Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/487

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
473
1264—1270. Anſeede Mænd i Norge.


lige Magt og Anſeelſe naaede den paa Olaf den helliges Tid, ved Brødrene Kalf, Finn, Thorberg og Arne; den var beſvogret ſaavel med Sole-Ætten ſom med Thjøtta-Ætten og ſenere med Konge-Ætten ſelv, ſamt med Jarle-Ætten paa Orknøerne, ja i Tidens Løb var der neppe en eneſte højbyrdig norſk Ætt, der ej kunde udlede ſin Herkomſt fra den: vi have ovenfor viiſt, hvorledes alle de mægtige norſke Ætter ved Midten af det 12te Aarhundrede vare indbyrdes beſvogrede[1]. Men uagtet flere af dem maaſkee overgik Arnunga-Ætten i Rigdom og politiſk Indflydelſe, var der neppe nogen, ſom kunde maale ſig med den i Ælde og virkelige Højbyrdighed. Omſtændighederne føjede det ſaaledes, at kun Thorberg Arnesſøns Linje vedvarede, Mand efter Mand, til det Tidspunkt, hvortil vi her ere komne. Kalf Arnesſøn efterlod, ſaa vidt vides, ingen Efterkommere; Finn havde kun Døtre, af hvilke den ene, Ingebjørg, blev Stammoder ſaavel til de ſenere orknøiſke Jarler, ſom til den Linje af det ſkotſke Kongehuus, der kaldtes den macwilliamſke eller egremontſke. Arne Arnesſøns ſidſte mandlige Ætling var den ovenfor omtalte Vidkunn Erlingsſøn i Bjarkø, der i Aaret 1183 dræbtes af Baard Guthormsſøn og Ivar Silke; hans Syſter Ragna, oprindelig maaſkee beſtemt for Kong Magnus Erlingsſøn ſelv, blev, ſom det ligeledes er omtalt, gift med den lovkyndige Bjarne Mardsſøn, ſenere Lagmand paa Haalogaland[2]. Bjarkø, Thore Hunds gamle Ættegaard, havde denne Green af Arnunga-Ætten erhvervet ved Jon Arnesſøns Giftermaal med Thores Sønnedatter Rannveig, og ſiden den Tid kaldtes den Bjarkø-Ætten, eller Bjarkøingernes Ætt. Derimod kaldtes den anden Linje, Thorbergs, Giſke-Ætten efter dennes Hovedgaard Giſke paa Søndmøre. Thorbergs Ætlinger ſynes i det hele taget at have været rolige og loyale Mænd, der med Maadehold benyttede ſig af deres Magt, og derved tilſyneladende kom til at ſpille en mindre fremragende Rolle end de ikke nær ſaa højbyrdige Blindheims- og Reins-Mænd. De ſynes i det hele taget ikke at have blandet ſig mere i de politiſke Storme, ſom i Slutningen af det 12e og Begyndelſen af det 13de Aarhundrede ryſtede Norge, end netop nødvendigt; de ſynes mere at have været nødſagede dertil formedelſt deres fremragende Stilling, end at have fulgt deres Tilbøjelighed forſtaar ſig af ſig ſelv, at Ætten, den ypperſte af alle ariſtokratiſke Ætter i Norge, under Kampen mellem Magnus Erlingsſøn og Sverre ſluttede ſig til den førſte: ſaaledes finde vi Nikolas Paalsſøn Kuvung af Giſke, Ættens daværende Hoved, ſom den eneſte af Magnus’s daværende Tilhængere, hvilken Kong Sverre

  1. Dette ſees aller bedſt ved Sammenligning af Slægttavlerne i de foregaaende Bind.
  2. Se ovenfor III. S. 151, 152.