blive hver Mands Sag, medens der dannede sig en egen Stand af virkelige Retslærde, af hvem man ej alene fordrede Indsigt i Fædrenelandets civile Ret, men saa megen Kundskab til Kirkeretten som var nødvendigt til at forebygge Collisioner og vel ogsaa i paakommende Tvisttilfælde lempe Afgjørelsen af verdslige Spørgsmaal efter de kirkelige Loves i det Hele taget mere humane Aand. Føler man sig nu end fra et vist Standpunkt fristet til at beklage, at Retskyndigheden saaledes ikke længer blev hele Folkets, men kun en enkelt Stands Sag, og derved paa en vis Maade flyttet fra selve Folkelivet til Studerestuen, saa kan det dog heller ikke negtes, at det var en Forandring, som den tiltagende Oplysning og Overgangen fra en vistnok mere primitiv og simpel, men derfor ogsaa i sig selv mere raa og barbarisk til en mere civiliseret og forfinet, men derfor ogsaa mere indviklet Samfundstilstand medførte, og for saa vidt var den altsaa et tydeligt Tegn paa at Norge ikke stod tilbage i den almindelige europæiske Cultur-Gang, men var berørt af den samme Fremskridts-Aand, der gjorde sig gjeldende hos de mest civiliserede europæiske Nationer. Den gamle, primitive germaniske Lovgivning og Retsforfatning, hvor folkelig den end kunde være, passede egentlig kun til de ældre Fejde-Tider, hvor Staten strengt taget kun udgjorde en Samling af indbyrdes uafhængige Familiestater, blandt hvilke en øverste Statsmyndighed kun svagt gjorde sig gjeldende, og hvor saaledes alle indbyrdes Sammenstød mere eller mindre ytrede sig i Form af Fejder. Et ordnet Statsvæsen, hvor Fred og Ro indenlands dannede Hovedprincipet, og hvor Privatinteresserne aldeles underordnedes Statsmyndigheden, fordrede en saadan Mangfoldighed af nye Drivhjul, og en saa forskjellig Ordning af de enkelte Samfundsmedlemmers indbyrdes Stilling, at det ikke længer var hvilken som helst Mand af Folket muligt, uden særeget Studium, at erhverve den tilbørlige Oversigt derover. Kan dette betragtes som et Onde, da var det dog saa uadskilleligt forbundet med de mange Goder, en bedre ordnet Statsskik bragte, at man ej kan beklage Folket med Forandringen, og hele Europas Historie i de følgende Aarhundreder viser netop, hvorledes Overgangen fra den ældre
Middelalders primitive Folkefrihed eller Fejdetilstand til de nyeste Tiders systematiske Constitutioner gik gjennem Folke-Umyndighed og Regjerings-Absolutisme. Dette, med sine lettere overskuelige Former, dannede Skolen, hvori Folkene oplærtes; da Folkene havde lært, hvad der var nødvendigt, og fuldstændigt vænnet sig til at underordne sig Statsmyndigheden i hvilken som helst Form, indtraadte den Tid, hvor de selv kunde kræve sin Deel deraf.
Sammenligningen mellem de Bestemmelser, der foreskrive Lagmandens Forhold til Lagthinget, i den islandske Lovbog, der her maa
