Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/505

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
491
1265—1274. Lovreformen i Norge.


førſte Plads i Lovbogen. Allerede førend han ſkred tildel egentlige Lovarbejde havde han lagt ſit venſkabelige Sindelag mod Kirken for Dagen, idet han ved en Retterbod, udgiven i Tunsberg, 1267, Ord til andet gjentog og bekræftede ſin Faders Beſtemmelſe om Tiende, Olafsſkot og Hallvardsſkot[1]; ligeledes havde han, i 1265 efter Overlæg med Biſkop Haakon, ſaavel ſom de;øvrige Biſkopper, udgivet for Viken et Forbud mod Aager, under Straf af Capitalens Forbrydelſe, halvt til Kongen, halvt til Biſkoppen[2]. Dette var ganſke i Overeensſtemmelſe med de paa den Tid herſkende kirkelige Anſkuelſer, der gjorde Aager til en Forbrydelſe mod Guds Lov, og til Gjenſtand for kirkelig Paatale. Sandſynligviis er Forbudet ſenere ogſaa udſtrakt til .de øvrige Dele af Landet ved andre, nu tabte Breve. Hvad nu før øvrigt den af Magnus foranſtaltede nye Chriſtenret angaar, da viſer den ſig tydeligt at være et noget ubehjelpeligt Forſøg i Lovreforms-Vejen, og aabenbarer ſig allerede derved ſom et af de tidligſte Arbejder i dette Stokke. Det var, ſom vi ovenfor have intet, Magnus’s Henſigt, at udgive een fælles Lovgivning for det hele Folk, kun med de faa indbyrdes Afvigelſer i Thingfare-Baalken, ſom de totale Forhold paa ethvert Sted gjorde nødvendige; men med Chriſtendomsbaalken lukkedes dette ikke ganſke. Hvad der er fælles for de Afſkrifter af Kong Magnus’s Chriſtenret, ſom vi have tilbage, er Beſtemmelſen om Børns Opfødſel og Daab[3], om Biſkoppens Raadighed over Kirken[4], om Kirkers og Kirkegaardes Fredhellighed, om Begravelſe Kirkegaard, om Helligdages Højtideligholdelſe, om Faſte, om Skriftemaal og Rumaſkat, om Fæſtemaal og Bryllup, om Egteſka-

  1. Norges gl. Love II. S. 453. jvfr. ovf. S. 119.
  2. Norges gl. Love II. S. 484. Her nævnes udtrykkeligt „Biſkop Haakon og de øvrige Biſkopper“; at Haakon nævnes førſt, kunde vel være, fordi han var Biſkop i Viken, til hvis Indbyggere dette Brev nærmeſt er rettet, men ſnarere var det dog vel, fordi han, da Brevet udſtedtes, var udvalgt Erkebiſkop, hvorfor man maaſkee kan ſætte Udſtedelſestiden i 1265, ſamme Aar, ſom Magnus havde fin Sammenkomſt med Byrge Jarl. Dette pasſer dermed, at han i Intimationen paaberaaber ſig Ytringer, han havde bragt paa Bane, da han holdt Thing ved Elven (paa Elvebakken eller Baagaholmen) og Haugathing ved Tunsberg. At Beſtemmelſen om Aager udvidedes til de øvrige Biſkopsdømmer kan man vel ſlutte deraf, at ogſaa Magnus’s nyere Chriſtenret for Gulathingslagen regner aabenbare Aagerkarle blandt dem, der ej maatte begraves i indviet Jord. (Cap. 16). For øvrigt indeholder denne Retterbod ogſaa en Beſtemmelſe, henhørende til den verdslige Lovgivning, om Rydningsjord.
  3. Gul. Chriſtenr. Cap. 10, 11, Vikens Cap. 2, 3.
  4. Gul. Chriſtenret Cap. 14, Vikens 6.