Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/506

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
492
Magnus Haakonsſøn.


bets Hellighed[1], og om forbudne Led[2]. Derimod ere Beſtemmelſerne forſkjellige angaaende Tienden og Kirkernes Opførelſe og Indvielſe, hvor baade for Vikens og Gulathingets Vedkommende de ældre Beſtemmelſer i hvert af disſe Diſtricters Chriſtenretter findes optagne[3], og endelig forekommer der i den for Viken beſtemte, nyere Chriſtenret endeel Beſtemmelſer om Fæſtemaal, Skilsmisſe, m. m., der tilhøre den verdslige Lov, og ſom ſaaledes maa være tagne af den ældre Landslov[4], ſamt ligeledes i Gulathings Chriſtenret ei alene nogle til den verdslige Lov henhørende Beſtemmelſer om Fællig mellem Egtefolk, men derhos nogle Artikler om Bødedommes Efterlevelſe, om Manddrab og forſkjellige Eedsaflæggelſer[5], der tilhøre andre Dele af Landsloven, og ſom ſynes at være foreløbigt indførte, forinden den ſamlede Lov fuldſtændigt kom i Stand: hvad der da ogſaa ſtempler denne Chriſtendomsbaalk ſom det ved Kong Magnus’s Foranſtaltning næſt,den islandſke Lov aller førſt iſtandbragte Lovarbejde. At denne Chriſtenrets Beſtemmelſe var at ſtaa i Spidſen for den hele Landslov, ſees tydeligt nok af Begyndelſes-Ordene: „Dette er Begyndelſen til vore, Gulathingsmændenes, Love, hvad der er Ophavet til alt Godt, at vi ſkulle have og overholde den chriſtelige Tro“. Thi ſaaledes begynder; ogſaa, næſt Thingfare-Ordningen, baade den islandſke Lovbog og den ſenere almindelige Landslov[6]. Efter denne Indledning indføres Troesartiklerne, ſandſynligviis efter den fra Cardinal Nicolaus’s Tid opſtillede Formular; derpaa følger hiin ovenfor meddeelte Fremſtilling af Kongens og Biſkoppens ſideordnede Myndighed, Ord til andet ſom i den islandſke Lov, hvorefter fremdeles, ganſke ſom i denne, den ved Kong Haakons Foranſtaltning paa Froſtathing og Rigsmøde 1260 vedtagne Lov om Konge-Arven og Konge-Tagelſen indtages, med en Indledning, hvor der tales om den ſtore Skade, Folket havde lidt ved falſke eller uberettigede Tronprætendenters Antagelſe og de deraf følgende Borgerkrige[7]. Ef-

  1. Gul. Chriſtenret Cap. 15—27, Vikens Cap. 7—19.
  2. Gul. Chriſtenret Cap. 30—32, Vikens Cap. 21—23.
  3. Gul. Chriſtenret Cap. 9, 12, 13, Vikens, Cap. 1, 4, 5.
  4. Vikens Chriſtenret Cap. 25, 26, hvortil kommer et fra den ældre vikſke Chriſtenret hentet Capitel om de Sager, Biſkoppens Aarmand ſkal paatale.
  5. Gul. Chriſtenret Cap. 28, 33—39.
  6. Gul Chriſtenret Cap. 1, jvfr. isl. Lov Cap. 7, og nyere Landslov, Chriſtenret Cap. 1.
  7. Gul. Chriſtenret Cap. 3, isl. Lov Cap. 9. Den Omſtændighed, at Haakons Succesſionslov der udtrykkeligt omtales ſom indført, viſer ogſaa, at den foregaaende Text maa være yngre end denne Succesſionslov, og ſaaledes viſtnok hidrøre fra Magnus.