Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/504

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
490
Magnus Haakonsſøn.


Og dog var Kong Magnus aabenbart en religiøs, mod Kirken meget velſindet, Fyrſte, ſnarere tilbøjelig til at indrømme den for meget, end for lidet, ganſke ſaaledes ſom man kunde vente ſig det af Erkebiſkop Einars fortrolige Ven og maaſkee Opdragling. I Indledningen til Kong Magnus’s nye norſke Fælleslov findes der en Fremſtilling af Kongedømmets og Kirkens Forhold til Folket og dem ſelv indbyrdes, der allerede forekommer ordlydende i den nye islandſke Lov af 1265, og ſaaledes rimeligviis hidrører fra Kong Magnus’s aller førſte Regjeringsaar, hvis den ej, hvad der dog er mindre troligt, udgjør en Deel af hvad der allerede var fort i Pennen under Kong Haakon. Her udtales ikke længer, ſom i Kong Sverres Stridsſkrift, det Princip, at Kongedømmet efter Guds Beſkikkelſe ſkulde have Overopſigt over Kirken, men Kongemagten og Biſkopsmagten (d. e. Kirken) opſtilles ſom ſideordnede. „Fordi“, heder det, „at Guds Miſkundhed ſeer det dagligen at være det utallige Folks og den adſkilte Mængdes Tarv, har han beſkikket tvende ſine Tjenere at være ſine ſynlige Ombudsmænd med Henſyn til denne hellige Tro og hans hellige Lovmaal, gode Mænd til Værn og Retsſikkerhed, men onde Mænd til Refſelſe og Renſelſe. Disſe tvende ere, den ene Kongen, den anden Biſkoppen. Kongen har af Gud faaet verdslig Magt, til alle verdslige og lovlige Sager, men Biſkoppen aandelig Magt til aandelige Sager; og de vedkjende ſelv, at de have deres Magt og Myndighed af ſelve Gud, men ikke af ſig ſelv. Og fordi at de ere af Guds Ombudsmænd, ſaa og fordi alle ſee at man ikke paa nogen Maade kan undvære dem, for det tredie fordi Gud ſelv værdigedes at kalde ſig med deres Navn, da er den ſandelig i ſtor Fare med Henſyn til Gud, der ej med fuldkommen Aaſt og Rædſel ſtyrker dem i Udøvelſen af deres Magt, og det dem af Gud overdragne Hverv, der paalægger dem en ſaa ængſtlig Omſorg for Folket og ſaa ſtort Anſvar for Gud; aller helſt, hvor Lovene ſelv vidne med faſte Enemerker, ſaa at hverken Høvdingerne, naar de holde ſig indenfor dem, kunne forkue eller betynge Folket med altfor ſtor Herſkeſyge, eller omvendt ukloge Mænd negte Høvdingerne den lovlige Lydighed af Trods eller kortſynet Uvillighed“[1].

Overeensſtemmende med den her udtalte Erklæring, hvor man dog endnu ſavner nogen beſtemt Grændſe mellem Kongemagtens og Kirkemagtens Gebeet, formede nu Kong Magnus, ſom man ſee, ſin nye Lovgivning, og begyndte, ſom det lader, med Chriſtenretten, ej alene fordi den var den vigtigſte Deel af Loven, men ogſaa fordi den indtog den

  1. Isl. Lov Cap. 8, Landsl. Chr. B. Cap. 2.