Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/489

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
475
1264—70. Anſeede Mænd. Giſke— og Bjarkø-Ætterne forenede.

kun havde en yngre Broder, Vidkunn, ſom i alle Fald ikke arvede Bjarkø, efterſom Bjarne fremdeles ſkrives deels „Bjarne af Bjarkø“, deels „Bjarne i Giſke“[1]. Ved ſit Giftermaal med Margrete blev Bjarne viſtnok Norges rigeſte Godsejer, ligeſom han allerede var en af dets højbyrdigſte Mænd; han ſpillede ogſaa iſær efter Kong Magnus’s Død en meget fremragende Rolle i Landets politiſke Begivenheder. Lendermand var han allerede i 1273, i det mindſte nævnes han da ſom ſaadan[2]. Hvorledes Linjen i de næſt paafølgende Generationer naaede endnu ſtørre Magt og Rigdom end forhen, men derpaa atter gjennem Kvindeled ſammenſmeltede med, eller forgrenede ſig over i andre Ætter, vil i det følgende blive viiſt.

Faa Aar efter Nikolas i Giſke, nemlig i Aaret 1270, døde ogſaa den anden af de Lendermænd, Kong Haakon ved ſin Udfart havde efterladt ſin Søn ſom paalidelige Raadgivere, nemlig Gaut Jonsſøn paa Mel. Da han nævnes ſom Lendermand allerede i 1217, altſaa 53 Aar forud, maa han ved ſin Død have været meget alderſtegen. Vi have lært ham kjende ſom en tro og hengiven Ven af Kong Haakon, men tillige ſom en Mand, hvilken i det mindſte Skule Jarls Parti beſkyldte for ikke altid at anvende ſin Indflydelſe til det bedſte, og navnlig for at ſtifte ondt mellem Kongen og Jarlen. Vi have tillige ſeet, hvorledes han var en ſtor Ven og Velynder af Sturlungerne, med Undtagelſe at Snorre ſelv og de øvrige, der ſluttede ſig til Skule, hvorfor ogſaa Snorre gjorde hiint oven omtalte Smædevers over ham, i hvilket han paa Grund af hans Eenøjethed ſammenlignede ham med Odin, og beſkyldte ham for, ſom denne, at ſætte Splid mellem Fyrſterne. Gaut

    udtrykkeligt i Fagrſkinna Cap. 215 (jvfr. ovenf. l. c.); det er ogſaa klart, at Erling i Bjarkø var Bjarnes Deſcendent, ſiden han kaldte ſin egen Søn Bjarne. Dog kan han ej ſelv have været en Søn af Bjarne Mardsſøn, da han ellers vilde have været for gammel til at deeltage i Toget 1263; Bjarnes og Ragnas Giftermaal maa nemlig ſættes til henved 1185. Men da der iblandt de fornemſte Lendermænd ved Toget 1263 førſt omtales en „Erling Ivarsſøn“, ſammen med Ragnvald Urka og Jon Drottning, (Cap. 318, 319) og ſiden, tilſammen med disſe „Erling i Bjarkø“ (Cap. 328) medens Erling Ivarsſøn forſvinder, bliver det ſaa godt ſom viſt, at Erling Ivarsſøn og Erling i Bjarkø er een og ſamme Mand; altſaa heed Erlings Fader Ivar, og var rimeligviis en Søn eller Svigerſøn af Bjarne. Maaſkee han, naar det kommer til Stykket, er Haalogalændingen Ivar Nev, der nævnes aller førſt ved 1198, i Forbindelſe med Bjarne Mardsſøn (Sv. Saga Cap. 154, jfr. ovenfor III. S. 327) og levede endnu i 1235, ja maaſkee i 1243.

  1. Formen Betereige i Dipl. Norv. III. 24 er kun en Læſefejl af Afſkriveren for Bercereye, thi man finder Bjarkey ogſaa ſkrevet Berkrey.
  2. Nemlig i Overeenskomſten til Bergen af 1 Aag. 1273, ſe nedf. S. 557.