noget fordægtigt eller mindre behageligt ved ham, siden den ærlige, veltænkende Kong Haakon aldrig ret kunde lide ham, saa stor Umag som Kong Magnus end gjorde sig for at faa det godt imellem dem. I mange, ja de fleste Stykker gjorde Kong Haakon ham vistnok Uret, thi med Hensyn til Kongen lader det virkelig til at Einar har meent det nok saa vel; men der synes dog at maatte have været noget i hans Forhold, som altid har vakt Kongens Uvilje og holdt hans Mistanke vedlige. Med sit eget Capitel stod Einar heller ikke paa nogen gød Fod. Uagtet Pave Alexander formeligt havde stadfæstet hans Formand Erkebiskop Sørles Fundation af fælles Bordhold for Chorsbrødrene, og hans Gave dertil af Gaard og Grund samt Biskopstienden af Korskirken, Olafskirken og Clemenskirken i Byen tilligemed Steins Kirke paa Bynesset, og denne Stadfæstelse var udstedt medens Einar selv opholdt sig ved Pavestolen for at modtage Pallium, altsaa i det mindste med hans Vidende, maaskee endog efter hans Anmodning, saa fratog han dem dog siden ej alene hine Tiender, men endogsaa Gaarden „med Foragt for den retlige Orden, deels ved List, deels med Magt“, som hans Eftermand udtrykte sig[1]. Det kan gjerne have været, at Chorsbrødrene vare blevne vel myndige, og saaledes trængte til at holdes noget i Tømme, men det synes dog uforsvarligt at bruge saadan Fremgangsmaade, som den, Einar her anvendte. Den var vel tildeels en Frugt af hans Studium ved Universitetet i Paris, der nu søgtes temmelig hyppigt af de Nordmænd, som ønskede at arbejde sig op til de højere kirkelige Værdigheder, og hvor de fornemmelig synes at have lagt sig efter Studiet af den canoniske Ret. Kong Magnus tabte i Einar en faderlig og ham hengiven Ven, hvis Død han sikkert inderligen beklagede.
Da Chorsbrødrene skulde skride til Valg paa hans Eftermand, valgte de ingen af sin egen Midte, maaskee fordi ingen af dem ønskede at see sin Ligemand ophøjet til sin Overmand, men udsaa derimod til Metropolitan Byrge, Abbed i Tuterø Kloster. Som den, der allerede indehavde en egen høj kirkelig Verdighed, kunde han ikke egentlig vælges, men kun udbedes eller postuleres, og hertil kom nu ogsaa de særegne Mangler, at han var Prestesøn og Klostermand. For disse Mangler maatte han saaledes søge Pavens Dispensation. Dog skulde han under enhver Omstændighed drage til Rom for at modtage pavelig Bekræftelse og Pallium. Imidlertid tiltog han sig allerede før sin Afrejse fuld Ret til at forføje over Biskopsgodset, idet han bekræftede Sørles Fundation, som Einar havde ophævet; det var ved denne Lejlighed, at han skildrede Einars Ferd som ulovlig, og Gaven fravendt Chorsbrødrene ved List og
- ↑ Dipl. Norv. III. 8.
