Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/513

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
499
1265—74. Lovreformen. Lagthing.


holde hos Kongerne paa deres Rejſer om i Landet, men ſom det baade blev vanſkeligere for Folket at ſøge og for Kongerne at beſørge efterſom deres Rejſer bleve ſjeldnere og Hofſkikkene tabte deres gamle Simpelhed. For Thingenes Skyld kunde der gjerne have været udnævnt ſaa mange Lagmænd, man fandt for godt, ſaa længe Lagmændene intet andet havde at gjøre, end at give Orſkurd, det vil ſige i ethvert dem forebragt Tilfælde at erklære hvad Loven bød, thi dette ſkede hjemme hos Lagmanden ſelv, og ſtod ikke i mindſte Forbindelſe med Forhandlingerne til Things. Det faldt viſtnok af ſig ſelv, at Lagmændene maatte være tilſtede paa Thinget, for at gaa til Haande med ſine Raad, men nogen beſtemt Autoritet udøvede de ikke der. Den nye Lov knyttede derimod .Lagmændenes Functioner paa det nøjeſte til Thingene, idet den forordnede, at Lagmændene ej alene ſkulde beſtyre Thingenes Forhandlinger i Almindelighed, men ogſaa deeltage med Lagretten i Sagernes Behandling. Et Lagthing kunde efter denne Forandring ikke beſtaa uden en Lagmand, og flere af Lagmandens vigtigſte Forretninger vare uadſkillelige fra Thinget. Men her møder nu den Vanſkelighed, at der i hver Thingforening vare mindſt tvende Lagmænd, medens der kun var eet Thing. Beſynderligt nok, afgiver Loven ſelv intet Vink til at oplyſe, hvorledes man indrettede ſig med Henſyn hertil. Den taler kun om een Lagmand, og ſynes aldeles ikke at forudſætte, at begge Lagmænd endog ſamtidigt vare tilſtede paa Thinget, end mindre at de ſtiftedes til at præſidere. Men hvis man da ſkulde antage, at det f. Ex. paa Gulathing kun var Lagmanden i den nordre Deel af Foreningen, ſom havde med Thinget at beſtille, medens Lagmanden i Ryfylke intet havde med det at ſkaffe, maatte Følgen heraf være, at den førſtes Stilling ej alene var meget forſkjellig fra den ſidſtes, men at han endog var denne overordnet, forſaavidt han oftere kunde komme i det Tilfælde, at ſkulle revidere hans Orſkurder, og indſtille dem til Forandring. Dette var viſtnok i og for ſig ſelv ikke ſaa urimeligt; man kunde endog tænke ſig den fornuftige Indretning, at naar een Lagmands Orſkurd var indanket til Forandring, var det altid den anden, ſom beſtyrede Thinget. Men uheldigviis giver Loven ſelv ingen Anledning til at antage noget ſaadant; Lagmændene omtales ſaaledes, at man tydeligt kan ſkjønne at de forudſættes ganſke ſideordnede[1]. Man maatte endog, efter Lovens

  1. F. Ex. i Thingfarebaalkens Cap. 9, 10, 11, 12, hvor der handles om Stevninger til Lagmanden og Appell; der tales kun om „Lagmanden“ i Almindelighed, ſom om der blot var een, uden at der f. Ex. i Gulathingsloven tales et Ord om, enten det er Lagmanden i Nordre Gulathingslagen eller Lagmanden i Ryfylke ſom menes.