gende Sommer havde Magnus en Sammenkomst med Byrge Jarl, hvorom mere nedenfor. Aaret efter Fredsslutningen (1267) tog Dronning Margrete sit stadige Ophold i Reins Kloster, hvor hun forblev til sin Død 1270[1].
Allerede del samme Aar, Kong Haakon døde, strax efter hans Udfart, var Lodin Lepp kommen tilbage fra sit Gesandtskab i Tunis, hvor han og hans Følge havde tilbragt hele Vintren. De ledsagedes af Gesandter fra Sultanen, Abu Abdalla Mohammed Mostansir Billah, der medbragte Gjenforæringer fra deres Herre. Det var sandsynligviis første, og rimeligviis ogsaa sidste Gang, at Norge saa Gesandter fra en saracenisk Fyrste ved sit Hof, og denne Begivenhed maa da vistnok have gjort lige saa megen Opsigt, som en lignende nu omstunder vilde vække. Da denne Sultan af Tunis herskede ej alene over en stor Deel af Nord-Afrika, men ogsaa anerkjendtes som Overherre i Granada, Malaga og Sevilla, er det ikke usandsynligt, at Gesandtskabet ej udelukkende har haft til Hensigt at gjengjelde Høfligheder, men ogsaa, under den nys udbrudte Fejde mellem Kong Alfonso af Castilien og Saracenerne i Spanien, der understøttedes af sine Troesfæller i Afrika, at faa det Forbund opløst, som tidligere var stiftet mellem Kong Haakon og Kong Alfonso. Hertil kunde Kongedatteren Christinas i Aaret 1262 indtrufne Død frembyde en god Anledning, især hvis de spanske Historieskriveres Udsagn er rigtigt, at Christina levede ulykkeligt i Spanien, og døde af Sorg.[2] I alle Fald var det vel de i 1263 tilbagevendende Gesandter, der bragte Efterretningen om hendes Død. Men da Kong Haakon imidlertid var dragen bort, havde han vel lige saa lidet den Sorg at erfare denne, som den Glæde at see det fjerneste Sydens Udsendinger ved sit Hof. Hans Død afbrød denne, som andre lignende Forbindelser.
Høsten 1265, kort efter at den gamle Giske-Gaard afbrændte, som det nys er omtalt, afgik ogsaa Godsets Herre, Nikolas Paalssøn selv, ved Døden. Med ham uddøde i lige nedstigende Linje paa Sverdsiden den ældgamle Giske-Ætt, hvis Medlemmer, lige fra Arne Arnmodssøn af, vi i det foregaaende have haft Anledning til, saa godt som een for een at omtale, da de alle, mere eller mindre, men dog altid formedelst deres Magt og Anseelse i en ikke ringe Grad, grebe ind i de offentlige Begivenheder. Vi have seet, hvorledes Slægten udledede sin Herkomst lige fra den fabelagtige Finnvid, der skulde have været funden i et Ørnerede, hvorfor den ogsaa kaldtes Arnunge- eller Ørneunge-Ætten[3]. Sin egent-
