barn af Enkedronning Margrete, en nær Frænde af Kongen selv. Hans Ættegaard, Thornberg, laa paa Ringerike, og han selv var, idetmindste senere, forlenet med Borgarsyssel, ligesom tidligere Arnbjørn Jonssøn, med hvilken Forlening der fremdeles synes at have fulgt et Slags
Overopsigt med eller Statholderskab over hele Østlandet[1]. Erling Alfssøns Søn var den berømte Alf Erlingssøn, der endog naaede Jarleværdigheden, som det i det følgende skal omtales.
Næst Erling Alfssøn maa Agmund Krøkedans nævnes, men han synes ikke længe at have overlevet det sidste Tog til Skotland; han efterlod en Søn, Hallkell Agmundssøn, ligeledes kaldet Krøkedans, om hvilken der i det følgende vil blive Tale; derhos nævnes en yngre Agmund Krøkedans, ogsaa simpelt hen kaldet „Agmund Dans“, eller „Agmund unge Dans“, om hvem det ikke er sikkert, hvor vidt han var Søn af Agmund den ældre eller af Hallkell[2]. Det er allerede i det Foregaaende omtalt, at denne Æt sandsynligviis havde hjemme i eller ved Byen Skida (Skien), siden en Gaard der har Navnet „Dansen“. Den hørte ellers øjensynligt til de Ætter, der paa denne Tid nøde størst Anseelse i Landet, uden at man deraf tør slutte, at den var en af de gamle Lendermands-Ætter.
I Sogn var fremdeles Brynjulf Jonssøn paa Hval den mægtigste Mand, ligesom han og var en af de fornemste og mest formaaende i hele Landet. Han levede endnu i 1277, og efterlod en Søn, Jon Brynjulfssøn, der, ligesom han, var Lendermand og tog virksom Deel i de følgende Begivenheder. Det synes som om Ætten vedligeholdt sig temmelig længe paa de Kanter[3]. Før Brynjulfs Faders, Jon Staals Tid, synes den hel at have hørt til de fornemmere og mere formaaende, men dog ikke at have naaet saadant Vælde, som den siden fik. Ligesom Brynjulf Jonssøn havde mest at sige i Sogn, synes Lendermanden Eiliv af Naustdal, der allerede i det foregaaende er omtalt, at have været den mest formaaende i Fjordene. Man kan være overbeviist om, at de begge tillige vare Sysselmænd, hver i sit District, ligesom i sin Tid Peter i Giske, og vistnok ogsaa hans Søn Nikolas, paa Søndmøre, eller en Deel deraf.
- ↑ I Annalerne omtales Erling ved 1245 som Befalingsmand over Borgesyssel; i Kong Magnus’s Brev af 22 Sept. 1277 (N. gl. L. II. 483) nævnes han først, som „Kongens Frænde“, blandt Høvdingerne paa Østlandet.
- ↑ Se Annalerne, ved 302.
- ↑ Der siges vel ikke udtrykkeligt, at Jon Brynjulfssøn var Brynjulf Jonssøns Søn men efter det herskende Opkaldelsessystem kan man ikke tvivle derom. I 1355 omtales en Hr. Jon Brynjulfssøn, der havde Besiddelser i Dalsfjorden i Søndfjord, og som upaatvivlelig maa have været en Sønnesøn af Jon Brynjulfssøn den ældre. Dipl. Norv. I. No. 345.
