tilhørte, som det tidligere er viist, en søndhordlandsk Slægt, der havde hjemme i og ved Kvinnhered[1], og af hvilken hans Farfader, Gaut paa Ænes, er den første som nævnes. Ætten synes dog at have været en af de gamle Lendermands-Ætter i Landet, og begge Gaut den ældres Sønner, Jon og Munaan, toge, som de øvrige Aristokrater, Parti med Magnus Erlingssøn. Jon og Munaan deeltoge begge i Nordnes-Slaget, efter hvilket Jon ej senere nævnes; Munaan nævnes ligeledes ikke efter Slaget i Norefjorden, hvoraf man maaskee kan slutte, at de ere faldne i hine Slag, Jon i det første, Munaan i det andet; men det er ogsaa muligt, at de, ligesom Nikolas Kuvung, have sluttet Forlig med Sejrherren og afholdt sig fra videre Deeltagelse i Borgerkrigene og de øvrige offentlige Anliggender[2]. Jons ældste Søn Arnbjørn var derimod, som vi have seet, en ivrig Baglerhøvding, indtil han ved Baglerpartiets Ophør 1218 svor Kong Haakon Troskabseed og fra nu af var en af hans troeste og paalideligste Mænd, der endog en Tidlang var at betragte som en Art af Statholder i den nordlige Deel af Viken. Gaut, der foruden Ættegaarden Mel i Kvinnhered, efter hvilken han benævntes, ogsaa havde andre og store Besiddelser i Søndhordland og Hardanger, som Hattaberg og Sæim nær ved Mel, Haugaland paa Framnes, Nesheim, m. m., efterlod tvende Sønner, af hvilke den ældste, Finn Gautssøn paa Mel, allerede havde naaet Lendermands-Værdigheden før Faderens Død, og, som vi have seet, i denne Egenskab nævnes først blandt dem, der deeltoge i Toget i 1263, og siden som en af dem, der beseglede Fredsslutningen i Perth. Gaut havde ogsaa en yngre Søn, Gaut, kaldet Gaut unge, til Forskjel fra Faderen, ligeledes Lendermand; samt Datteren Ulfhild. Ætten og dens Medlemmer vedblev endnu at blomstre og nyde stor Anseelse indtil efter et Par Generationer, da den, ligesom Arnunga-Ætten, uddøde paa Sverdsiden og sammensmeltede med andre Ætter[3].
Blandt de Lægmænd, der for øvrigt synes at have haft størst Anseelse og Magt i den tidligere Deel af Kong Magnus’s Regjering, maa vi først og fremst nævne Erling Alfssøn paa Thornberg, som allerede ovenfor i Forbigaaende er omtalt blandt Deeltagerne i Skotlands-Toget; han var nemlig, som Systersøn af Hertug Skule, og saaledes Syskende-
- ↑ Se ovenfor III. S. 486.
- ↑ Munaan nævnes ogsaa i et Brev, udstedt af Biskop Paal i Bergen, om hvilket vi altsaa kun vide, at det er ældre end 1194, saasom Paal døde i dette Aar; men Paal var Biskop i det mindste for 1170, og saaledes kan Brevet gjerne være meget ældre end Slaget i Norefjorden. Thorkelin, der meddeler det (Dipl. II. 11), henfører det løseligt til 1190.
- ↑ Se „Bergens Kalvskind“, Anm. S. 122 fgg.
