Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/482

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
468
Magnus Haakonsſøn.


noget fordægtigt eller mindre behageligt ved ham, ſiden den ærlige, veltænkende Kong Haakon aldrig ret kunde lide ham, ſaa ſtor Umag ſom Kong Magnus end gjorde ſig for at faa det godt imellem dem. I mange, ja de fleſte Stykker gjorde Kong Haakon ham viſtnok Uret, thi med Henſyn til Kongen lader det virkelig til at Einar har meent det nok ſaa vel; men der ſynes dog at maatte have været noget i hans Forhold, ſom altid har vakt Kongens Uvilje og holdt hans Mistanke vedlige. Med ſit eget Capitel ſtod Einar heller ikke paa nogen gød Fod. Uagtet Pave Alexander formeligt havde ſtadfæſtet hans Formand Erkebiſkop Sørles Fundation af fælles Bordhold for Chorsbrødrene, og hans Gave dertil af Gaard og Grund ſamt Biſkopstienden af Korskirken, Olafskirken og Clemenskirken i Byen tilligemed Steins Kirke paa Bynesſet, og denne Stadfæſtelſe var udſtedt medens Einar ſelv opholdt ſig ved Paveſtolen for at modtage Pallium, altſaa i det mindſte med hans Vidende, maaſkee endog efter hans Anmodning, ſaa fratog han dem dog ſiden ej alene hine Tiender, men endogſaa Gaarden „med Foragt for den retlige Orden, deels ved Liſt, deels med Magt“, ſom hans Eftermand udtrykte ſig[1]. Det kan gjerne have været, at Chorsbrødrene vare blevne vel myndige, og ſaaledes trængte til at holdes noget i Tømme, men det ſynes dog uforſvarligt at bruge ſaadan Fremgangsmaade, ſom den, Einar her anvendte. Den var vel tildeels en Frugt af hans Studium ved Univerſitetet i Paris, der nu ſøgtes temmelig hyppigt af de Nordmænd, ſom ønſkede at arbejde ſig op til de højere kirkelige Værdigheder, og hvor de fornemmelig ſynes at have lagt ſig efter Studiet af den canoniſke Ret. Kong Magnus tabte i Einar en faderlig og ham hengiven Ven, hvis Død han ſikkert inderligen beklagede.

Da Chorsbrødrene ſkulde ſkride til Valg paa hans Eftermand, valgte de ingen af ſin egen Midte, maaſkee fordi ingen af dem ønſkede at ſee ſin Ligemand ophøjet til ſin Overmand, men udſaa derimod til Metropolitan Byrge, Abbed i Tuterø Kloſter. Som den, der allerede indehavde en egen høj kirkelig Verdighed, kunde han ikke egentlig vælges, men kun udbedes eller poſtuleres, og hertil kom nu ogſaa de ſæregne Mangler, at han var Preſteſøn og Kloſtermand. For disſe Mangler maatte han ſaaledes ſøge Pavens Dispenſation. Dog ſkulde han under enhver Omſtændighed drage til Rom for at modtage pavelig Bekræftelſe og Pallium. Imidlertid tiltog han ſig allerede før ſin Afrejſe fuld Ret til at forføje over Biſkopsgodſet, idet han bekræftede Sørles Fundation, ſom Einar havde ophævet; det var ved denne Lejlighed, at han ſkildrede Einars Ferd ſom ulovlig, og Gaven fravendt Chorsbrødrene ved Liſt og

  1. Dipl. Norv. III. 8.