Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/498

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
484
Magnus Haakonsſøn.


kelſe derpaa er den Omſtændighed, at den oftere omtalte islandſke Lovbog af 1265, ſom det ſynes efter en ældgammel Tradition, ſtundom har været kaldet Hákonarbók (Haakons Bog); thi da den nu, endog i ſin oprindelige Form, ikke ſkriver ſig fra Haakons, men fra Magnus’s Regjering, kan Meningen af dette Navn, hvis det virkelig er gammelt, ej være nogen anden end den, at der har været en ſaakaldet Haakonarbok, d. e. en ved Kong Haakons Foranſtaltning udarbejdet Bog, indeholdende et Udkaſt til en Fælleslov for Norge, hvilken Kong Magnus benyttede ſom Grundlaget ved Udarbejdelſen af den nye Lov for Island, ſaa at man altſaa med Føje kunde ſige, at Magnus ſendte Haakonarhoken, kun i en noget forandret Form, ud til Island for at faa den vedtagen[1]. Den for Island bearbejdede Haakonarboks ſædvanlige Navn ſkal ellers have været „Jarnſida“, efter Bindet, om hvilken Sag vi i det følgende komme til at handle nærmere.

Naar man ſkal dømme efter hiint Udkaſt, ſaa maa dog dette førſte Forſøg paa at bringe en Fælleslovgivning i Stand have været heel tarveligt og ufuldſtændigt. Navnlig indeholder det ikke en eneſte Artikel fra Eidſivathingsloven, hvilket neppe kan forklares deraf, at man ej har fundet nogen Artikel værd at optage, thi i den ſenere Fælleslov findes flere Artikler, umiskjendeligt hentede derfra; men man maa endnu ikke være naaet ſaa langt frem i Arbejdet, eller ogſaa maa det have været Kong Haakons Plan, for det førſte at indſkrænke ſig til en Fælleslovgivning for Froſtathingslagen og Gulathingslagen: et Foretagende, hvortil man unegteligt havde et Forbillede i det Forſøg paa at ſammenſmelte Froſtathingets og Gulathingets Chriſtenretter, hvorom vi i det foregaaende have talt, og ſom ſædvanligviis tillægges Kong Sverre. Magnus ſynes derfor ogſaa at have taget Sagen fra Grunden af. Da han, uagtet han for Reſten nærede ikke ringere Begreber om Kongedømmets guddommelige Beſkikkelſe, Højhed og Magtfuldkommenhed end hans Fader og Kong Sverre, endnu erkjendte Folkets ældgamle Ret til at have den afgjørende Stemme i Lovgivningsſager, eller ligefrem at udøve den lovgivende Myndighed, indrettede han Sagen paa den Maade, at han førſt fik ſig af Folket ſelv uindſkrænket Fuldmagt overdragen til at gjøre de Forandringer ved Lovgivningen, ſom han fandt pasſende. Ja det ſynes endog, ſom om han magede det ſaaledes, at Anmodningen om at foretage en fuldſtændig Lovreviſion udgik fra Folket ſelv. Det heder nemlig i Indledningen til den af ham tilſidſt udgivne Fælles-Lovbog: „I vide, at de ſkjønſomſte Mænd af Gulathingslagen

  1. Hvor Benævnelſen „Hákonarbók“ førſt findes brugt, er vanſkeligt at ſige: den ſynes at være traditionel.