Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/520

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
506
Magnus Haakonsſøn.


blive hver Mands Sag, medens der dannede ſig en egen Stand af virkelige Retslærde, af hvem man ej alene fordrede Indſigt i Fædrenelandets civile Ret, men ſaa megen Kundſkab til Kirkeretten ſom var nødvendigt til at forebygge Colliſioner og vel ogſaa i paakommende Tviſttilfælde lempe Afgjørelſen af verdslige Spørgsmaal efter de kirkelige Loves i det Hele taget mere humane Aand. Føler man ſig nu end fra et viſt Standpunkt friſtet til at beklage, at Retskyndigheden ſaaledes ikke længer blev hele Folkets, men kun en enkelt Stands Sag, og derved paa en vis Maade flyttet fra ſelve Folkelivet til Studereſtuen, ſaa kan det dog heller ikke negtes, at det var en Forandring, ſom den tiltagende Oplysning og Overgangen fra en viſtnok mere primitiv og ſimpel, men derfor ogſaa i ſig ſelv mere raa og barbariſk til en mere civiliſeret og forfinet, men derfor ogſaa mere indviklet Samfundstilſtand medførte, og for ſaa vidt var den altſaa et tydeligt Tegn paa at Norge ikke ſtod tilbage i den almindelige europæiſke Cultur-Gang, men var berørt af den ſamme Fremſkridts-Aand, der gjorde ſig gjeldende hos de meſt civiliſerede europæiſke Nationer. Den gamle, primitive germaniſke Lovgivning og Retsforfatning, hvor folkelig den end kunde være, pasſede egentlig kun til de ældre Fejde-Tider, hvor Staten ſtrengt taget kun udgjorde en Samling af indbyrdes uafhængige Familieſtater, blandt hvilke en øverſte Statsmyndighed kun ſvagt gjorde ſig gjeldende, og hvor ſaaledes alle indbyrdes Sammenſtød mere eller mindre ytrede ſig i Form af Fejder. Et ordnet Statsvæſen, hvor Fred og Ro indenlands dannede Hovedprincipet, og hvor Privatinteresſerne aldeles underordnedes Statsmyndigheden, fordrede en ſaadan Mangfoldighed af nye Drivhjul, og en ſaa forſkjellig Ordning af de enkelte Samfundsmedlemmers indbyrdes Stilling, at det ikke længer var hvilken ſom helſt Mand af Folket muligt, uden ſæreget Studium, at erhverve den tilbørlige Overſigt derover. Kan dette betragtes ſom et Onde, da var det dog ſaa uadſkilleligt forbundet med de mange Goder, en bedre ordnet Statsſkik bragte, at man ej kan beklage Folket med Forandringen, og hele Europas Hiſtorie i de følgende Aarhundreder viſer netop, hvorledes Overgangen fra den ældre Middelalders primitive Folkefrihed eller Fejdetilſtand til de nyeſte Tiders ſyſtematiſke Conſtitutioner gik gjennem Folke-Umyndighed og Regjerings-Abſolutisme. Dette, med ſine lettere overſkuelige Former, dannede Skolen, hvori Folkene oplærtes; da Folkene havde lært, hvad der var nødvendigt, og fuldſtændigt vænnet ſig til at underordne ſig Statsmyndigheden i hvilken ſom helſt Form, indtraadte den Tid, hvor de ſelv kunde kræve ſin Deel deraf.

Sammenligningen mellem de Beſtemmelſer, der foreſkrive Lagmandens Forhold til Lagthinget, i den islandſke Lovbog, der her maa