Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/499

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
485
1265—1274. Lovreformen i Norge.


(eller, efter ſom de forſkjellige Exemplarer vare beſtemte for de forſkjellige Lagſokn, „Froſtathingslagen“, „Eidſivathingslagen“, „Borgarthingslagen“) ideligen havde talt til os om, hvorledes I have hørt at vi beſkjeftige os med at forbedre noget ved de fleſte Lovbøger i Landet, med de bedſte Mænds Raad, og anmodet os om at eders Bog heller ikke kom til at ſavne nogen ſaadan Forbedring“. Naar Anmodningen ſaaledes udgik fra Folket ſelv, maatte det blive Kongen lettere at faa en ſaadan uindſkrænket Fuldmagt, ſom oven anført, og ſom han heller ikke vel kunde undvære, naar han ſkulde bringe noget heelt og ordentligt i Stand. Imidlertid viſer dette dog, hvor ſtor Tillid Folket havde til ham, idet man, ſom han ſelv udtrykker ſig, „betroede til hans Omſorg et ſaa vigtigt Hverv, at man dømte Lovbogen ganſke til hans Behandling, det at borttage og det at tilføje, ſom tyktes ham pasſende, efter de bedſte Mænds Skjøn“. Udtrykket „dømme“, d. e. „vedtage til Thinge“, viſer at dette ſtore Tillidshverv er overdraget ham til Thinge, og man erfarer af de ſamtidige islandſke Annaler, at dette ſkede for Gulathingslagen paa Gulathinget, 1267, for Oplændingerne og Vikverjerne ſandſynligviis paa Eidſivathing 1268, og for Froſtathingslagen 1269, dog, for dette Diſtricts Vedkommende, kun hvad den verdslige Lovgivning angik, aabenbart en Følge af den imidlertid fra Pavehoffet hjemkomne, myndige Hierarch Erkebiſkop Jons Indflydelſe, ſaaledes ſom det nedenfor nærmere ſkal viſes. Det er umiskjendeligt, at de forſamlede Thingmænd virkelig paa Forhaand forpligtede ſig til at adlyde og vedtage de nye Love, Magnus nu ſtod i Begreb med at lade udarbejde; thi uagtet vi viſtnok erfare, at de færdigt udarbejdede Lovbøger ſenere bleve formeligt vedtagne i Aarene 1273—76, ſaa ſeer man dog, at denne Vedtagelſe kun har været en Formalitet, for at give den nye Lov endelig Lovskraft, uden at nogen Raadſlagning om den hele Lov eller nogen enkelt Artikel bar fundet Sted; det heder ogſaa kun, at Kongen lod Bogen oplæſe paa Thinget og „gav Thingmændene Bogen tilligemed den Retterbod, at den herefter ſkulde gjelde“, ſamt at den derpaa blev lovtagen. Lovbogen ſelv var kun Opfyldelſen af det tidligere, foreløbige Løfte[1]. Det vilde ogſaa have ledet netop til det Modſatte af den tilſigtede Eenhed i Lovgivningen, om Kongen ſkulde have baaret

  1. I de islandſke Annalers Beretning om den foreløbige Overtagelſe af Hvervet for Gulathingsmændenes og Oplændingernes Vedkommende 1267 og 1268 heder det derfor ogſaa ligefrem: „lovtagen den Gulathingsbog ſom Kong Magnus gjorde“, „lovtagen Olændingernes og Vikverjernes Lovbog, ſom Kong Magnus indrettede“. Dette vilde ſtaa i ligefrem Modſigelſe ſom Lovbogens egne Ord i Slutningen, at den blev lovtagen paa alle fire Thing i 1273, 1274 og 1276, derſom det ikke ſkulde forſtaaes alene om den foreløbige Overdragelſe af Lovforbedrings-Hvervet; men da denne Overdragelſe tillige indeholdt Forpligtelſen til at antage den nye Lov, bliver Udtrykket dog i ſig ſelv rigtigt.