gelig Overraskelse, at Norge skulde nyde en aarlig, ikke ubetydelig Indtægt for dem. Thi i alle Fald var Norges Ære derved frelst. Tingen havde endog faaet det Udseende, som om Skotland var bleven skatskyldigt under Norge, og saaledes betragtede man den tildeels ogsaa i Skotland selv. Annalisten i Melrose Kloster siger nemlig udtrykkeligt, at den aarlige Afgift af 100 Merker brændt Sølv, som den skotske Konge forbandt sig til at yde den norske, var en Erkjendelse af at han gjorde ham sit Homagium, d. e. hyldede ham som sin Overherre[1]. Derom staar der vel ikke et Ord i Tractaten selv, men der kan dog have været ytret noget saadant i de foreløbige Underhandlinger, og det er i alle Fald sandsynligt, at Reginald af Roxburgh, der her maa have været Annalistens nærmest Kilde, har udladt sig derom. Under alle Omstændigheder var dette en Trøst før dem af Nordmændene, der med Smerte saa den gamle, hvorvel lidet nyttige og lidet sikre, Provins skilles fra Riget. Desuden kunde Kongen jo til alle dem, der desuagtet maatte ytre Misfornøjelse over at Rigets Omraade var forringet, paaberaabe sig, at det just nu igjen paa en anden Kant var blevet saa meget mere forøget, idet Island og Grønland havde underkastet sig Norges Konge. Men man maa formode, at den almindelige Stemning i Norge var for Freden, og at det kun var de færreste, der bebrejdede Kongen at han for at opnaa denne havde givet Slip paa de fjerne Syderøer. Gejstligheden kunde ikke klage, siden Nidaros Erkestols Metropolitan-Rettigheder over Syderøerne udtrykkeligt vare forbeholdte.
Man kan heller ikke med Rette dadle Kong Magnus, fordi han ikke gjorde større Anstrengelser for at bevare Herredømmet over disse Øer, men foretrak en sikker og efter Omstændighederne fordeelagtig Fred for den tomme og med mangfoldige Ulemper forbundne Ære, at kunne kalde sig Herre over nogle fjerne, af urolige, oprørske Folk beboede Øer, og at kunne tælle et Par saakaldte Konger blandt sine Vasaller. Herredømmet over Syderøerne var, naar det skulde være virkeligt, og ikke et tomt Ord, i Sandhed mere til Bryderi og Bekostning for Norges Konger, end til Nytte. Thi dertil udkrævedes Nærværelsen af en bevæbnet Magt i Øerne; og den kunde vistnok ikke holdes der, uden med langt større Bekostning, end Indtægten af Øerne beløb sig til. At de norske Konger hidtil havde haft saa mange tilsyneladende troe Tilhængere blandt Øernes Høvdinger, kom væsentlig deraf, at de formedelst den lange Af-
- ↑ Ordene i Chron. d Mailros lyde saaledes: „quod rex Scotiæ anno in perpetuum dabit regi Norwagiæ centum libras sterlingorum pro cognitione homagii facti regi Norwagiæ a dicto Alexandro rege Scotiæ“.
