Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/469

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
455
1266. Fredstractat i Perth. Syderøerne afſtaaes.


terne kom til Skotland noget efter Reginald, altſaa rimeligviis i Begyndelſen af Sommeren eller i Juni Maaned, udfærdigedes dog den definitive Freds-Act allerede Fredagen efter Petersmesſe, eller 2den Juli ſamme Aar.

Denne merkelige Tractat, der ſkilte Norge ved Man og Syderøerne, og ſom endog i den Artikel, der ſkulde give et Slags Erſtatning derfor, indeholdt den førſte Spire til de Forhold, ſom to hundrede Aar derefter ledede til at ogſaa Orknøerne og Hjaltland gik tabt for Norge, lyder i det væſentligſte ſaaledes:

„For at Visheden om det Nærværende altid ſkal kunne give klar og tydelig Erindring om det Forbigangne, gjøres herved vitterligt, at Aar efter Guds Byrd 1266, Fredagen næſt efter Apoſtlerne Petri og Pauli Feſt, blev i Prædikebrødrenes (Dominicanernes) Kirke ved Perth, denne Overeenskomſt og endelige Forligelſe afſluttet, for med Guds Biſtand at bilægge og gjøre Ende paa Tviſtemaal, Klager, Skadetilføjelſer, Fornærmelſer og Uenigheder angaaende Øerne Man og Syderøerne, ſamt de dertil hørende Rettigheder, mellem de gjeve og berømmelige Fyrſter, Herr Magnus den 4de af Guds Naade Norges Konge ved hans offentlige Sendebud, de Herrer Aſkatin, hans Kanſler, og „Andres Nikolasſøn, hans Lendermand, dertil ſærſkilt beſkikkede og lovligt befuldmægtigede, ſamt fremmødende paa oven nævnte Sted, fra den ene Side; og Herr Alexander den 3die af ſamme Naade Skotlands Konge, perſonligen fremmødende ſammeſteds med gejſtlige og verdslige Herrer, ſit Riges Ældſte, paa den anden Side, under denne Form, nemlig:

At bemeldte Herr Magnus, Norges Konge, ſom Fredens Ven og Retfærdighedens Hævder, til des ſtørre Overholdelſe af den Gud ſkyldige Ærefrygt og gjenſidig Kjærlighed og Fred, ſaavel ſom for at fjerne Sjælenes Fare og des ſnarere at forebygge Menneſketab, efter bemeldte Herr Alexanders, Skotlands Konges, Anmodning og til hans Ære, ved bemeldte forſtandige Herrer, Kanſler Aſkatin og Lendermand Andres Nikolasſøn, ſom af Kongen ſelv have modtaget uindſkrænket Fuldmagt til derom at ſlutte Overeenskomſt, venſkabeligt og forligeligt afſtod, oplod og fraſagde ſig, baade hvad Beſiddelſer og Fordringer angaar, for ſig og ſine Arvinger, til bemeldte Herr Alexander; Skoterne Konge og hans Arvinger at eje, nyde og beſidde til evig Tid, Man tilligemed de øvrige Syderøer og alle de andre Øer veſten- og ſøndenfor det ſtore Hav (Magni Haff), med den Ret, ſom han ſelv og hans Formænd fra gammel Tid kunne have haft, eller han ſelv og hans Arvinger for Fremtiden maatte kunne faa derover, ſamt med alle Herſkabsrettigheder, Lensrettigheder, Indtægter, Tjeneſter og alle andre