Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/519

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
505
1265—74. Lovreformen. Lagthing.


gjørelſe, ſom de tidligere blot kunde ſøge hos Kongen ſelv paa hans Gjennemrejſer, og ſom derfor de Egne for det meſte maatte undvære, der ſjelden eller aldrig plejede at beſøges af Kongen. Hvad Tilværelſen af duelige Subjecter til Lagmands-Embederne angaar, da torde det vel i Førſtningen, ſtrax efter den nye Lovs Publication, have ſin Vanſkelighed at finde dem i betydeligt Antal, thi den nye Lov med de deri udtalte, fra mangt og meget i den tidligere Lovgivning ſaa forſkjellige Principer, fordrede et eget Studium, og det torde vel maaſkee iſær have koſtet dem, der nu engang ved langvarig Praxis havde vant ſig til de gamle Rets-Grundſætninger, betydeligt Hovedbrud at ſætte ſig ind i det Nye, iſær naar de vare uſtuderede Folk. Thi den nye Lovbog maatte læſes og ſtuderes; de nye, ſkrevne Retsregler ſkulde nu tvinges ind i Bevidſtheden i Stedet for de gamle, der ved mange Aarhundreders Vane havde befæſtet ſig i Hukommelſen; jo faſtere de gamle ſad, deſto vanſkeligere maatte det være at tilegne ſig det nye for den, der ikke ſelv forſtod at læſe med Lethed eller var vant til ideligt at have Lovbogen ved Haanden. Det var ej alene nødvendigt for en Lagmand efter den nye Lovs Indførelſe at kunne læſe og ſkrive, han maatte vel endog have et Slags juridiſk Dannelſe for at kunne ſupplere Lovens Mangler, ſom ovenfor omtalt, medens man derimod tidligere, i den traditionelle Rets Periode, kunde være en dygtig Lovkyndig, og vel endog meget forſvarligt foreſtaa Lagmands-Embedet, om man end ikke engang var ſynderligt øvet i Læsning og Skrivning. Hertil kom nu ogſaa den Betydning, Kirkeretten i de ſeneſte Tider, efter de hierarchiſke Forholds Udvikling, havde faaet, medens den i ældre Tider ej havde ſtort at betyde; der var nu en Mængde Spørgsmaal, endog vedkommende verdslige Forhold, hvori den mere eller mindre greb ind, ej at tale om at Lagmændene, ſaa længe Grændſen mellem den civile og gejſtlige Jurisdiction endnu ei var nøjere dragen, end den paa denne Tid var, oftere kunde faa Sager at afgjøre, der maaſkee nærmere vedkom den canoniſke, end den civile Ret. Lagmanden maatte ſaaledes ganſke viſt beſidde nogen Indſigt i den førſte. Alle disſe Omſtændigheder, der paa den ene Side gjorde det vanſkeligen at finde duelige Lagmandsſubjecter, hvilke nu virkelig maatte være lærde Folk, gjorde paa den anden Side Lagmands-Embedet i ſin nye Organiſation des mere nødvendigt, ſiden ej længer Hver og Een kunde dømme. Dertil udkrævedes nu Mænd, ſom havde gjort Retsvæſenet til Gjenſtand for ſærſkilt Studium; Lovkyndighed tilſtrækkelig til at beſtyre dømmende Embeder og lede Lagrettens Forhandlinger erhvervedes ikke længer ved blot Praxis eller Tradition, ſom hidtil. Her i Norge tog Culturens og Statsvæſenets Udvikling den ſamme Retning, ſom andenſteds i Europa, for ſaavidt Retsvæſenet blev for indviklet og omfattende til at Retskyndigheden kunde