Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/478

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
464
Magnus Haakonsſøn.


førſte ikke at hjemſøge Man[1]. Denne Ø blev ſaaledes ikke indlemmet i det ſkotſke Rige, men alene den ſkotſke Konge perſonligt underkaſtet, ligeſom Island Norges Konge. Hvorledes Øen Man ſiden kom under Englands Konger og af dem bortforlenedes til engelſke Stormænd, ſeneſt af Huſet Stanley, hvis Hoveder bleve Jarler af Derby, hører ikke herhen at berette; men ſaa meget ville vi kun tilføje, at Man fremdeles gjennem alle Omvexlinger, lige til vore Dage, er vedbleven at danne en ſæregen Deel af den britiſke Krones Beſiddelſer, uden at høre enten til Skotland eller England. Den lyder ikke under det britiſke Parliament, men har ſin egen Jurisdiction og ældgamle lovgivende Forſamling, den ſaakaldte Tynwald- (egentlig Thinghold-) Forſamling, altſaa med andre Ord „Thing“, beſtaaende af Gouvernøren ſom Kongens Repræſentant; Raadet, nemlig Biſkoppen, Erkediaconen, Overdommerne m. m.; og de Kaaredes eller Kejſedes Huus (House of Keys, ogſaa kaldet Taxiaxi) ſammenſatte af 24 Medlemmer, der ſupplere hinanden indbyrdes, og beholde deres Hverv for Livstid. Thinget har vaade dømmende og lovgivende Myndighed, og kan ſammenkaldes af Kongen eller Gouvernøren i hans Navn til hvilken ſom helſt Tid. Vi gjenkjende i denne Sammenſætning ganſke den gamle norſke Thing-Organiſation, nemlig med Biſkoppen, de fornemſte Gejſtlige, Lendermændene, Sysſelmændene og Lagmændene ſom ſelvſkrevne Medlemmer, og Nævningsmændene, kun med den Forſkjel, at disſe nu udnævne hinanden indbyrdes, i Stedet for at de i Norge udnævntes af Lendermændene eller Sysſelmændene. Man har ſiden lempet denne Indretning efter den engelſke Parliamentsforfatning, ſaaledes at Raadet ſkulde ſvare til Overhuſet, de Kejſede til Underhuſet; og den Beſtemmelſe gjelder endog, at de Kejſede danne den førſte, Raadet den anden Inſtans i visſe Appelſager, ſaa og at Raadet kan forkaſte Lovforſlag, vedtagne af de Kejſede, og Kongen Lovforſlag vedtagne af begge Huſe. Men denne Tillempning ligger aabenbart ikke i Organiſationens egentlige Aand; ligeſom de gamle norſke Lagthing udøvede viſt ogſaa dette Thing ſin lovgivende Myndighed kun ved at antage eller forkaſte hele Love og Lovbeſtemmelſer, foreſlaaede af Kongen, ej ved ſelv at foreſlaa eller debattere. Og ſaadan er endnu i Virkeligheden dets Virkſomhed, thi uagtet ſtrengt taget ingen Beſlutning af det britiſke Parliament gjelder for Man, uden den førſt er vedtagen paa

  1. I den oven nævnte Fortegnelſe nævnes Brev fra Mans „Majores“ til Kong Alexander, og Obligation af Kong Alexander til Biſkoppen af Man „quod non iret super Manniam usque ad tempus“. Ligeledes ſees det, at Kong Magnus havde givet Kong Alexander ſin ſkriftlige Tilſtaaelſe quod tenebit terram Manniæ de rege Scotiæ. At Magnus døde Uden Arvinger, ſees bedſt deraf, at den manſke Krønike ilte omtaler nogen ſaadan.