oven skrevet, og dog skal selve Overeenskomsten og Forliget vedvare i fuld Kraft, i og ved alt, til evig Tid.
Begge Parter renuncere fremdeles herved ogsaa paa alle Indsigelser o. s. v.; paa Brugen af alle Breve, hidtil modtagne og vexlede mellem bemeldte Konger, af hvad Indhold nævnes kan, og af alle apostoliske Breve og Indulgenser, der enten ere eller kunne blive udvirkede, eller overhoved paa hvilket som helst Retsmiddel i den canoniske og civile Ret, hvorved før nævnte Afstaaelse, Afhændelse, Overdragelse, Overeenskomst og endelige Forlig maatte kunne hindres, suspenderes, tilintetgjøres, eller paa nogen Maade svækkes. Det tilføjes ogsaa dette Forlig, og bestemmes ved fælles Samtykke mellem Norges og Skotlands Konger og Rige, at alle Overtrædelser og Forbrydelser, begangne mellem dem og deres Forgængere, og deres Mænd, indtil den Dag i Dag, skulle fra begge Sider være aldeles tilgivne, med Hensyn saavel til Kirken som til Rigerne, uden at nogen Vrede eller Hevnlyst skal være tilbage: samt at de fra begge Sider tagne og fastholdte Gisler skulle sættes paa fuldkommen fri Fod. Og hvis nogen Fiende af en af disse Konger, Skotlands eller Norges, flygter til den ene af dem, skal denne ikke til dens Skade, fra hvem han er flygtet, modtage ham i sit Rige og Herredømme, uden maaskee for en Tid, paa det at han kan erholde Tilgivelse, om han fortjener den. Og hvis han ikke kan opnaa sin Herres Tilgivelse, skal Kongen strax efter et Aars Forløb ikke udsætte med at forjage ham fra sig og sit Rige. Dog de undtagne, der have begaaet Majestætsforbrydelse, hvilke ikke paa nogen Maade af den ene eller anden Part maa modtages. Treffer det sig end videre saa, som Gud forbyde, at Mænd fra Norges Rige lide Skibbrud i Skotlands Konges Rige eller Herredømme, eller omvendt, da skal det bære dem tilladt i Fred og Ro at optage deres knuste eller skadede Skib, saavel som deres Ejendomme, af hvad Slags nævnes kan, enten selv eller ved andre, samt beholde, sælge eller afhænde dem, uden al Forulempelse, saalænge de ikke kunne ansees at have ganske forladt dem. Og hvis Nogen tvert imod dette fælles Enighedsstatut enten ved List eller Vold borttager noget af de saaledes skadede Skibe eller Ejendele, og overbevises herom, da skal han straffes som Ransmand og Fredsbryder efter Fortjeneste, uden at nogen modsat Sædvane, om den ellers maatte herske, heri skal være til Hinder. Men dersom nogen saadan Forstyrrer af denne Fred og dette endelige Forlig mellem for nævnte Konger, Riger og deres Indbyggere antreffes og overbevises om sin Brøde, da skal han af den Konge, i hvis Rige han er antruffen, straffes saa eftertrykkeligt, at det kan være Andre til Skræk.
Og til Vidnesbyrd om denne Sag er der til den Part af nærværende
