Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/518

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
504
Magnus Haakonsſøn.


ſaa længe det ikke var nøjagtigt beſtemt, hvor mange Lagſtole der ſkulde være, ikke godt kunde indlade ſig paa engang for alle at faſtſætte den nye Lagſokn-Inddeling, og derfor heller gik ud fra den gamle ſom den egentlig beſtaaende. Desuden, naar Thingene, efter den nye Forandring, havde tabt deres legislatoriſke Charakteer, og kun beholdt den judicielle, var Spørgsmaalet om deres ſtørre eller mindre Antal, eller den ſtørre eller mindre Udſtrækning af deres tilliggende Diſtricter egentlig noget, ſom nærmeſt maatte komme an paa Kongens Vilje og Evne til at beſolde et ſtørre eller mindre Antal Lagmænd efter Indbyggernes eget Ønſke og Bekvemmelighed. Nu var det aabenbart bekvemmeſt for disſe at have ſaa mange Lagthing ſom muligt; derved ſparede man lange Rejſer, og kunde desuden ſlippe med at udrede ringere Thingfarefæ. Det var ſtor Forſkjel for Indbyggerne i Egdafylke, om de ſkulde udruſte Thingmænd lige til Gulø, og om de der havde Sager at forhandle, paa egen Bekoſtning ſkulde drage derhen, eller om de kunde ſlippe med at ſende Thingmændene, og ſelv at drage til Agvaldsnes. Hvor mange Lagthing man ſaaledes ſkulde have, maatte altſaa for en ſtor Deel være afhængigt af Bekvemmelighed i Forbindelſe med det forhaandenværende Forraad af duelige Subjecter til Lagmands-Embedet, ſamt Kongens Vilje og Evne til at kunne ſkaffe dem pasſende Underholdning. Thi endnu var ikke den ſaakaldte Lagmands-Told indført, om hvilke vi i det følgende komme til at tale, og ſom førſt kan ſiges at have fuldſtændigt beſtemt og afſluttet Lagmandens Embedsſtilling[1]. Lagmanden beſoldedes endnu kun af Kongen med en aarlig Indtægt af 15 Mkr. Sølv[2], og vi have allerede ſeet, hvorledes Kong Haakon Haakonsſøn eller maaſkee endog hans Fader paaberaabte ſig dette ſom en Opofrelſe fra Kronens Side til Folkets Bedſte, deri ſamme Forhold ogſaa burde paaſkjønnes ved deſto ſtørre Villighed til at underkaſte ſig Lagmændenes Dom. Det kan vel heller ikke betvivles, at denne Betragtning i en væſentlig Grad maa have bidraget til at ſkaffe Lagmands-Inſtitutionen Yndeſt og Indgang hos den ſtore Masſe af Folket, hvis Øjne umuligt kunde være ſaa opladte til at ſkjønne den Tilvext, Kongemagten derved fik, og ſom kun følte ſig Kongen forbunden, fordi han af ſine egne Kronindtægter lønnede Embedsmænd, der til enhver Tid kunde ſkaffe Bønderne det Slags Retsaf-

    10 Ører; i Eidſivaloven, fra nordre Gudbrandsdalen og nordre Øſterdalen 6 Ører, fra ſøndre Gudbrandsdalen og Øſterdalen 4 Ører, fra Heinafylke og Hadafylke 3 Ører, fra Raumafylke 2 Ører.

  1. Se Norges gl. Love III. S. 77.
  2. Dette ſees af Retterboden af 1308, ſſteds, S. 77.