Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/477

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
463
1266. Syderøerne under ſkotſk Herredømme.


fald i Norge, ſelv hos dem, ſom ellers vare misfornøjede med Afſtaaelſen.

Man maa antage, at Kong Alexander nu formeligt lod ſig hylde i Syderøerne, eller i det mindſte fordrede Underſaats-Eed af de Høvdinger, ſom ikke hidtil havde underkaſtet ſig. Med flere ſynes det at have haft fine Vanſkeligheder, ſkjønt Fredstractaten tilſagde alle dem Amneſti, der tidligere ſagdes at have forbrudt ſig, og paabød Giſlernes Tilbagegivelſe, ſaa at ingen af Høvdingerne længer kunde have noget at frygte af Kong Magnus, om han endog havde været langt mindre blid og retfærdig end han var. Blandt de Gjenſtridige ſynes Angus Mac Donald af Ila at have været, thi han maatte udſtede en Forſkrivning, hvori han erklærede at have tabt ſine Arvelande, hvis han forbrød ſig mod Kongen af Skotland; ligeledes forbandt Baronerne i Argyll ſig til, under Tab af deres Arvelande, troligen at tjene Kongen mod Angus, og alle at rejſe ſig mod ham, hvis han ikke adlød Kongens Vilje[1]. Dog lader det ikke til, at han miſtede nogen af ſine Beſiddelſer; vi finde ham ogſaa ſenere nævnt blandt Skotlands Magnater[2]; hans Efterkommere naaede endog endnu ſtørre Magt, og fra ham ſtammer den nuværende, meget udbredte, ſkotſke Ætt Mac Donald. Hvor vidt Kong Duggall underkaſtede ſig, eller flyttede over til Norge, er uviſt; men hans Søn Erik Duggallsſøn forblev i det mindſte i norſk Tjeneſte og nævnes endnu blandt norſke Lendermænd efter Kong Magnus’s Død; det er derfor ikke uſandſynligt, at hans Fader ligeledes begav ſig til Norge eller Orknøerne. For Reſten levede Duggall kun to Aar efter Fredsſlutningen. Han døde allerede 1268[3]. Broderen Alan hyldede derimod den ſkotſke Konge, og nævnes ſenere blandt de ſkotſke Magnater[4].

Da Freden ſluttedes, var allerede Kong Magnus Olafsſøn i Man død (den 21de November 1265) uden Arvinger[5], og Kong Alexander modtog derfor, ſom det ſynes, Hyldingsbrev fra Øens Fornemſte, i hvis Spidſe nu rimeligviis Biſkoppen ſtod; Kong Alexander udſtedte igjen en Skrivelſe til Biſkoppen, hvori han forpligtede ſig til, for det

  1. Den oven nævnte Fortegnelſe paa Documenter i Edinburghs Fehirdſle, Acts of Parl. of Scotland, I. S. 2, 6.
  2. Han nævnes blandt Baroner, ſamlede ved Scone 1283.
  3. De isl. Annaler.
  4. Han nævnes ſom Alanus filius Roderici blandt Baronerne ſamlede ved Scene 1283, Acts of Parl. S. 82.
  5. Saaledes den manſke Krønike. De islandſke Annaler henføre hans Død til 1266, maaſkee fordi Efterretningen førſt i dette Aar kan være kommen til Island.