første ikke at hjemsøge Man[1]. Denne Ø blev saaledes ikke indlemmet i det skotske Rige, men alene den skotske Konge personligt underkastet, ligesom Island Norges Konge. Hvorledes Øen Man siden kom under Englands Konger og af dem bortforlenedes til engelske Stormænd, senest af Huset Stanley, hvis Hoveder bleve Jarler af Derby, hører ikke herhen at berette; men saa meget ville vi kun tilføje, at Man fremdeles gjennem alle Omvexlinger, lige til vore Dage, er vedbleven at danne en særegen Deel af den britiske Krones Besiddelser, uden at høre enten til Skotland eller England. Den lyder ikke under det britiske Parliament, men har sin egen Jurisdiction og ældgamle lovgivende Forsamling, den saakaldte Tynwald- (egentlig Thinghold-) Forsamling, altsaa med andre Ord „Thing“, bestaaende af Gouvernøren som Kongens Repræsentant; Raadet, nemlig Biskoppen, Erkediaconen, Overdommerne m. m.; og de Kaaredes eller Kejsedes Huus (House of Keys, ogsaa kaldet Taxiaxi) sammensatte af 24 Medlemmer, der supplere hinanden indbyrdes, og beholde deres Hverv for Livstid. Thinget har vaade dømmende og lovgivende Myndighed, og kan sammenkaldes af Kongen eller Gouvernøren i hans Navn til hvilken som helst Tid. Vi gjenkjende i denne Sammensætning ganske den gamle norske Thing-Organisation, nemlig med Biskoppen, de fornemste Gejstlige, Lendermændene, Sysselmændene og Lagmændene som selvskrevne Medlemmer, og Nævningsmændene, kun med den Forskjel, at disse nu udnævne hinanden indbyrdes, i Stedet for at de i Norge udnævntes af Lendermændene eller Sysselmændene. Man har siden lempet denne Indretning efter den engelske Parliamentsforfatning, saaledes at Raadet skulde svare til Overhuset, de Kejsede til Underhuset; og den Bestemmelse gjelder endog, at de Kejsede danne den første, Raadet den anden Instans i visse Appelsager, saa og at Raadet kan forkaste Lovforslag, vedtagne af de Kejsede, og Kongen Lovforslag vedtagne af begge Huse. Men denne Tillempning ligger aabenbart ikke i Organisationens egentlige Aand; ligesom de gamle norske Lagthing udøvede vist ogsaa dette Thing sin lovgivende Myndighed kun ved at antage eller forkaste hele Love og Lovbestemmelser, foreslaaede af Kongen, ej ved selv at foreslaa eller debattere. Og saadan er endnu i Virkeligheden dets Virksomhed, thi uagtet strengt taget ingen Beslutning af det britiske Parliament gjelder for Man, uden den først er vedtagen paa
- ↑ I den oven nævnte Fortegnelse nævnes Brev fra Mans „Majores“ til Kong Alexander, og Obligation af Kong Alexander til Biskoppen af Man „quod non iret super Manniam usque ad tempus“. Ligeledes sees det, at Kong Magnus havde givet Kong Alexander sin skriftlige Tilstaaelse quod tenebit terram Manniæ de rege Scotiæ. At Magnus døde Uden Arvinger, sees bedst deraf, at den manske Krønike ilte omtaler nogen saadan.
