Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34
Haakon Haakonsſøn.

Auguſt var det nemlig, ſom han ſelv ſiger i ſit Brev[1], uafladelig Regn, med Undtagelſe af fire eller fem Dage, hvor der var Opholdsvejr, men ſom dog ikke fulgte umiddelbart efter hinanden. Han beſtemte derfor med Prælaternes Samtykke, at det uanſeet de ældre ſtrenge Beſtemmelſer ſkulde være tilladt at fiſke Sild, naar ſom helſt den ſøgte til Land, og ligeledes at bjerge Hø eller høſte Korn paa Helligdage, naar Vejret ikke tillod det paa Sognedage, dog ſaaledes, at vedkommende Biſkop i Tvivlstilfælde ſkulde afgjøre, om Vejrliget virkelig havde været ſaa ſlemt, at hiin Fritagelſe burde finde Sted, eller ej[2].

En højſt vigtig Beſtemmelſe, der med Henſyn til ſin Virkning i en vis Retning kan ſiges at have dannet Slutſtenen i det ved Kongens Kroning og Legitimation udførte Verk, var Ophævelſen af Jærnbyrd, eller egentlig af Gudsdomme i Almindelighed ſom Beviismiddel for Retten. „Det ſømmede ſig ikke“, ſagde Legaten, „for chriſtne Mænd at friſte Gud til at give Vidnesbyrd om menneſkelige Anliggender“[3]. Viſtnok have vi ikke nu længer det Brev eller den ſkriftlige Erklæring, hvorved Afſkaffelſen kundgjordes, men Gudsdommenes Udeladelſe i ſenere Kirkelove viſe nokſom, at Sagaens Beretning har ſin Rigtighed. Gudsdommene havde i den ſenere Tid været ſaa misbrugte, at de ikke kunde vække andet end Forargelſe, og navnlig have vi ſeet, hvilken Skade for Landets Fred og Ro kunde opſtaa af den Adgang, Kronprætendenter fik til at underkaſte ſig Jærnbyrd for derved at beviſe deres kongelige Fødſel. Jærnbyrdens Afſkaffelſe i Forening med Kongens Kroning og Legitimation, ſaavel ſom det Princip med Henſyn til Tronarvefølgen, hvilket Kongen, ved at beſtemme ſin ældſte egtefødde Søn til ſin Tronfølger, med Udelukkelſe af den ældre, uegtefødde, praktiſk erklærede gjeldende, nemlig at egte Søn altid er at foretrække for uegte, maatte, for menneſkelige Øjne, afſkære al Frygt for, at der i Fremtiden ſkulde kunne opſtaa ſaadanne Tronkrige, ſom de, man nys havde overſtaaet.

Cardinalen gav fremdeles flere Beſtemmelſer, der mere vedkom den verdslige offentlige og private Ret, end den gejſtlige, men ſom ſigtede til

  1. Se nedenfor S. 39.
  2. Cardinalens Brev N. gl. L. I. S. 453. I Sagaen undtages „de ſtørſte Højtider“, hvilket aabenbart ſtrider mod Ordene i Cardinalens eget Brev. Men denne Afvigelſe grunder ſig rimeligviis derpaa, at Paven, i ſin Bekræftelſe af Cardinalens Beſtemmelſer for øvrigt, dog undtog de ſtørſte Høitider (ſe nedenf. S. 40) og at ſaaledes denne Undtagelſe fremdeles var til, da Sagaen blev ſkreven, ligeſom og den ældre Beſtemmelſe er optagen i Erkebiſkop Jons Chriſtenret.
  3. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 255.