Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/496

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
482
Magnus Haakonsſøn.


benævnte Gaarde ved Bryggen, Guldſkoen og Leppen, der endnu føre disſe Navne.

53. Kong Magnus’s Lovreform og hans Forhandlinger desangaaende med Erkebiſkop Jon.


Saa ſnart Kong Magnus havde faaet frie Hænder for Krigen med Skotland, rettede han ſine fornemſte og ivrigſte Beſtræbelſer paa en fuldſtændig Reform af Landets Love. Vi have ſeet, hvorledes Trangen dertil allerede gjorde ſig gjeldende, ſaavel rinder; Kong Haakon Sverresſøn, ſom under Kong Haakon Haakonsſøn, og navnlig, hvilke betydelige partielle Forbedringer; denne bragte til Veje; men nogen almindelig, gjennemgribende Forandring opnaaede Haakon dog ikke at bringe i Stand; og navnlig ſtod det endnu tilbage, ved Siden af de enkelte Reformer at tilvejebringe en fuldkommen Eenhed i Lovgivningen for Landets enkelte Dele. Om der end ikke er os opbevaret noget Exempel paa de Misligheder, ſom det førte med ſig, at hvert af de tre gamle Lagſokn eller Lovforeninger havde ſin ſærſkilte, fra de øvrige i mange Enkeltheder afvigende, Lovgivning, ſaa behøver man dog kun at vide, at dette var Tilfældet, for at indſee hvor mange Ulemper det maatte afſtedkomme. Man kan derfor ikke betvivle, at allerede Haakon, ſom vi ovenfor have ytret, var betænkt paa at faa de tre forſkjellige Lovgivninger ſammenſmeltede til een, og det ſluttes aller bedſt deraf, at Kong Magnus ſaa hurtigt bragte dette vigtige Arbejde i Stand, ſom det her i det følgende vil ſees; thi det ſynes neppe muligt, at det havde kunnet udføres i ſaa faa Aar, medmindre det allerede for en ſtor Deel var forberedt under Kong Haakon. Der maa ſaaledes upaatvivleligt fra hans Dage trave ligget Udkaſt til en nu Fælleslovgivning for det hele Land, om ikke fuldt udarbejdede, ſaa dog for en Deel og forſøgsviis affattede, øm det end ikke lukkedes ham at faa dem vedtagne, eller vel rettere Arbejdet ſelv ikke var nok fremſkredet, til at dette kunde ſkee. Man kan ogſaa paa det nærmeſte ſlutte noget ſaadant af den Lovbog, ſom Kong Magnus allerede i Aaret 1265 ſendte ud til Island, for der at faa den vedtagen, og om hvilken vi i det følgende komme til at tale nærmere. Denne Lovbog, hvilken vi rigtignok ikke have i dens førſte Skikkelſe, men kun ſaaledes ſom den ſaa ud efter at være bleven forøget med en Deel Tilſætninger, fornemmelig i Aaret 1273, viſer ſig nemlig, disſe Tilſætninger fraregnede, at være en Sammenſmeltning af Froſtathingslagen og Gulathingslagen, forøget med de ældre Retterbøder, hvilke, ſom i det foregaaende er paaviiſt, enten ere at henføre til Kong Haakon Sverres-