Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34
Haakon Haakonssøn.

August var det nemlig, som han selv siger i sit Brev[1], uafladelig Regn, med Undtagelse af fire eller fem Dage, hvor der var Opholdsvejr, men som dog ikke fulgte umiddelbart efter hinanden. Han bestemte derfor med Prælaternes Samtykke, at det uanseet de ældre strenge Bestemmelser skulde være tilladt at fiske Sild, naar som helst den søgte til Land, og ligeledes at bjerge Hø eller høste Korn paa Helligdage, naar Vejret ikke tillod det paa Sognedage, dog saaledes, at vedkommende Biskop i Tvivlstilfælde skulde afgjøre, om Vejrliget virkelig havde været saa slemt, at hiin Fritagelse burde finde Sted, eller ej[2].

En højst vigtig Bestemmelse, der med Hensyn til sin Virkning i en vis Retning kan siges at have dannet Slutstenen i det ved Kongens Kroning og Legitimation udførte Verk, var Ophævelsen af Jærnbyrd, eller egentlig af Gudsdomme i Almindelighed som Beviismiddel for Retten. „Det sømmede sig ikke“, sagde Legaten, „for christne Mænd at friste Gud til at give Vidnesbyrd om menneskelige Anliggender“[3]. Vistnok have vi ikke nu længer det Brev eller den skriftlige Erklæring, hvorved Afskaffelsen kundgjordes, men Gudsdommenes Udeladelse i senere Kirkelove vise noksom, at Sagaens Beretning har sin Rigtighed. Gudsdommene havde i den senere Tid været saa misbrugte, at de ikke kunde vække andet end Forargelse, og navnlig have vi seet, hvilken Skade for Landets Fred og Ro kunde opstaa af den Adgang, Kronprætendenter fik til at underkaste sig Jærnbyrd for derved at bevise deres kongelige Fødsel. Jærnbyrdens Afskaffelse i Forening med Kongens Kroning og Legitimation, saavel som det Princip med Hensyn til Tronarvefølgen, hvilket Kongen, ved at bestemme sin ældste egtefødde Søn til sin Tronfølger, med Udelukkelse af den ældre, uegtefødde, praktisk erklærede gjeldende, nemlig at egte Søn altid er at foretrække for uegte, maatte, for menneskelige Øjne, afskære al Frygt for, at der i Fremtiden skulde kunne opstaa saadanne Tronkrige, som de, man nys havde overstaaet.

Cardinalen gav fremdeles flere Bestemmelser, der mere vedkom den verdslige offentlige og private Ret, end den gejstlige, men som sigtede til

  1. Se nedenfor S. 39.
  2. Cardinalens Brev N. gl. L. I. S. 453. I Sagaen undtages „de største Højtider“, hvilket aabenbart strider mod Ordene i Cardinalens eget Brev. Men denne Afvigelse grunder sig rimeligviis derpaa, at Paven, i sin Bekræftelse af Cardinalens Bestemmelser for øvrigt, dog undtog de største Høitider (se nedenf. S. 40) og at saaledes denne Undtagelse fremdeles var til, da Sagaen blev skreven, ligesom og den ældre Bestemmelse er optagen i Erkebiskop Jons Christenret.
  3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 255.