Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/475

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
461
1266. Syderøernes Afſtaaelſe.


gelig Overraſkelſe, at Norge ſkulde nyde en aarlig, ikke ubetydelig Indtægt for dem. Thi i alle Fald var Norges Ære derved frelſt. Tingen havde endog faaet det Udſeende, ſom om Skotland var bleven ſkatſkyldigt under Norge, og ſaaledes betragtede man den tildeels ogſaa i Skotland ſelv. Annaliſten i Melroſe Kloſter ſiger nemlig udtrykkeligt, at den aarlige Afgift af 100 Merker brændt Sølv, ſom den ſkotſke Konge forbandt ſig til at yde den norſke, var en Erkjendelſe af at han gjorde ham ſit Homagium, d. e. hyldede ham ſom ſin Overherre[1]. Derom ſtaar der vel ikke et Ord i Tractaten ſelv, men der kan dog have været ytret noget ſaadant i de foreløbige Underhandlinger, og det er i alle Fald ſandſynligt, at Reginald af Roxburgh, der her maa have været Annaliſtens nærmeſt Kilde, har udladt ſig derom. Under alle Omſtændigheder var dette en Trøſt før dem af Nordmændene, der med Smerte ſaa den gamle, hvorvel lidet nyttige og lidet ſikre, Provins ſkilles fra Riget. Desuden kunde Kongen jo til alle dem, der desuagtet maatte ytre Misfornøjelſe over at Rigets Omraade var forringet, paaberaabe ſig, at det juſt nu igjen paa en anden Kant var blevet ſaa meget mere forøget, idet Island og Grønland havde underkaſtet ſig Norges Konge. Men man maa formode, at den almindelige Stemning i Norge var for Freden, og at det kun var de færreſte, der bebrejdede Kongen at han for at opnaa denne havde givet Slip paa de fjerne Syderøer. Gejſtligheden kunde ikke klage, ſiden Nidaros Erkeſtols Metropolitan-Rettigheder over Syderøerne udtrykkeligt vare forbeholdte.

Man kan heller ikke med Rette dadle Kong Magnus, fordi han ikke gjorde ſtørre Anſtrengelſer for at bevare Herredømmet over disſe Øer, men foretrak en ſikker og efter Omſtændighederne fordeelagtig Fred for den tomme og med mangfoldige Ulemper forbundne Ære, at kunne kalde ſig Herre over nogle fjerne, af urolige, oprørſke Folk beboede Øer, og at kunne tælle et Par ſaakaldte Konger blandt ſine Vaſaller. Herredømmet over Syderøerne var, naar det ſkulde være virkeligt, og ikke et tomt Ord, i Sandhed mere til Bryderi og Bekoſtning for Norges Konger, end til Nytte. Thi dertil udkrævedes Nærværelſen af en bevæbnet Magt i Øerne; og den kunde viſtnok ikke holdes der, uden med langt ſtørre Bekoſtning, end Indtægten af Øerne beløb ſig til. At de norſke Konger hidtil havde haft ſaa mange tilſyneladende troe Tilhængere blandt Øernes Høvdinger, kom væſentlig deraf, at de formedelſt den lange Af-

  1. Ordene i Chron. d Mailros lyde ſaaledes: „quod rex Scotiæ anno in perpetuum dabit regi Norwagiæ centum libras sterlingorum pro cognitione homagii facti regi Norwagiæ a dicto Alexandro rege Scotiæ“.