Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/489

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
475
1264–70. Anseede Mænd. Giske– og Bjarkø-Ætterne forenede.

kun havde en yngre Broder, Vidkunn, som i alle Fald ikke arvede Bjarkø, eftersom Bjarne fremdeles skrives deels „Bjarne af Bjarkø“, deels „Bjarne i Giske“[1]. Ved sit Giftermaal med Margrete blev Bjarne vistnok Norges rigeste Godsejer, ligesom han allerede var en af dets højbyrdigste Mænd; han spillede ogsaa især efter Kong Magnus’s Død en meget fremragende Rolle i Landets politiske Begivenheder. Lendermand var han allerede i 1273, i det mindste nævnes han da som saadan[2]. Hvorledes Linjen i de næst paafølgende Generationer naaede endnu større Magt og Rigdom end forhen, men derpaa atter gjennem Kvindeled sammensmeltede med, eller forgrenede sig over i andre Ætter, vil i det følgende blive viist.

Faa Aar efter Nikolas i Giske, nemlig i Aaret 1270, døde ogsaa den anden af de Lendermænd, Kong Haakon ved sin Udfart havde efterladt sin Søn som paalidelige Raadgivere, nemlig Gaut Jonssøn paa Mel. Da han nævnes som Lendermand allerede i 1217, altsaa 53 Aar forud, maa han ved sin Død have været meget alderstegen. Vi have lært ham kjende som en tro og hengiven Ven af Kong Haakon, men tillige som en Mand, hvilken i det mindste Skule Jarls Parti beskyldte for ikke altid at anvende sin Indflydelse til det bedste, og navnlig for at stifte ondt mellem Kongen og Jarlen. Vi have tillige seet, hvorledes han var en stor Ven og Velynder af Sturlungerne, med Undtagelse at Snorre selv og de øvrige, der sluttede sig til Skule, hvorfor ogsaa Snorre gjorde hiint oven omtalte Smædevers over ham, i hvilket han paa Grund af hans Eenøjethed sammenlignede ham med Odin, og beskyldte ham for, som denne, at sætte Splid mellem Fyrsterne. Gaut

    udtrykkeligt i Fagrskinna Cap. 215 (jvfr. ovenf. l. c.); det er ogsaa klart, at Erling i Bjarkø var Bjarnes Descendent, siden han kaldte sin egen Søn Bjarne. Dog kan han ej selv have været en Søn af Bjarne Mardssøn, da han ellers vilde have været for gammel til at deeltage i Toget 1263; Bjarnes og Ragnas Giftermaal maa nemlig sættes til henved 1185. Men da der iblandt de fornemste Lendermænd ved Toget 1263 først omtales en „Erling Ivarssøn“, sammen med Ragnvald Urka og Jon Drottning, (Cap. 318, 319) og siden, tilsammen med disse „Erling i Bjarkø“ (Cap. 328) medens Erling Ivarssøn forsvinder, bliver det saa godt som vist, at Erling Ivarssøn og Erling i Bjarkø er een og samme Mand; altsaa heed Erlings Fader Ivar, og var rimeligviis en Søn eller Svigersøn af Bjarne. Maaskee han, naar det kommer til Stykket, er Haalogalændingen Ivar Nev, der nævnes aller først ved 1198, i Forbindelse med Bjarne Mardssøn (Sv. Saga Cap. 154, jfr. ovenfor III. S. 327) og levede endnu i 1235, ja maaskee i 1243.

  1. Formen Betereige i Dipl. Norv. III. 24 er kun en Læsefejl af Afskriveren for Bercereye, thi man finder Bjarkey ogsaa skrevet Berkrey.
  2. Nemlig i Overeenskomsten til Bergen af 1 Aag. 1273, se nedf. S. 557.