Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/502

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
488
Magnus Haakonsſøn.


af disſe Forandringer opregnes korteligen ved Slutningen af Lovbogen ſelv under Navn af „Kong Magnus’s Retterbøder“, hvor der rigtignok ogſaa findes andre, ſenere vedtagne Modificationer, men hvoriblandt hine dog ere kjendelige derved, at de henviſe til Lovbogen. Blandt disſe kan man foruden Afſkaffelſen af alle Frændebøder, der førſt vedtoges paa Rigsmødet 1273, og Forandringerne i Arvegangen, anføre den ſtore Forandring i Tyvslovgivningen, at medens de ældre Love erklærede hver den for Tyv, der ſtjal til en Ertogs Verd eller mere, hvoraf fulgte, at endog et ſaa lidet Tyveri medførte Dødsſtraf og Ejendoms Fortabelſe, — da nemlig den Regel ufravigeligt gjaldt, at enhver Tyv ſkulde dræbes og hans Ejendom, løſt og faſt, tilfalde Kongen, — indtraadte nu Dødsſtraffen ikke førend ved fjerde Gangs Tyveri, naar det Stjaalne beløb ſig til en Øre eller derover indtil ½ Mark; ved anden Gangs Tyveri, naar det Stjaalnes Beløb var over ½ Mk.; dog med den Forſkjel, at det førſte Gangs Tyveri under en heel Marks Beløb ſkulde ſtraffes med en Bod af 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, eller, hvis denne ej udrededes, med Landflygtighed, over een Marks Beløb derimod med en arbitrær Straf, tilkjendt af den kongelige Ombudsmand, ſamt Forbrydelſe af al Ejendom til Kongen. For førſte Gangs Tyveri til en Øres Beløb beſtemtes Kagſtrygning eller en Bod af 3 Mk. Sølv, hvilken Bod kaldtes „Løsning af Huden“; for anden Gang, Kagſtrygning eller en Bod af 6 Mk. Sølv, for tredie Gang, Kagſtrygning uden nogen Løsning og 6 Mk. Sølv til Kongen. De 8 Ertoger og 13 Mk. Sølv, ſom ſkulde bødes for førſte Gangs Tyveri til en halv Marks Verd, kaldes ligeledes Løsning af Huden. Førſt naar Dødsſtraffen indtraadte, betragtedes Forbryderen ſom virkelig Tyv, og da gjaldt fremdeles den gamle Regel, at han ſkulde bringes bunden til Kongens Ombudsmand, og at Ombudsmanden med Bøndernes Biſtand ſkulde lade ham bringe til Fjæren og hænge[1].

  1. Nyere Landslov. IX. 1. jvfr. Mgn. Retterb. 10. Disſe Beſtemmelſer findes ogſaa ordlydende i Jarnſida, Cap. 131, 132; da det nu i Magnus’s Retterbøder udtrykkeligt ſiges, at denne Forandring ſkyldes Magnus, og at tilforn et Tyveri af en eneſte Ertogs Verd medførte Forbrydelſe baade af Land og Løsøre, bliver det klart, at denne Deel af Tyvebaalken i den islandſke Lov ej kan hidrøre fra Kong Haakon, men maa være affattet i Magnus’s Dage. Bi ville i det følgende ſee, hvorledes ogſaa enkelte ſenere Beſtemmelſer ere indtagne i den eneſte nu forhaandenværende Afſkrift af denne islandſke Lov, men disſe Beſtemmelſer danne dog en egen Afdeling for ſig ſelv, der udtrykkeligt anmelde ſig ſom ſenere réttarbœtr ok einkamál (42—47): en anden Sag er det derimod med de førſte Capitler,af Tyvebaalken, der viſe ſig at være formede under eet med Lovens Hovedmasſe. Heraf, ſaavel ſom af andre Omſtændigheder, der yderligere ſkulde paapeges, fremgaar det ſaaledes klart, at Lovens egentlige Affattelſestid ligger efter Kong Magnus’s Tronbeſtigelſe.