Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/521

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
507
1265—74. Lovreform. Lagthing.

være ordlydende med hvad der allerede fandtes i Udkaſtet til den forandrede norſke Lov, og de ſamme Beſtemmelſer, ſaaledes ſom de findes videre og nøjagtigere udførte i den nye norſke Lovbog af 1274, viſer ellers tydeligt, hvorledes det i Førſtningen enten ikke har ligget i Planen, eller Kongen endnu ikke har fundet det raadeligt, at tillægge Lagmanden ſaa ſtor og overvejende Myndighed ved Siden af Lagrettesmændene, ſom den der ved den endelige Lov blev ham til Deel[1]. Der nævnes endnu kun Lagrettesmændene ſom de egentlige Dommere, og der tales intet om deres Incompetence til at forandre Lagmandens Orſkurd[2]. Lagmanden er her endnu kun ledende og raadgivende. Førſt under de paafølgende Raadſlagniger og Forhandlinger har altſaa Lagmandsembedet faaet den ovenfor ſkildrede Organiſation.

Under disſe Omſtændigheder, da Lagmandsembedet i ſin nye, udvidede Skikkelſe endnu ſaa at ſige kun var i ſin Barndom, og det heller ikke var ſaa nøje beſtemt, hvor mange faſte Lagmandsembeder der ſkulde være, bliver det ſaa meget mere forklarligt og let begribeligt, hvorfor der i ſelve Loven ikke nævnes noget om nye Thingſteder, men at der med Undtagelſe af Vikens kun er Tale om de gamle, uagtet der paa den Tid, da Loven forberedtes, allerede var flere Lagmænd end der var ældre Lagſokn. Den endelige Organiſation heraf, ſom overhoved Iverkſættelſen endog af flere vigtige Bud, der allerede findes optagne i Loven, tilhører viſtnok, ſom det idet følgende ſkal viſes, Gjæringsperioden ſtrax efter Kong Magnus’s Tid. Man kan ikke egentlig ſige at det var denne Lagſoknenes Deling, der betog Lagthingene deres gamle Betydning og ſvækkede Folkets Interesſe for dem. De tabte deres Betydning i legislatoriſk Henſeende, det er viſt nok, og de med formelige Truſler ledſagede Bud, hvormed vi i det følgende ſee Kongerne at tilholde Folket, ej at forſømme Lagthingene[3], viſer ogſaa, at Interesſen for disſe var tabt: men dette var ikke en Følge af Delingen, kun af Maaden, hvorpaa de legislatoriſke Anliggender forhandledes, og denne Forhandlingsmaade, det vil ſige den blotte Bekræftelſe af det allerede vedtagne uden Debat, var igjen en Følge af Eenhedsprincipet, der ſaavidt muligt maatte ſøge at forhindre al Separatisme i Lovgivning, ligeſom det og maa indrømmes, at Thingenes hele

  1. Dette kan man ikke betragte ſom nogen ſæregen Eftergivenhed eller Skaanſomhed mod Islænderne, thi i den ſenere isl. Lovbog af 1280, kaldet Jonsbogen, findes Beſtemmelſerne om Lagmanden Ord til andet ſom i Kong Magnus’s Landslov. Det er aabenbart, at Lovconceptet, der knyttedes til den ældre islandſke Lovbog, ikke har haft Beſtemmelſerne anderledes udførte, end de findes i denne, og at de her ere enslydende optagne fra hiint.
  2. Jfr. f. Ex. Jarnſ. Cap. 3, 5, med N. Landslov I. 3, 6, 7, 11.
  3. Se N. gl. Love III. S. 313.