Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/495

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
481
1264—1270. Anſeede Mænd i Landet.


linger, og man erfarer tillige, at Kong Magnus maa have holdt Fogeder eller Befuldmægtigede i Jylland, for ſtrax, eller endog foreløbigt, at tage de Dronning Ingeborg tilkommende Godſer i Beſiddelſe. Der haves nemlig endnu et Brev fra Aamunde Haraldsſøn og Nikolas til Broder Peter, Franciſcanermunk i Horſens, og den norſke Konges Advocater (Fogeder) i Nørrejylland, hvori de melde dem, at da der ved det ſluttede Skifte var tilfaldet Jomfruerne Jutha og Agnes visſe Gaarde, ſom enkeltviis opregnes, ſkulde de frit og ufortøvet oplade dem til ſamme Jomfruers Fuldmægtig, og ikke paa nogen Maade befatte ſig dermed[1]. Vi erfare alligevel af de følgende Begivenheder, at det desuagtet ikke lykkedes Magnus at faa Godſerne i ſin Beſiddelſe. — Lodin Lepp, der allerede havde været baade i Spanien og i Tunis, ſendtes ligeledes af Magnus til forſkjellige Lande, endog til Ægypten, eller, ſom det i den Tid kaldtes, Babylonien[2]. Saavel Lodin Lepp ſom Hallvard Guldſko ſynes at have hørt hjemme i Bergen, i det mindſte ejede de de efter dem

  1. Se Huitfeld S.265, jfr. udateret Brev, aftrykt i Thorkelins Diplomatarium II. S. 1284, Dipl. Norv. III. No. 2. Dette ſidſte Brev er rigtignok henført til 1284, ſandſynligviis paa Grund deraf at Kong Erik i Mai Maaned dette Aar holdt et almindeligt Ting i Nyborg, hvorved der beſluttedes at det Jordegods, der tilhørte Erik Valdemarsſøns Døtre, ſkulde udleveres dem. Men naar man gjennemlæſer Brevet, faar man det beſtemte Indtryk af, at det er ſkrevet umiddelbart efter Skiftets Slutning 1263; man kan umuligt forſlaa det anderledes, end at de norſke Fogeder i Norrejylland foreløbigt havde ſat ſig i Beſiddelſe af det udeelte Gods, eller en Part deraf, men nu ved dette Brev underrettedes om, hvad der var blevet de ugifte Syſtres Part, m. m.; endelig er det ej alene udſtedt af Aamunde Haraldsſøn og Nikolas, de ſamme Befuldmægtigede, ſom ſluttede Overeenskomſten i Lund, men det beder og at de, da de ej ſelv havde Segl ved Haanden, benyttede Karl Ingeborgsſøns og Benedict Klerks, det vil ſige de ſvenſke Befuldmægtigedes, Segl. Nu er det dog næſten utænkeligt, at ej alene de norſke Udſendinger, men ogſaa de ſvenſke, der underhandlede i 1263, atter ſkulde kunne være ſamlede i 1284, ſaaledes at de ſidſte kunde laane de førſte deres Segl. Her kan der altſaa kun være Tale om 1263, hvilket ogſaa pasſer bedſt med Forholdene. For Reſten kalder Huitfelds de ſvenſke Underhandlere Karl, Ingemar og Benedict Klerk, hvilket upaatvivleligt er en Læſefejl i Stedet for „Karl Ingeborgsſøn og Benedict Klerk“; Nikolas’s Navn giver han den vendiſke Form Niclot. I Brevet ſtaar der kun N.
  2. Dette angives udtrykkeligt i Arne Biſkops Saga, Cap. 25. „Lodin Lepp“ heder det her ved 1280, „havde været nogle Gange i Kong Magnus’s Sendelſer til forſkjellige Lande, ſaaledes og ud til Babylonien, og var derved bleven meget navnkundig“. Her maa der ſaaledes ganſke viſt ſigtes til Rejſer, han foretog under Kong Magnus’s Regjering, efter at han havde været i Tunis, og hans Sendelſe til Babylonien maa have været en anden, end den til Tunis 1262, thi da var det Kong Haakon, ſom ſendte ham.