Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/486

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
472
Magnus Haakonsſøn.


gende Sommer havde Magnus en Sammenkomſt med Byrge Jarl, hvorom mere nedenfor. Aaret efter Fredsſlutningen (1267) tog Dronning Margrete ſit ſtadige Ophold i Reins Kloſter, hvor hun forblev til ſin Død 1270[1].

Allerede del ſamme Aar, Kong Haakon døde, ſtrax efter hans Udfart, var Lodin Lepp kommen tilbage fra ſit Geſandtſkab i Tunis, hvor han og hans Følge havde tilbragt hele Vintren. De ledſagedes af Geſandter fra Sultanen, Abu Abdalla Mohammed Moſtanſir Billah, der medbragte Gjenforæringer fra deres Herre. Det var ſandſynligviis førſte, og rimeligviis ogſaa ſidſte Gang, at Norge ſaa Geſandter fra en ſaraceniſk Fyrſte ved ſit Hof, og denne Begivenhed maa da viſtnok have gjort lige ſaa megen Opſigt, ſom en lignende nu omſtunder vilde vække. Da denne Sultan af Tunis herſkede ej alene over en ſtor Deel af Nord-Afrika, men ogſaa anerkjendtes ſom Overherre i Granada, Malaga og Sevilla, er det ikke uſandſynligt, at Geſandtſkabet ej udelukkende har haft til Henſigt at gjengjelde Høfligheder, men ogſaa, under den nys udbrudte Fejde mellem Kong Alfonſo af Caſtilien og Saracenerne i Spanien, der underſtøttedes af ſine Troesfæller i Afrika, at faa det Forbund opløſt, ſom tidligere var ſtiftet mellem Kong Haakon og Kong Alfonſo. Hertil kunde Kongedatteren Chriſtinas i Aaret 1262 indtrufne Død frembyde en god Anledning, iſær hvis de ſpanſke Hiſtorieſkriveres Udſagn er rigtigt, at Chriſtina levede ulykkeligt i Spanien, og døde af Sorg.[2] I alle Fald var det vel de i 1263 tilbagevendende Geſandter, der bragte Efterretningen om hendes Død. Men da Kong Haakon imidlertid var dragen bort, havde han vel lige ſaa lidet den Sorg at erfare denne, ſom den Glæde at ſee det fjerneſte Sydens Udſendinger ved ſit Hof. Hans Død afbrød denne, ſom andre lignende Forbindelſer.

Høſten 1265, kort efter at den gamle Giſke-Gaard afbrændte, ſom det nys er omtalt, afgik ogſaa Godſets Herre, Nikolas Paalsſøn ſelv, ved Døden. Med ham uddøde i lige nedſtigende Linje paa Sverdſiden den ældgamle Giſke-Ætt, hvis Medlemmer, lige fra Arne Arnmodsſøn af, vi i det foregaaende have haft Anledning til, ſaa godt ſom een for een at omtale, da de alle, mere eller mindre, men dog altid formedelſt deres Magt og Anſeelſe i en ikke ringe Grad, grebe ind i de offentlige Begivenheder. Vi have ſeet, hvorledes Slægten udledede ſin Herkomſt lige fra den fabelagtige Finnvid, der ſkulde have været funden i et Ørnerede, hvorfor den ogſaa kaldtes Arnunge- eller Ørneunge-Ætten[3]. Sin egent-

  1. Annalerne, ved 1267 og 1270. At Margrete allerede ſkulde være død 1267, grunder ſig kun paa en urigtig Læſemaade.
  2. Se Ferreras Synopsis VI. S. 261, 262.
  3. Se ovenfor I. 2. S. 659, 660.