Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/481

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
467
1267. Forlig mellem Kongen og Magnus Orknø-Jarl


beſidde dette ſidſte Forlig af 1267, ſom det ældre af 1195, og ſaaledes ikke nøje kjende Betingelſerne. Men man ſeer kun af andre Omſtændigheder, at om Kong Magnus end havde givet Slip paa een Deel af Kronens Beſiddelſer i de Egne, nemlig Syderøerne m. m., ſaa ſøgte han at knytte den øvrige Deel, Orknøerne og Hjaltland, deſto faſtere til Kronen. Hjaltland blev fremdeles umiddelbart Kronland, og aldeles adſkilt fra Orknøerne i verdslig Henſeende. Paa Orknøerne ſelv tilkom det halve Sagefald, ſom vi have ſeet, Kongen; derforuden erfarer man, at han nu virkelig bævede Skat, hvilket ſynes at vært ſkeet paa den Maade, at hver Gaard anſattes til et viſt Skattebeløb, ſom Kongen lod opkræve ved ſin Sysſelmand, uden Jarlens Mellemkomſt. Hertil kom Landſkylden af de virkelige Krongodſer, der for ſtørſte Delen vare tilfaldne Kronen ved Inddragningen i 1195, efter Øyeſkeggernes Fejde. Paa Orknøerne herſkede ſaaledes nu et meget indviklet Afgifts-Syſtem. Der var Odelsgods, ſom kun betalte Skat til Kongen, og Tiende til Kirken; Krongods, der betalte Landſkyld til Kongen, Jarlegods, der betalte Landſkyld til Jarlen og Skat til Kongen, og endelig Kirkegods, der betalte Landſkyld enten til Biſkoppen, eller ringere gejſtlige Perſoner, eller til Kirkerne[1]. Dette indviklede Syſtem vedblev indtil ſildige Tider, og har forvoldt Orknøboerne megen Skade, da det bar givet Anledning til mangehaande Udſugelſer og Uretfærdigheder. Det ligger endog til Grund for Øernes nuværende Skattevæſen, og dets ſlemme Følger ſpores derfor endnu den Dag i Dag. Ogſaa Hjaltland rammedes ſenere deraf, i hvor vel Tilſtanden her i den Tid, det var Norge underkaſtet, maa have været bedre end paa Orknøerne[2].

51. Erkebiſkop Einars Død. Abbed Byrge valgt til hans Eftermand, men Valget casſeret. Haakon, og efter ham Jon Raude, Erkebiſkopper.


Endnu førend Kong Haakon, om Høſten 1263, døde Erkebiſkop Einar, efter at have beklædt Metropolitan-Værdigheden i aatte Aar. Efter alt, hvad vi have erfaret om hans Virkſomhed, ſynes lign at have været en dygtig og nidkjær Mand, men der maa dog ogſaa have været

  1. Dette kan bedſt ſees af de forſkjellige Skatte- eller Jordebøger (Rentals) for Orknøerne, der ſamlet ere udgivne af A. Peterkin, Edinburgh 1820, under Titelen Rentals of the ancient earldom and bishoprick of Orkney.
  2. Hvilke Misligheder Orknøerne og Hjaltland i ſenere Tider have været udſatte før med Henſyn til Afgiftsvæſenet, erfares af Mackenzies „The general grievances and oppressions of the isles of Orkney and Shetland“, Edinburgh 1750, og ſenere 1836.