Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/484

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
470
Magnus Haakonsſøn.


fra Danmark, og ſiden med ſaadan Varme talt Magnus’s Sag, da Kong Haakon havde Betænkeligheder ved at lade ham krone, maa have ſtaaet paa den venſkabeligſte Fod med Kong Magnus, og hans Valg til Erkebiſkop kan derfor ikke andet end have været ham ſaare behageligt. Haakon tiltraadte dog endnu ikke paa over et Aars Tid ſit nye Embede. Da han nemlig ſom allerede indviet Biſkop ikke nødvendigviis behøvede ſelv at hente Pallium, men kunde lade det afhente ved en anden, benyttede han ſig af denne Rettighed, og lod ſig det bringe ved Chorsbroderen Jon Raude, der rimeligviis i dette Erende afſendtes til Paven. Der omtales ikke, at Paven havde nogen videre Betænkelighed med Henſyn til Haakon, ſkjønt han havde været gift, eller i det mindſte havde en Søn, ſaaledes ſom det allerede i det foregaaende er omtalt, den ſenere ſaa anſeede Thore Haakonsſøn, eller, ſom han kaldtes, Biſkopsſøn. Alligevel er det nok muligt, at denne Omſtændighed bar været Skyld i at Jon ikke kom tilbage med Pallium førend 5te Januar 1267, hvilket nemlig tyder hen paa at den pavelige Bekræftelſe af Valget førſt ſeent er paafulgt. Palliet blev den paafølgende Skjerthorsdag, 4de April, med megen Højtidelighed iført Haakon i Nidaros af Biſkopperne Peter i Bergen og Thorgils af Stavanger, efter Pavens udtrykkelige Bemyndigelſe, i Overvær af Kong Magnus ſelv, Dronning Ingeborg, og to andre Biſkopper, Olaf fra Grønland, der allerede i flere Aar havde været borte fra ſit Biſkopsſæde, og Gaute, Biſkoppen paa Færøerne. Haakons Virkſomhed ſom Erkebiſkop blev dog kun kortvarig, thi han døde allerede 18de Auguſt ſamme Aar. De eneſte af hans Embedshandlinger, ſom kjendes, er at han indviede ſin Eftermand Andres, Biſkop i Oslo, ſaavel ſom Biſkop Brands Eftermand paa Hole Biſkopsſtol, Jørund, hvorom mere nedenfor, og at han, to Dage for ſin Død, og man ſkulde ſaaledes formode paa ſin Sotteſeng, ſkjenkede St. Andreæ Kirke paa Haug, Verdalens gamle Folkeskirke, til Chorsbrødrenes fælles Bordhold, paa Grund af Præbendernes Knaphed. Til hans Eftermand valgtes (28de October) den før omtalte Chorsbroder Jon Raude, der ſtrax drog til Rom, fik Pallium af Pave Clemens 1268, kom hjem ſamme Aar lidt før Juul, og holdt ſin førſte Mesſe i Nidaros Chriſtkirke paa Juledag[1]. I Jon fik den norſke Kirke et Overhoved, der baade beſad Vilje og Evne til at træde i Eyſteins og Eriks Fodſpor, og fuldføre den Kappeſtrid mellem Kongedømmet og og Kirkens Højhed, der var ſtillet i Bero ſiden Kong Haakon Sverresſøns Tid, men ingenlunde udkæmpet.

  1. Annalerne, ved de anførte Aar.