Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/501

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
487
1265—1274. Lovreformen i Norge.


manden ſelv, nu fik ſin ſidſte Reſt derved, at alle Frændebøder fuldſtændigt ophævedes, ſaaledes at herefter, i Drabstilfælde, kun Drabsmanden ſelv ſkulde bøde efter ſex forſtandige Mænds Kjendelſe, og til den Dræbtes Arving alene, foruden Thegngilde til Kongen[1]. Folket ſynes ſelv at have følt Nødvendigheden af denne Forandring for den almindelige Roligheds og Sikkerheds Skyld, ſiden den, ſom det heder, efter Almuens egen Bøn blev vedtagen tilligemed flere andre vigtige Lovbeſtemmelſer, Mannhelgen betreffende, førend endnu Lovreviſionen var tilendebragt, paa et almindeligt Rigsmøde, om hvilket vi nedenfor komme til at handle udførligere. Fremdeles forandredes Arvegangen ganſke efter de nyere Grundſætninger, ſom paa denne Tid vare gjeldende i Norden[2]. I Stedet for at hidtil Søn ſtod i førſte Arv og ganſke udelukkede Datter og Sønneſøn, ſattes nu Datter op i førſte Arv ved Siden af Sønnen, kun ſaaledes at hun fik halv Lod mod ham, ligeſom det indtil de allerſidſte Tider har været gjeldende Lov, og lige med Datter ſtilledes Sønneſøn, naar der tillige fandtes Sønner, uden at, merkeligt nok, Principet for Stirpal-Arven her gjordes gjeldende, uagtet det iagttoges i anden Arv, der indbefattede Ætleding, egtefød Sønneſøn, egtefød Sønnedatter og egtefød Datterſøn, hvilke alle arvede lige meget, og det ſaaledes, at om der i een af disſe Linjer kun fandtes eet, i den anden eller de øvrige flere Individer, fik dog hver enkelt Linje lige fuldt en Fjerdedeel af den hele Arv, hvor mange der end var i de andre. Man merker heri mangt og meget tydeligt nok det romerſke og canoniſke Retsſtudiums Indvirkning; herfra ſkriver ſig ogſaa det mere og mere fremtrædende Begreb om Statsmyndighedens Betydning lige overfor de private Forhold, og Overgangen at betragte de fleſte Forbrydelſer ſom perſonlige Fornærmelſer, der kun vare Gjenſtand for privat Forfølgning, til at opſtille dem blandt offentlige Retsbrud, ſom det tilkom Kongemagten, Statsmyndighedens Repræſentant, gjennem ſine Ombudsmænd at paatale og afſtraffe. For øvrigt indførtes endnu ſtørre Mildhed og Humanitet baade i Pengeſtraffene og de legemlige Straffe end forhen. De vigtigſte

  1. Se Magnus Haakonsſøns nyere Landslov, IV. 12, jvfr. Mgn. Retterbod 5.
  2. Om den ældre Arvegang og„dens Forſkjelligheder i de enkelte Thingforeninger, ſe ovenfor II. S. 199 fgg. Ogſaa i den yngre Veſtgøtalag, der ſkriver ſig fra 2den Halvdeel af 13de Aarhundrede, er Datter optagen i førſte Led, halft mod Søn, medens hun i den ældre Lov ſtaar tilbage for Sønnen, ſe ovenfor. Det forſtaar ſig, at lignende Regel foreſkrives i Kong Valdemars ſjælandſke Lov. Saxo og Sven Aagesſøn meddele et Sagn om at Kong Sven Tjugeſkegg, for at belønne de danſke Kvinder, der løskjøbte ham fra det jomsborgſke Fangenſkab, ſkulde have tilſtaaet Syſter Ret til at arve halft med Broder; dette viſer, hvad man nu end mener om Sagnet ſelv, at denne Arvegang herſkede i Danmark allerede længe for det 12te Aarhundrede.