Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/491

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
477
1264—1270. Anſeede Mænd i Landet


barn af Enkedronning Margrete, en nær Frænde af Kongen ſelv. Hans Ættegaard, Thornberg, laa paa Ringerike, og han ſelv var, idetmindſte ſenere, forlenet med Borgarſysſel, ligeſom tidligere Arnbjørn Jonsſøn, med hvilken Forlening der fremdeles ſynes at have fulgt et Slags Overopſigt med eller Statholderſkab over hele Øſtlandet[1]. Erling Alfsſøns Søn var den berømte Alf Erlingsſøn, der endog naaede Jarleværdigheden, ſom det i det følgende ſkal omtales.

Næſt Erling Alfsſøn maa Agmund Krøkedans nævnes, men han ſynes ikke længe at have overlevet det ſidſte Tog til Skotland; han efterlod en Søn, Hallkell Agmundsſøn, ligeledes kaldet Krøkedans, om hvilken der i det følgende vil blive Tale; derhos nævnes en yngre Agmund Krøkedans, ogſaa ſimpelt hen kaldet „Agmund Dans“, eller „Agmund unge Dans“, om hvem det ikke er ſikkert, hvor vidt han var Søn af Agmund den ældre eller af Hallkell[2]. Det er allerede i det Foregaaende omtalt, at denne Æt ſandſynligviis havde hjemme i eller ved Byen Skida (Skien), ſiden en Gaard der har Navnet „Danſen“. Den hørte ellers øjenſynligt til de Ætter, der paa denne Tid nøde ſtørſt Anſeelſe i Landet, uden at man deraf tør ſlutte, at den var en af de gamle Lendermands-Ætter.

I Sogn var fremdeles Brynjulf Jonsſøn paa Hval den mægtigſte Mand, ligeſom han og var en af de fornemſte og meſt formaaende i hele Landet. Han levede endnu i 1277, og efterlod en Søn, Jon Brynjulfsſøn, der, ligeſom han, var Lendermand og tog virkſom Deel i de følgende Begivenheder. Det ſynes ſom om Ætten vedligeholdt ſig temmelig længe paa de Kanter[3]. Før Brynjulfs Faders, Jon Staals Tid, ſynes den hel at have hørt til de fornemmere og mere formaaende, men dog ikke at have naaet ſaadant Vælde, ſom den ſiden fik. Ligeſom Brynjulf Jonsſøn havde meſt at ſige i Sogn, ſynes Lendermanden Eiliv af Nauſtdal, der allerede i det foregaaende er omtalt, at have været den meſt formaaende i Fjordene. Man kan være overbeviiſt om, at de begge tillige vare Sysſelmænd, hver i ſit Diſtrict, ligeſom i ſin Tid Peter i Giſke, og viſtnok ogſaa hans Søn Nikolas, paa Søndmøre, eller en Deel deraf.

  1. I Annalerne omtales Erling ved 1245 ſom Befalingsmand over Borgeſysſel; i Kong Magnus’s Brev af 22 Sept. 1277 (N. gl. L. II. 483) nævnes han førſt, ſom „Kongens Frænde“, blandt Høvdingerne paa Øſtlandet.
  2. Se Annalerne, ved 302.
  3. Der ſiges vel ikke udtrykkeligt, at Jon Brynjulfsſøn var Brynjulf Jonsſøns Søn men efter det herſkende Opkaldelſesſyſtem kan man ikke tvivle derom. I 1355 omtales en Hr. Jon Brynjulfsſøn, der havde Beſiddelſer i Dalsfjorden i Søndfjord, og ſom upaatvivlelig maa have været en Sønneſøn af Jon Brynjulfsſøn den ældre. Dipl. Norv. I. No. 345.