være ordlydende med hvad der allerede fandtes i Udkastet til den forandrede norske Lov, og de samme Bestemmelser, saaledes som de findes videre og nøjagtigere udførte i den nye norske Lovbog af 1274, viser ellers tydeligt, hvorledes det i Førstningen enten ikke har ligget i Planen, eller Kongen endnu ikke har fundet det raadeligt, at tillægge Lagmanden saa stor og overvejende Myndighed ved Siden af Lagrettesmændene, som den der ved den endelige Lov blev ham til Deel[1]. Der nævnes endnu kun Lagrettesmændene som de egentlige Dommere, og der tales intet om deres Incompetence til at forandre Lagmandens Orskurd[2]. Lagmanden er her endnu kun ledende og raadgivende. Først under de paafølgende Raadslagniger og Forhandlinger har altsaa Lagmandsembedet faaet den ovenfor skildrede Organisation.
Under disse Omstændigheder, da Lagmandsembedet i sin nye, udvidede Skikkelse endnu saa at sige kun var i sin Barndom, og det heller ikke var saa nøje bestemt, hvor mange faste Lagmandsembeder der skulde være, bliver det saa meget mere forklarligt og let begribeligt, hvorfor der i selve Loven ikke nævnes noget om nye Thingsteder, men at der med Undtagelse af Vikens kun er Tale om de gamle, uagtet der paa den Tid, da Loven forberedtes, allerede var flere Lagmænd end der var ældre Lagsokn. Den endelige Organisation heraf, som overhoved Iverksættelsen endog af flere vigtige Bud, der allerede findes optagne i Loven, tilhører vistnok, som det idet følgende skal vises, Gjæringsperioden strax efter Kong Magnus’s Tid. Man kan ikke egentlig sige at det var denne Lagsoknenes Deling, der betog Lagthingene deres gamle Betydning og svækkede Folkets Interesse for dem. De tabte deres Betydning i legislatorisk Henseende, det er vist nok, og de med formelige Trusler ledsagede Bud, hvormed vi i det følgende see Kongerne at tilholde Folket, ej at forsømme Lagthingene[3], viser ogsaa, at Interessen for disse var tabt: men dette var ikke en Følge af Delingen, kun af Maaden, hvorpaa de legislatoriske Anliggender forhandledes, og denne Forhandlingsmaade, det vil sige den blotte Bekræftelse af det allerede vedtagne uden Debat, var igjen en Følge af Eenhedsprincipet, der saavidt muligt maatte søge at forhindre al Separatisme i Lovgivning, ligesom det og maa indrømmes, at Thingenes hele
- ↑ Dette kan man ikke betragte som nogen særegen Eftergivenhed eller Skaansomhed mod Islænderne, thi i den senere isl. Lovbog af 1280, kaldet Jonsbogen, findes Bestemmelserne om Lagmanden Ord til andet som i Kong Magnus’s Landslov. Det er aabenbart, at Lovconceptet, der knyttedes til den ældre islandske Lovbog, ikke har haft Bestemmelserne anderledes udførte, end de findes i denne, og at de her ere enslydende optagne fra hiint.
- ↑ Jfr. f. Ex. Jarns. Cap. 3, 5, med N. Landslov I. 3, 6, 7, 11.
- ↑ Se N. gl. Love III. S. 313.
