holde hos Kongerne paa deres Rejser om i Landet, men som det baade blev vanskeligere for Folket at søge og for Kongerne at besørge eftersom deres Rejser bleve sjeldnere og Hofskikkene tabte deres gamle Simpelhed. For Thingenes Skyld kunde der gjerne have været udnævnt saa mange Lagmænd, man fandt for godt, saa længe Lagmændene intet andet havde at gjøre, end at give Orskurd, det vil sige i ethvert dem forebragt Tilfælde at erklære hvad Loven bød, thi dette skede hjemme hos Lagmanden selv, og stod ikke i mindste Forbindelse med Forhandlingerne til Things. Det faldt vistnok af sig selv, at Lagmændene maatte være tilstede paa Thinget, for at gaa til Haande med sine Raad, men nogen bestemt Autoritet udøvede de ikke der. Den nye Lov knyttede derimod .Lagmændenes Functioner paa det nøjeste til Thingene, idet den forordnede, at Lagmændene ej alene skulde bestyre Thingenes Forhandlinger i Almindelighed, men ogsaa deeltage med Lagretten i Sagernes Behandling. Et Lagthing kunde efter denne Forandring ikke bestaa uden en Lagmand, og flere af Lagmandens vigtigste Forretninger vare uadskillelige fra Thinget. Men her møder nu den Vanskelighed, at der i hver Thingforening vare mindst tvende Lagmænd, medens der kun var eet Thing. Besynderligt nok, afgiver Loven selv intet Vink til at oplyse, hvorledes man indrettede sig med Hensyn hertil. Den taler kun om een Lagmand, og synes aldeles ikke at forudsætte, at begge Lagmænd endog samtidigt vare tilstede paa Thinget, end mindre at de stiftedes til at præsidere. Men hvis man da skulde antage, at det f. Ex. paa Gulathing kun var Lagmanden i den nordre Deel af Foreningen, som havde med Thinget at bestille, medens Lagmanden i Ryfylke intet havde med det at skaffe, maatte Følgen heraf være, at den førstes Stilling ej alene var meget forskjellig fra den sidstes, men at han endog var denne overordnet, forsaavidt han oftere kunde komme i det Tilfælde, at skulle revidere hans Orskurder, og indstille dem til Forandring. Dette var vistnok i og for sig selv ikke saa urimeligt; man kunde endog tænke sig den fornuftige Indretning, at naar een Lagmands Orskurd var indanket til Forandring, var det altid den anden, som bestyrede Thinget. Men uheldigviis giver Loven selv ingen Anledning til at antage noget saadant; Lagmændene omtales saaledes, at man tydeligt kan skjønne at de forudsættes ganske sideordnede[1]. Man maatte endog, efter Lovens
- ↑ F. Ex. i Thingfarebaalkens Cap. 9, 10, 11, 12, hvor der handles om Stevninger til Lagmanden og Appell; der tales kun om „Lagmanden“ i Almindelighed, som om der blot var een, uden at der f. Ex. i Gulathingsloven tales et Ord om, enten det er Lagmanden i Nordre Gulathingslagen eller Lagmanden i Ryfylke som menes.
