Og dog var Kong Magnus aabenbart en religiøs, mod Kirken meget velsindet, Fyrste, snarere tilbøjelig til at indrømme den for meget, end for lidet, ganske saaledes som man kunde vente sig det af Erkebiskop Einars fortrolige Ven og maaskee Opdragling. I Indledningen til Kong Magnus’s nye norske Fælleslov findes der en Fremstilling af Kongedømmets og Kirkens Forhold til Folket og dem selv indbyrdes, der allerede forekommer ordlydende i den nye islandske Lov af 1265, og saaledes rimeligviis hidrører fra Kong Magnus’s aller første Regjeringsaar, hvis den ej, hvad der dog er mindre troligt, udgjør en Deel af hvad der allerede var fort i Pennen under Kong Haakon. Her udtales ikke længer, som i Kong Sverres Stridsskrift, det Princip, at Kongedømmet efter Guds Beskikkelse skulde have Overopsigt over Kirken, men Kongemagten og Biskopsmagten (d. e. Kirken) opstilles som sideordnede. „Fordi“, heder det, „at Guds Miskundhed seer det dagligen at være det utallige Folks og den adskilte Mængdes Tarv, har han beskikket tvende sine Tjenere at være sine synlige Ombudsmænd med Hensyn til denne hellige Tro og hans hellige Lovmaal, gode Mænd til Værn og Retssikkerhed, men onde Mænd til Refselse og Renselse. Disse tvende ere, den ene Kongen, den anden Biskoppen. Kongen har af Gud faaet verdslig Magt, til alle verdslige og lovlige Sager, men Biskoppen aandelig Magt til aandelige Sager; og de vedkjende selv, at de have deres Magt og Myndighed af selve Gud, men ikke af sig selv. Og fordi at de ere af Guds Ombudsmænd, saa og fordi alle see at man ikke paa nogen Maade kan undvære dem, for det tredie fordi Gud selv værdigedes at kalde sig med deres Navn, da er den sandelig i stor Fare med Hensyn til Gud, der ej med fuldkommen Aast og Rædsel styrker dem i Udøvelsen af deres Magt, og det dem af Gud overdragne Hverv, der paalægger dem en saa ængstlig Omsorg for Folket og saa stort Ansvar for Gud; aller helst, hvor Lovene selv vidne med faste Enemerker, saa at hverken Høvdingerne, naar de holde sig indenfor dem, kunne forkue eller betynge Folket med altfor stor Herskesyge, eller omvendt ukloge Mænd negte Høvdingerne den lovlige Lydighed af Trods eller kortsynet Uvillighed“[1].
Overeensstemmende med den her udtalte Erklæring, hvor man dog endnu savner nogen bestemt Grændse mellem Kongemagtens og Kirkemagtens Gebeet, formede nu Kong Magnus, som man see, sin nye Lovgivning, og begyndte, som det lader, med Christenretten, ej alene fordi den var den vigtigste Deel af Loven, men ogsaa fordi den indtog den
- ↑ Isl. Lov Cap. 8, Landsl. Chr. B. Cap. 2.
