Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/507

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
493
1265—1274. Lovreformen i Norge.


ter Beſtemmelſerne om Konge-Arven og Kongens Antagelſe m. m. følge Formularerne for Kongens, Lendermændenes og Bøndernes Eed, fremdeles ganſke ſom i den islandſke Lov. Hele dette Stykke ſynes ſaaledes at bore til det Concept, ſom enten laa færdigt udarbejdet fra Kong Haakons Tid, eller udarbejdedes ſtrax efter Magnus’s Tronbeſtigelſe, førend den nye islandſke Lov kom i Stand; det udgjør, ligefra Troesartiklerne af, aabenbart et ſamlet, under eet affattet, Afſnit, der i den nye Chriſtenret kun har faaet en noget fremmedartet Afbrydelſe, derved at en Artikel om hedenſk Tro og dermed forbundne Uſkikke er indſkudt ſtrax efter Fremſtillingen af Kongens og Biſkoppens Magt, idet denne Sag paa en temmelig haartrukken Maade indføres ſom et Anliggende, der er Gjenſtand for Kongens og Biſkoppens ſærdeles Opmerkſomhed. Hvad Froſtathinget angaar, da findes der ikke nogen ſaadan nyere Chriſtenret for dettes Vedkommende, af den Grund, ſom vi allerede have berørt og ſtrax nedenfor nærmere ville omhandle, at Kongen endnu ikke havde modtaget nogen Fuldmagt til Lovreviſion fra.dette, inden Erkebiſkop Jon var kommen hjem og fik Chriſtenretten undtagen derfra. Hvad ellers Beſtemmelſerne ſelv angaar, der i den for Viken og Gulathinget fælles Hoveddeel ere indtagne, da ſees ogſaa disſe væſentligt at være formede efter de ældre Chriſtenretter, men med flere nye Beſtemmelſer af megen Vegt, i de daværende kirkelige Anſkuelſers Aand, ſaaſom om Skriftemaal[1], om en Udvidelſe af Tiende-Ydelſen[2], om Gejſtlighedens Coelibat i Graderne fra og med Subdiaconus op ad[3], om Indſkrænkningen af de forbudne Led i Giftermaal, ifølge Lateranmødet, til det 5te, i Stedet for, ſom tidligere, til det 10de Led[4]. Derhos er der ſkeet nogen Forandring i Feſtdagenes Antal og Henførelſe til dem, der havde Noonhelligt, eller ej. Paa de fleſte Steder, hvor en ſtørre Forandring er foregaaet, bærer Foredraget umiskjendelige Merker af Overſættelſe fra Latin, ligeſom der ogſaa paa enkelte Steder, f. Ex. ved Artiklen om Egteſkabets Hellighed, ſpores en vis Prædiketone: alt dette viſer nokſom, at disſe Forandringer, ſaavel ſom deres Indhold, hidrører fra Gejſtlige, hvilke Magnus ſaaledes ingenlunde bar undladt at tage paa Raad med. Alligevel ſandt denne nye Chriſtenret, ſom vi ville ſee, ikke Sæde for Ultra-Hierarchernes Øjne; den var ogſaa i flere Henſeender mangelagtig, ſaaledes

  1. Gul. Chriſtenret Cap. 22. Vikens Cap. 14.
  2. Gul. Chriſtenret Cap. 9, Vikens Cap. 1.
  3. Gul. Chriſtenret Cap. 26, Vikens Cap. 17. I den udførligſte Text af Gul. Chriſtenret (Norges gl. Love II. S. 320) er „Preſter, Diaconer og Subdiaconer“ udeglemt; de findes dog i den kortere Bearbejdelſe, ſe Cap. 21.
  4. Gul. Chriſtenret Cap. 30, 31, 32. Vikens 21, 22, 23.