Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/479

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


1266. Syderøerne og Man under ſkotſk Herredømme. Thingvolden, falder det dog af ſig ſelv, at alle ſlige Beſlutninger blive vedtagne, medens der viſtnok aldrig er Tale om at Thinget antager ſæregne Love for Man, der ikke førſt ere beſluttede af det britiſke Parlement. Thingets lovgivende Virkſomhed beſtaar altſaa fornemmelig i at ſamtykke eller bifalde; den er, om man vil, en Formalitet, men den er lige fuldt en ærværdig Levning fra Oldtiden og et beſtandigt Minde om Øens Selvſtændighed ſom eget Rige. Hver St. Hansdag drager Gouvernøren, ledſaget af militær Bedækning, fra Caſtletown med hele Thingperſonalet til St. Johns Capel, der ligger tæt ved Thingvold-Højen, bivaaner der Gudstjeneſten, og drager derpaa videre i Procesſion op paa Højen, hvor alle de i Aarets Løb antagne Love blive oplæſte paa Engelſk og Manſk. Derfra vender Procesſionen tilbage til Capeller, hvor Lovene undertegnes og beſegles[1].

Den gejſtlige Jurisdiction over Man og Syderøerne var fremdeles, ſom vi have ſeet, forbeholdt Nidaros Erkeſtol, og den vedblev endnu uforſtyrret i henved 80 Aar, eller til 1348, da Baandet blev opløſt, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal viſes.

Af Beſiddelſerne ved Skotlands Kyſter havde dog Norges Krone endnu de meſt værdifulde, Orknøerne og Hjaltland, tilbage, og beholdt dem fremdeles i to hundrede Aar, medens Baandet i denne Tid endog ſnarere knyttedes faſtere, end løsnedes. Forholdet var ogſaa der ganſke anderledes end paa Man og Syderøerne, thi Befolkningen var heel igjennem norſk og Sproget norſkt; at Jarle-Ætten ſelv var ſkotſk ſaavel ſom at flere Skotlændere efterhaanden havde nedſat ſig der, kunde under disſe Omſtændigheder ikke gjøre ſaa meget til Sagen, thi den herſkende Nationalitet var dog fremdeles den norſke, og der udkrævedes i alle Fald meget lang Tid til at denationaliſere den ovenfra, medens derimod paa Syderøerne den norſke Nationalitet kun ſpillede paa Overfladen, og Folkets inderſte Rod og Kjerne var gaeliſk. Det kan neppe betvivles, at Orknøernes Jarl, Magnus Gilbertsſøn, der under Begyndelſen af den ſidſte Krig, nødtvungen eller frivillig, havde ſat ſin Lenspligt under Norges Krone højere end ſit Vaſallforhold under Skotlands Konge ſom Jarl af Katanes, maa efter Fredens Afſlutning have befundet ſig i en meget vanſkelig Stilling. Højſt beſynderligt er det, at han ikke omtales i Fredstractaten. Hvorledes man end

  1. Se Neal, Ecclesological Notes; Worsaae, om de Danſke og Norſke i England Skotland og Irland, Cumming, „the isle of Man“. Thingvold-Højen ſelv beſkrives ſom kunſtigt opført af Jord fra alle 17 Sogne paa Øen: den beſtaar af fire Terrasſer, af hvilte den nederſte er 8, den anden ſer, den tredie fire og den øverſte ſex Fod bred, ſamt 3 Fod mellem hver Terrasſe: i Omkreds er Højen nederſt 240 Fod.