Udtryk, slutte, at der kun var een Lagmand i hver af de gamle Thingforeninger, dersom man ikke andensteds fra vidste, at der netop paa den Tid, da Loven blev given, vare ligesaa mange Lagmænd som før, om ikke flere. Her synes altsaa Loven at være i Modsigelse mod sig selv. Da man nu ikke vel kan antage dette, maa man forklare den tilsyneladende Modsigelse derved, at Kong Magnus ved at give Bestemmelsen om Thingmændene nærmest har haft Thingene i deres legislatoriske eller lovsamtykkende Egenskab for Øje, medens han, idet han tildeelte Lagmændene deres udvidede Myndighed og knyttede dem saa nøje til Thingene, kun betragtede disse i judiciel Henseende, enten uden at gjøre sig ret klart Regnskab for de nys paapegede Collisionstilfælde, eller, hvad man snarere skulde formode, henholdende sig til en Praxis, som maaskee allerede paa den Tid var bleven almindelig i Viken, nemlig at judicielle Lagthing kunde holdes for mindre Thingdistrikter, uden at umage Nevndarmændene til et fjernere Fællesthingsted, og med den Hensigt, at treffe lignende Foranstaltninger for de øvrige Dele af Landet, hvilket ogsaa virkelig skete, skjønt ikke i hans Tid, saa at Lovbogen fra hans Haand endnu intet kom til at indeholde derom. Thi for det første finder man i en af de vikske Lovbøger, der ikke ere yngre end første Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede, altsaa ikke stort over 50 Aar yngre end Lovreformen selv, Christendomsbaalken at begynde med de.Ord: „dette er Begyndelsen til vor, Skiduthingsmændenes, Lov“[1]; medens der overalt i Thingfarebaalken, hvor Thinget i de øvrige Haandskrifter nævnes, og „Borgarthing“ i de fleste vikske Lovbøger, kun i Almindelighed tales om „Lagthinget;“ heraf seer man da, at der allerede omkring 1320 gaves et eget Skiduthing, i Skien, for Grenafylke, med egen Lagmand, Lagrette og Nevndarmænd; og da vi nu anden Steds finde en Lagmand i Skien omtalt allerede i 1294[2], medens ingen saadan endnu nævnes i 1223, maa man vel endog kunne antage at Oprettelsen af Skiens Lagthing eller Skiduthing omtrent falder strax for Udgangen af det 13de Aarhundrede. I andre Haandskrifter af vikske Lovbøger finde vi „Skidan“ og „Skiduthing“ indført med senere Hænder, i en enkelt forekommer endog, og skjønt med en sildig Haand, dog aabenbart efter en ældre Optegnelse, Nevningsmændenes Antal tilføjet, og Landskaberne, der skulde sende dem, nævnte, nemlig Havund, Grenland, Bamble, Skat-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/514
Denne siden er korrekturlest
500
Magnus Haakonssøn.
