tænker sig hans Stilling, og hvad Parti han end i den seneste Tid kan have taget, maatte han som Jarl af Orknø og Katanes paa een Gang være ilde faren. Det er ikke usandsynligt, at han i Tiden strax efter Kong Haakons Død, da Kong Alexanders Vaaben havde saadan Fremgang, i det mindste har ønsket at kunne følge de syderøiske Høvdingers Exempel, og forlige sig med Kong Alexander. Men om han end nok saa meget ønskede det, saa maatte det blive ham heel vanskeligt at finde Lejlighed dertil, da Orknøerne, som vi have seet, den hele Tid vare besatte med norske Tropper, og han selv saaledes, hvis han da var paa Orknø, befandt sig under et Slags Opsigt. Men merkeligt er det, at han aldeles ikke omtales ved Kong Haakons Tilbagetog og under hans paafølgende Ophold i Kirkevaag. Det synes dog, som om Jarlen, den fornemste Mand næst Kongen, ved en eller anden Lejlighed i denne Tid maatte være bleven nævnt, og at han i det mindste maatte have været tilstede ved Kongens Død. Men der tales kun om Biskoppen, ikke om Jarlen. Heraf maa man næsten slutte, at han havde forladt Kong Haakon, begivet sig til Kong Alexander, og forligt sig med ham, saavel som og, at det Tog, Kong Alexander siden lod foranstalte til Katanes, ved hvilken Lejlighed ogsaa Orknøerne truedes, var skeet efter Magnus Jarls eget Ønske baade for at tilbageerobre Katanes, der nu maatte ansees at have underkastet sig de Norske, og for siden, om muligt, at forjagede norske Tropper fra Øerne. Dette bestyrkes ogsaa deels deraf, at der blandt de skotske Archivsager senere forefandtes et Brev fra Norges Konge til Katnesingerne[1], der synes at maatte være skrevet strax efter Fredsslutningen, for at erklære dem løste fra de Forpligtelser, de under Krigen maaskee havde indgaaet til Norges Krone, deels, og fornemmelig, af den Omstændighed, at Magnus Jarl selv Aaret efter Fredsslutningen maatte indfinde sig i Bergen, og indgaa et Forlig med Kong Magnus, der ikke kan have været fordeelagtigt for Jarlen, eftersom dets Grundlag var det Forlig, der sluttedes i 1195 mellem Kong Sverre og Harald Jarl, hvortil der endnu kom flere særdeles Bestemmelser[2]. Skade, at vi lige saa lidet
- ↑ Se den oven nævnte Fortegnelse paa Documenter i Edinburghs Fehirdsle, Acts of Parl. of Scotl. I. S. 3.
- ↑ Hirdskraa, Cap. 15. Den anden Maade, heder det her, hvorpaa Norges Konge giver Mænd Jarlsnavn, er naar han indsætter dem til Jarler over sine Skatlande; først Orknøerne, paa de Vilkaar, der omtales i Sættarskraaen (Forligsdocumentet) mellem Kong Sverre og Harald Jarl Maddadhssøn, og de flere særskilte Bestemmelser som findes indførte i Forliget mellem Kong Magnus Haakonssøn og Magnus Jarl Gilbertssøn, da de forligte sig i Bergen Aar 1267, i Kong Magnus’s Riges 4de Aar. Om Forliget 1195 se ovenfor III. S. 290.
