalogaland, og en anden for Jemteland, hvilke tvende tidligere ikke strengt taget kunne siges at være skilte fra Frostathinget. Hertil kommer og, at allerede ved den Reform af Bjarkøretten eller Bylovene, der ogsaa skyldes Kong Magnus, og som vi nedenfor komme til at omtale, fik de fire fornemste Byer, Nidaros, Bergen, Oslo og Tunsberg, egne Lagthing, og saavel Oslo som Tunsberg egne Lagmænd, der tillige fik Jurisdiction over Landdistrikterne, hiin over Follo, denne over Vestfold. De nye Lagsokn, som kjendes, vare Agvaldsnes Lagsokn, der indbefattede den sydlige Deel af Gulathingslagen, for saa vidt ikke allerede strax et eget Lagthing oprettedes paa Nidarnes (Nedenes) for Agder; Skiduthings Lagsokn, der indbefattede Grenafylke; Oplandenes Lagsokn, (nordre Deel af Eidsivalagen), Eidsvolds eller det egentlige Eidsivathings Lagsokn (den søndre Deel af Oplandene), Borgarthings Lagsokn, og det egentlige Vikens, eller Ranafylkes Lagsokn. Der er, som oven berørt, al Rimelighed for, at den her skildrede Tingenes Orden allerede var i fuld Gang ikke længe efter Kong Magnus’s Død[1].
I Ledings-Præstationen gjorde Kong Magnus ved de nye Bestemmelser, der indførtes i Utfarebaalken, en tidsmæssig og gjennemgribende Forandring, idet den, fra at være reent personlig, som hidtil, nu blev reel. Forhen rettede den sig nemlig efter Mandtal, og dens Størrelse bestemtes hvert Aar paa Mandtalsthing: nu, heed det i Loven, skulde den bestemmes efter Jevned (Ligning), hvilken Jevned skulde rette sig efter Jordegods og Formue, hvorved endog, for saa vidt man var Kjøbstedsboer, Lejeindtægt af Gaarde og Handelsfortjeneste skulde komme
- ↑ Se Noten til Chr. d. 4des Norske Lovbog, udg. af Hallager og Brandt, Thingfarebaalk 24.
