Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/503

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
489
1265—1274. Lovreformen i Norge.


Medens nu den ordentlige Regulering af Straffene, der ved Lovreviſionen bevirkedes, navnlig Frændebødernes Ophør, medførte en ſtor Simplification i Criminalproceduren, og dannede den nys berørte Overgang fra det ældre Syſtem, hvorved ſaa godt ſom alle Retsbrud betragtedes ſom private Fornærmelſer, til et ordentligt Juſtitsvæſen, hvorved Staten ſelv gjennem Kongen, og han igjen ved ſine Ombudsmænd, lod Søgsmaal anſtille, tør man dog neppe paaſtaa, at denne henſigtsmæsſige og velgjørende Forandring udelukkende hidrørte fra umiddelbare Henſyn til Folkets Tarv. Meget maa man ſkrive paa Tidsaandens Regning i Almindelighed, og ſom den nærmeſte Kilde dertil maa man betragte de ſtrengt monarchiſke Principer, der beſjælede Magnus ikke mindre end hans Forfædre, og ſom nu ogſaa hans fleſte nærmere verdslige Omgivelſer deelte. Ikke at jo Magnus tillige oprigtigt havde Folkets Velvære for Øje, men han var, ſom man ſeer, gjennemtrængt af den Overbeviisning, at Vejen dertil gik gjennem den ſterkeſt mulige Kongemagt. Unegteligt beſtyrkede ogſaa de tidligere Begivenheder, under Lendermandsvældet og Borgerkrigene, en ſaadan Betragtningsmaade af Forholdene, medens ſaavel Kong Haakons ſom Kong Magnus’s Retſind havde udelukket enhver Tanke om Misbrug af Magten fra Tronen af, og ſaaledes dannet Folket i Almindelighed til at føle ſig bedſt tjent med en ſaadan Tingenes Orden, hvorved det hele Styrelſesvæſen lagdes i Kongens Hænder. Saaledes kunde det da gaa til, at hine monarchiſke Principer paa det conſeqventeſte, og uden mindſte Indvending fra Folkets Side, gjennemførtes i den nye Fælleslovgivning. Ved allerede paa Forhaand at give Kongen frie Hænder til at gjøre de Forandringer i Lovgivningen, han fandt pasſende, udtalte Folket utvetydigt nok ſin Overbeviisning i dette Henſeende.

Men om end Folket i Almindelighed har ſtemt for en uindſkrænket Kongemagt, eller fandt ſig bedſt tjent med at kunne overlade Kongen hele Rigsſtyrelſen, for ſelv udelukkende at kunne beſkjeftige ſig med private Anliggender, ſaa har dog Gejſtligheden des mere paa ſin Poſt mod at indrømme Kongemagten for meget, iſær efter at den dygtige Erkebiſkop Jon var bleven dens Overhoved. Ikke at Gejſtligheden, eller dens Formand Erkebiſkoppen, egentlig følte ſig opfordret eller forpligtet til at tale Folkets Sag. Den havde intet imod at indrømme Kongen den uindſkrænkede Magt, ja ſaa endog gjerne hans Magt ſaa ſterk, og Folkets egen Myndighed ſaa liden ſom muligt, naar kun Kirkens Frihed ikke indſkrænkedes, og naar den ſelv, ſom en Kongedømmet ſideordnet, ikke underordnet Autoritet, deelte Herredømmet med dette. Spørgsmaalet, hvorledes dette Forhold ſkulde ordnes, var derfor ogſaa det eneſte, der vakte Modſtand og foranledigede vidløftigere Forhandlinger.