første Plads i Lovbogen. Allerede førend han skred tildel egentlige Lovarbejde havde han lagt sit venskabelige Sindelag mod Kirken for Dagen, idet han ved en Retterbod, udgiven i Tunsberg, 1267, Ord til andet gjentog og bekræftede sin Faders Bestemmelse om Tiende, Olafsskot og Hallvardsskot[1]; ligeledes havde han, i 1265 efter Overlæg med Biskop Haakon, saavel som de;øvrige Biskopper, udgivet for Viken et Forbud mod Aager, under Straf af Capitalens Forbrydelse, halvt til Kongen, halvt til Biskoppen[2]. Dette var ganske i Overeensstemmelse med de paa den Tid herskende kirkelige Anskuelser, der gjorde Aager til en Forbrydelse mod Guds Lov, og til Gjenstand for kirkelig Paatale. Sandsynligviis er Forbudet senere ogsaa udstrakt til .de øvrige Dele af Landet ved andre, nu tabte Breve. Hvad nu før øvrigt den af Magnus foranstaltede nye Christenret angaar, da viser den sig tydeligt at være et noget ubehjelpeligt Forsøg i Lovreforms-Vejen, og aabenbarer sig allerede derved som et af de tidligste Arbejder i dette Stokke. Det var, som vi ovenfor have intet, Magnus’s Hensigt, at udgive een fælles Lovgivning for det hele Folk, kun med de faa indbyrdes Afvigelser i Thingfare-Baalken, som de totale Forhold paa ethvert Sted gjorde nødvendige; men med Christendomsbaalken lukkedes dette ikke ganske. Hvad der er fælles for de Afskrifter af Kong Magnus’s Christenret, som vi have tilbage, er Bestemmelsen om Børns Opfødsel og Daab[3], om Biskoppens Raadighed over Kirken[4], om Kirkers og Kirkegaardes Fredhellighed, om Begravelse Kirkegaard, om Helligdages Højtideligholdelse, om Faste, om Skriftemaal og Rumaskat, om Fæstemaal og Bryllup, om Egteska-
- ↑ Norges gl. Love II. S. 453. jvfr. ovf. S. 119.
- ↑ Norges gl. Love II. S. 484. Her nævnes udtrykkeligt „Biskop Haakon og de øvrige Biskopper“; at Haakon nævnes først, kunde vel være, fordi han var Biskop i Viken, til hvis Indbyggere dette Brev nærmest er rettet, men snarere var det dog vel, fordi han, da Brevet udstedtes, var udvalgt Erkebiskop, hvorfor man maaskee kan sætte Udstedelsestiden i 1265, samme Aar, som Magnus havde fin Sammenkomst med Byrge Jarl. Dette passer dermed, at han i Intimationen paaberaaber sig Ytringer, han havde bragt paa Bane, da han holdt Thing ved Elven (paa Elvebakken eller Baagaholmen) og Haugathing ved Tunsberg. At Bestemmelsen om Aager udvidedes til de øvrige Biskopsdømmer kan man vel slutte deraf, at ogsaa Magnus’s nyere Christenret for Gulathingslagen regner aabenbare Aagerkarle blandt dem, der ej maatte begraves i indviet Jord. (Cap. 16). For øvrigt indeholder denne Retterbod ogsaa en Bestemmelse, henhørende til den verdslige Lovgivning, om Rydningsjord.
- ↑ Gul. Christenr. Cap. 10, 11, Vikens Cap. 2, 3.
- ↑ Gul. Christenret Cap. 14, Vikens 6.
