Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/508

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
494
Magnus Haakonsſøn.


ſavnedes f. Ex. Beſtemmelſer om Egtevielſe, der dog nu ellers var almindelig indført. Jon har viſt allerede med ſine Meningsfæller længe før ſin Ophøjelſe paa Erkeſtolen med Misbilligelſe og Mistanke betragtet Magnus’s Ferd med Henſyn til Chriſtenrettens Reform, uden dog endnu at kunne foretage noget afgjørende Skridt derimod, ſaa længe han ikke havde Kirkens Overordnede paa ſin Side. Tidspunktet var og for ſaa vidt gunſtigt for Magnus, ſom der i længere Tid lige fra Erkebiſkop Einars Død indtil, kan man gjerne ſige, Jons Tiltrædelſe var et Slags Interregnum i Kirkens Beſtyrelſe, thi Haakon tiltraadte, ſom vi have ſeet, Erkeſædet ikke førend i 1267, og foreſtod det kun i faa Maaneder; dertil kom, at han neppe var den, der betragtede den fromme Konges Virkſomhed til Chriſtenrettens Reform med ugunſtige Øjne.

Vi have allerede omtalt den gjennemgribende Forandring, ſom Magnus ſøgte bevirket, og omſider, hvorvel ikke i Begyndelſen af ſin Reform-Virkſomhed, fik ſat igjennem, at alle Frændebøder og Saktal ophævedes ved Drabsſager, men Boden alene erlagdes til den Dræbtes Arving. Da nu tillige Thegngilde ſkulde udredes til Kongen, og ethvert Drab i og før ſig medførte Fredløshed, indtil Kongen udtrykkeligt gav Drabsmanden Landsviſt, blev det en naturlig Følge, at Drabets Charakteer ſom privat Fornærmelſe traadte mere og mere i Skyggen mod dets Egenſkab af Statsforbrydelſe, der paataltes af Kongens Ombudsmand. Da nu ligeledes de ældre Beſtemmelſer øm Bøder til Kongen ved Siden af Bøder til den Forurettede bibeholdtes med ſtørre Regelmæsſighed end før, og derhos udvidedes til Ejendomsindgreb og andre dermed beſlægtede Forſeelſer, hvori det Offentlige hidtil ikke blandede ſig, er det klart, at Sysſelmændene, Kongernes Repræſentanter i alt hvad der vedkom det Executive, nu fik langt mere at ſige og en langt mere indgribende Virkſomhed, end hidtil. Ligeledes erklæredes Lagmændene for ordentlige Dommere. Hidtil havde deres Stilling, ſom vi have ſeet, været noget ubeſtemt. De havde været beſkikkede af Kongerne mere ſom et Slags Conſulenter for de Ringere og Ukyndigere, før ved ſin Orſkurd eller Lovſagn at underrette dem om, hvad der i ethvert Tilfælde var Lov, og derved forebygge unyttig Rettergang og Tviſtemaal. Men vi have rigtignok tillige bemerket, hvorledes Kongerne allerede tidligt ſøgte at faa deres Orſkurder eller Udſagn betragtede ſom virkelige Domme, og gjøre det til Underſaatternes Pligt at adlyde dem[1]. Dette blev nu tydeligt udtalt og indſkjerpet ved endeel i den nye Landslovs Thingfarebaalk indførte Beſtemmelſer. Der faſtſattes Friſter for Stevninger til Lagmanden, og Boder for den, der, ſkjønt indſtevnt, ej

  1. Se ovenfor S. 114.