manden selv, nu fik sin sidste Rest derved, at alle Frændebøder fuldstændigt ophævedes, saaledes at herefter, i Drabstilfælde, kun Drabsmanden selv skulde bøde efter sex forstandige Mænds Kjendelse, og til den Dræbtes Arving alene, foruden Thegngilde til Kongen[1]. Folket synes selv at have følt Nødvendigheden af denne Forandring for den almindelige Roligheds og Sikkerheds Skyld, siden den, som det heder, efter Almuens egen Bøn blev vedtagen tilligemed flere andre vigtige Lovbestemmelser, Mannhelgen betreffende, førend endnu Lovrevisionen var tilendebragt, paa et almindeligt Rigsmøde, om hvilket vi nedenfor komme til at handle udførligere. Fremdeles forandredes Arvegangen ganske efter de nyere Grundsætninger, som paa denne Tid vare gjeldende i Norden[2]. I Stedet for at hidtil Søn stod i første Arv og ganske udelukkede Datter og Sønnesøn, sattes nu Datter op i første Arv ved Siden af Sønnen, kun saaledes at hun fik halv Lod mod ham, ligesom det indtil de allersidste Tider har været gjeldende Lov, og lige med Datter stilledes Sønnesøn, naar der tillige fandtes Sønner, uden at, merkeligt nok, Principet for Stirpal-Arven her gjordes gjeldende, uagtet det iagttoges i anden Arv, der indbefattede Ætleding, egtefød Sønnesøn, egtefød Sønnedatter og egtefød Dattersøn, hvilke alle arvede lige meget, og det saaledes, at om der i een af disse Linjer kun fandtes eet, i den anden eller de øvrige flere Individer, fik dog hver enkelt Linje lige fuldt en Fjerdedeel af den hele Arv, hvor mange der end var i de andre. Man merker heri mangt og meget tydeligt nok det romerske og canoniske Retsstudiums Indvirkning; herfra skriver sig ogsaa det mere og mere fremtrædende Begreb om Statsmyndighedens Betydning lige overfor de private Forhold, og Overgangen at betragte de fleste Forbrydelser som personlige Fornærmelser, der kun vare Gjenstand for privat Forfølgning, til at opstille dem blandt offentlige Retsbrud, som det tilkom Kongemagten, Statsmyndighedens Repræsentant, gjennem sine Ombudsmænd at paatale og afstraffe. For øvrigt indførtes endnu større Mildhed og Humanitet baade i Pengestraffene og de legemlige Straffe end forhen. De vigtigste
- ↑ Se Magnus Haakonssøns nyere Landslov, IV. 12, jvfr. Mgn. Retterbod 5.
- ↑ Om den ældre Arvegang og„dens Forskjelligheder i de enkelte Thingforeninger, se ovenfor II. S. 199 fgg. Ogsaa i den yngre Vestgøtalag, der skriver sig fra 2den Halvdeel af 13de Aarhundrede, er Datter optagen i første Led, halft mod Søn, medens hun i den ældre Lov staar tilbage for Sønnen, se ovenfor. Det forstaar sig, at lignende Regel foreskrives i Kong Valdemars sjælandske Lov. Saxo og Sven Aagessøn meddele et Sagn om at Kong Sven Tjugeskegg, for at belønne de danske Kvinder, der løskjøbte ham fra det jomsborgske Fangenskab, skulde have tilstaaet Syster Ret til at arve halft med Broder; dette viser, hvad man nu end mener om Sagnet selv, at denne Arvegang herskede i Danmark allerede længe for det 12te Aarhundrede.
