Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/509

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
1265—1274. Lovreformen i Norge.


mødte; Dommen ſkulde ubrødeligt efterleves under en betydelig Bod; man kunde vel appellere en Lagmands Dom til Lagthinget, men paa dette ſkulde nu Lagmanden ſelv præſidere, og i Forening med Sysſelmændene udnævne Lagretten, ligeſom han og ſkulde have Stemme med i Domsafſigelſen; ja naar Lovbogen ingen Artikel indeholdt, ſom var anvendelig paa Tilfældet, ſkulde Afgjørelſen væſentligen rette ſig efter hans Mening. Heraf indſees det let, at alt dog egentlig beroede paa ham. Ja, om endog den hele Lagrette var uenig med ham, ſkulde den dog ikke være berettiget til at ophæve hans Orſkurd, men kun indberette til Kongen, at man ej fandt den lovlig, hvorefter Kongen med ſit Raad ſkulde give den endelige Afgjørelſe, „da han“, ſom det heder, „er beſkikket over Loven“[1]. Dette var ſaaledes den formeligſte Udtalelſe af det Princip, at den dømmende Myndighed i civile Sager ikke længer tilhørte Folket, men Kongen. Kun criminelle Sager afgjordes endnu efter den gamle Skik paa det i Anledning af Forbrydelſen ſelv ſammenkaldte Thing, ved 12 Mænds Dom[2], dog alene efter Sysſelmandens Foranſtaltning, ligeſom endog i det Tilfælde, at den, der havde tilføjet en Anden en mindre Fornærmelſe, hvorfor han var pligtig at bede, ikke godvilligt udredede Boden til den Forurettede, denne kunde klage for Sysſelmanden, hvilken derpaa ſkulde indſtevne begge Parter for ſig og opnævne en Dom af 12 gode Bønder, for med fuldkommen Executions-Kraft at kjende mellem dem[3]. Saaledes ytrede ſig i al Rettergang Kongens Myndighed ſom den altformaaende. Kongen dømte gjennem ſine Lagmænd, hændede Dom gjennem ſine Sysſelmænd; Folkets egen Medvirkning blev liden eller ingen.

Da det var Magnus’s Plan, ſom han ogſaa gjennemførte, at Lovgivningen for hele Landet ſkulde være een og den ſamme, ſynes ogſaa i Forbindelſe hermed den gamle Inddeling i Lagſokn at burde have været ophævet, i det mindſte for ſaa vidt Folkets Deel i Lovgivningen angik, ſaaledes at .nu ikke længer en Lov behøvede at vedtages, at for hver enkelt Lagſokn, men at Vedtagelſen ſkede paa et almindeligt Rigsmøde. Uagtet nu dette ogſaa, ſom vi have ſeet, allerede var blevet Praxis, ſaa erfarer man dog af den nyere Landslov, ſaadan ſom den endeligt vedtoges, at Magnus dog enten ikke kunde eller ikke vilde forlade den gamle Lagſokns-Inddeling; de mange Afſkrifter af Loven, vi endnu have tilbage, kunne alle lade ſig henføre til fire Klasſer, for Froſtathingslagen, Gulathingslagen, Oplandene og Viken: de ere eenslydende i Alt, undtagen paa de Steder, hvor Lagthinget omtales, og det Capitel i Thing-

  1. Nyere Landslov I. 11.
  2. Nyere Landslov 17.
  3. Sammeſteds, Cap. 20.