Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/476

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
462
Magnus Haakonsſøn.


ſtand meſtendeels maatte overlade dem til ſig ſelv; og disſe urolige Mænd foretrak da en Afhængighed i Navnet af en fjern Konge, for et virkeligt Lydigheds- og Underdanigheds-Forhold under en Konge i deres umiddelbare Nærhed, der baade havde Vilje og Magt til at gjøre et ſaadant Forhold gjeldende. Den norſke Konges Højhedsret over Øerne var dem ſaaledes et velkommen: Paaſkud at henſkyde ſig under mod enhver Fordring, ſom den ſkotſke Konge maatte ſtille til dem om Lydighed, eller i det mindſte om at holde Fred og Ro. Men da Kong Haakon ved allerede i 1230 at ſende en Flaade derhen, og ved ſiden at holde ſkarpt Øje med disſe Beſiddelſer viſte, at det var hans Mening at gjøre ſit Herredømme over dem til Virkelighed: fik Tingene et andet Udſeende, og da kunde de lige ſaa gjerne adlyde den ſkotſke Konge, der maaſkee vilde være mindre ſtreng imod dem, og det var derfor kun den Skræk, der ſtod af Kong Haakon formedelſt hans vældige Sømagt, der afholdt mange fra at bryde med ham. En anden Sag var det med dem, ſom af ſæregne Grunde og Partihenſyn fandt det bedſt at være ham troe. Men virkelig Hengivenhed for Norge eller Tilfredshed med Afhængigheds-Forholdet af dette Rige fandtes neppe hos nogen. Magnus handlede derfor aabenbart fornuftigt i at afhænde dem paa en ſaa hæderlig Maade, ſom det nu ſkede. Man har paaſtaaet, at Tabet af disſe Øer ſkulde have bragt Norges Sømagt, og følgelig Norges Magt og Anſeelſe overhoved, i Forfald, hvorfor da Kong Magnus ſkulde bære Skylden. Ingen Beſkyldning kan være uretfærdigere. For det førſte var der ikke ſkeet ſaa hyppige Søtog til Syderøerne under de ſidſte Konger, at Søvæſenet derved ſkulle kunne have faaet nyt Opſving, for det andet har Sømagtens virkelige Forfald i Norge, nogle Tiaar ſenere, ſin Grund i Forhold, der ikke ſtaa i mindſte Sammenhæng med de ſyderøiſke Anliggender. I Førſtningen var det egentlig heller ikke ſaa meget Norges Sømagt, der gik tilbage, ſom andre Staters og Magters Flaader, der bleve ſtørre og bedre end Norges, medens tillige Tidens Aand og den herſkende Brug, ſom vi allerede have viiſt, foretrak Landkrig for Søkrig. I dette Stykke havde Kong Magnus ſaaledes intet Anſvar paa ſig. Derimod kan man, ſom det allerede ovenfor er berørt, ikke negte, at den Betingelſe, der paa hans Tid anſaaes hæderlig og fordeelagtig, nemlig om den aarlige Tribut af Skotland, netop i Tidens Løb forfejlede ſin Henſigt, for ſaa vidt Tributtens unøjagtige Udbetaling foranledigede Forhandlinger, der omſider endte med det Giftermaal mellem en ſkotſk Konge og en danſk-norſk Kongedatter, hvorved ogſaa Orknøerne og Hjaltland gik tabte for Riget. Men ſaadant kunde viſtnok ikke Magnus og hans Raadgivere forudſee, og Betingelſen om Tributten vakte derfor ſikkert almindeligt Bi-