Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/512

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
498
Magnus Haakonsſøn.


gjering lod udgaa om Aager m. m., at han havde talt herom ſaavel da han havde Thing ved Elven ſom paa Haugathing i Tunsberg[1]. Her ſynes altſaa Elvethinget at have gjeldt for hele den øſtlige Deel i Viken, Haugathinget for hele den veſtlige. Man faar overhoved det Indtryk, et der herſkede en vis Uregelmæsſighed i Vikens Thingvæſen og dens Forhold til Oplandene i ſaa Henſeende: en Uregelmæsſighed, der maaſkee havde ſin førſte Grund i de tidligere Delinger mellem Kongerne, og ſom ſiden forøgedes under Thronkrigenes Uroligheder. Men den ſædvanlige Regel ſynes dog i Tidens Løb at være bleven den, at Borgarthinget ſkulde betragtes ſom Fællesthing for hele Viken, og heri lader det heller ikke til at Kong Magnus har gjort nogen anden Forandring, end den, der opſtod af den nye Organiſation af Lagmands-Embedet, ſaaledes ſom det ſtrax herefter ſkal viſes, men ſom viſtnok blev heel betydelig, maaſkee betydeligere end oprindelig tilſigtet[2]. Han lod ogſaa, ſom vi i det følgende ville ſee, den nye Lov formeligt vedtage baade paa Borgarthing og Eidſivathing[3], medens han derimod havde ladet ſig Fuldmagten til at omarbejde Loven overdrage af Oplændinger og Vikverjer under eet, altſaa rimeligviis paa et for hele Sevslagen fælles Eidſivathing.

Lagmændenes Embedsvirkſomhed havde hidtil været ganſke uafhængig af Thingene. Vi have ſeet, at der ved Rigsmødet 1223 fremmødte ni Lagmænd, nemlig to fra Gulathingslagen, tre fra Froſtathingslagen, to fra Oplandene og to fra Viken[4]. Og paa det ſamme Rigsmøde ytrede ogſaa Gunnar Grjonbak, at Kong Sverre egentlig havde beſkikket ham til at ſkifte Ret mellem Kotkarle, ej mellem Storfolk[5], altſaa, ſom vi allerede tidligere have paapeget, til at udøve paa Kongens Vegne den umiddelbare Retsſkiftning, ſom Almuen var vant til at ſøge og er-

  1. Norges gl. Love II. S. 484.
  2. Andet kan man vanſkeligt faa ud af Annalernes Ord ved 1268: „Oplændingernes og Vikverjernes Lovbog lovtagen“. Det er allerede ovenfor viiſt, at her ikke ſigtes til den endelige Vedtagelſe, om hvilken vi i Loven ſelv underrettes om at den foregik til forſkjellig Tid og Sted, men kun til den foreløbige Fuldmagt.
  3. At Borgarthinget betragtedes ſom det rette Fællesthingſted for Viken, naar der førſt var Tale om noget ſaadant, ſees baade deraf at Borgarthing hyppigſt nævnes i de vikſke Lovbøger, fallit fornemmelig af Overſkriften til en Codex (Cap. 14 qv. i det ſtockh. kgl. Bibl.) hvor det heder: „her begynder Borgarthingslagen for alle vikverſke Mænd, hvilken Kong Magnus lod ſkrive og ſammenſætte i Sarpsborg efter alle Bøger i Landet og gav Borgarthingsmændene den“.
  4. Se ovenf. III. S. 654.
  5. Sammeſteds S. 657.