Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/490

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
476
Magnus Haakonsſøn.


tilhørte, ſom det tidligere er viiſt, en ſøndhordlandſk Slægt, der havde hjemme i og ved Kvinnhered[1], og af hvilken hans Farfader, Gaut paa Ænes, er den førſte ſom nævnes. Ætten ſynes dog at have været en af de gamle Lendermands-Ætter i Landet, og begge Gaut den ældres Sønner, Jon og Munaan, toge, ſom de øvrige Ariſtokrater, Parti med Magnus Erlingsſøn. Jon og Munaan deeltoge begge i Nordnes-Slaget, efter hvilket Jon ej ſenere nævnes; Munaan nævnes ligeledes ikke efter Slaget i Norefjorden, hvoraf man maaſkee kan ſlutte, at de ere faldne i hine Slag, Jon i det førſte, Munaan i det andet; men det er ogſaa muligt, at de, ligeſom Nikolas Kuvung, have ſluttet Forlig med Sejrherren og afholdt ſig fra videre Deeltagelſe i Borgerkrigene og de øvrige offentlige Anliggender[2]. Jons ældſte Søn Arnbjørn var derimod, ſom vi have ſeet, en ivrig Baglerhøvding, indtil han ved Baglerpartiets Ophør 1218 ſvor Kong Haakon Troſkabseed og fra nu af var en af hans troeſte og paalideligſte Mænd, der endog en Tidlang var at betragte ſom en Art af Statholder i den nordlige Deel af Viken. Gaut, der foruden Ættegaarden Mel i Kvinnhered, efter hvilken han benævntes, ogſaa havde andre og ſtore Beſiddelſer i Søndhordland og Hardanger, ſom Hattaberg og Sæim nær ved Mel, Haugaland paa Framnes, Nesheim, m. m., efterlod tvende Sønner, af hvilke den ældſte, Finn Gautsſøn paa Mel, allerede havde naaet Lendermands-Værdigheden før Faderens Død, og, ſom vi have ſeet, i denne Egenſkab nævnes førſt blandt dem, der deeltoge i Toget i 1263, og ſiden ſom en af dem, der beſeglede Fredsſlutningen i Perth. Gaut havde ogſaa en yngre Søn, Gaut, kaldet Gaut unge, til Forſkjel fra Faderen, ligeledes Lendermand; ſamt Datteren Ulfhild. Ætten og dens Medlemmer vedblev endnu at blomſtre og nyde ſtor Anſeelſe indtil efter et Par Generationer, da den, ligeſom Arnunga-Ætten, uddøde paa Sverdſiden og ſammenſmeltede med andre Ætter[3].

Blandt de Lægmænd, der for øvrigt ſynes at have haft ſtørſt Anſeelſe og Magt i den tidligere Deel af Kong Magnus’s Regjering, maa vi førſt og fremſt nævne Erling Alfsſøn paa Thornberg, ſom allerede ovenfor i Forbigaaende er omtalt blandt Deeltagerne i Skotlands-Toget; han var nemlig, ſom Syſterſøn af Hertug Skule, og ſaaledes Syſkende-

  1. Se ovenfor III. S. 486.
  2. Munaan nævnes ogſaa i et Brev, udſtedt af Biſkop Paal i Bergen, om hvilket vi altſaa kun vide, at det er ældre end 1194, ſaaſom Paal døde i dette Aar; men Paal var Biſkop i det mindſte for 1170, og ſaaledes kan Brevet gjerne være meget ældre end Slaget i Norefjorden. Thorkelin, der meddeler det (Dipl. II. 11), henfører det løſeligt til 1190.
  3. Se „Bergens Kalvſkind“, Anm. S. 122 fgg.